Debat

Frygten for alle dem, der vil os noget ondt, strømmer ud fra Folketinget

På kant: L 95 er betegnelsen for loven om ”ulovlig påvirkningsvirksomhed” ,som 19. marts blev vedtaget i Folketinget. Det er en lov, som af nogle er blevet kaldt et stort indgreb i vores ytringsfrihed, af andre en nødvendighed for at beskytte Danmark, men mange aner overhovedet ikke, hvad den handler om.

I TV-Avisen forleden var fokus på, at DF ville hæve prisen på cigaretter, men ikke et ord om L 95.

Danmark er et land, hvor vi kan få aktindsigt i stort set alt, men er det ensbetydende med, at vi forstår, hvad det er, der bliver lovgivet om?

Der laves love, som har stor indflydelse på vores liv, men det er som om, selve processen med at styre landet foregår bag lukkede døre, og så stikker diverse ministre lige hovedet ud af døren i ny og næ og meddeler, hvad der nu er gældende lov. Naturligvis har vi som borgere muligheden for at gå ind på Folketingets hjemmeside og finde de love, der behandles, men hvis man for eksempel finder L 140 - Paradigmeskiftet - så finder man et dokument, der er så plastret til med §-tegn, at det bliver nærmest umuligt at forstå. Det kræver mere end almindeligt overblik at forstå, hvad det betyder - andet end at det i store træk skal få ”de fremmede” ud af Danmark.

Debatten om at forlade menneskerettighedskonventionen lever stadig i bedste velgående, til dels takket være Marie Krarup og en vision om så at kunne tilgå den i en tilpasset version med danske forbehold - menneskerettigheder light - fordi vi skal "passe på hinanden".

Det er tankevækkende, at de seneste lovtiltag her i landet er baseret på frygt for, hvad ”de andre” kan finde på at gøre os af ondt, og at den frygt i stort omfang er strømmet ud fra Folketingssalen.

John Jørgensen
0/0
Klumme

Ugens Prædiken: Påskemorgen er som en håbets hilsen fra Guds fremtid

Klumme

Martine om at blive gammel: Måske er det andet end medicin og ømme muskler?

Klumme

Ugens Prædiken: Mere kærlighed, end vi fatter og forstår

Klumme

Kommer du til årets grundlovsfest?

Leder For abonnenter

Bøhtosserne og de sande demokrater

Spalte op og spalte ned er der blevet skrevet om koranafbrændings-tossen. Du ved; ham der fuldt bevidst går efter at lave sine demonstrationer på måder og på steder, hvor hans iskolde og desværre alt for ofte ganske korrekte kalkule er, at bål-og-brand-tosser vil gribe den kærkomne anledning til at lade sig krænke så tilpas meget, at det efter deres indskrænkede verdensopfattelse berettiger til larm i gaden. Og dermed får bål-og-brand-tosserne på imponerende vis bekræftet koranafbrændings-tossens pointe - hvis ellers pointe ikke kan siges at være et alt for pænt ord for den verdensopfattelse, som hadprædikanter af alle farver abonnerer på. Faktisk er der både sagt og skrevet mere end rigeligt om Rasmus Paludan. Derfor er hovedpersonerne i disse linjer ikke hverken den ene eller den anden part i bøhtosse-krigen. Det handler tværtimod om demokratisk forståelse ført ud i en ualmindeligt fornem praksis - og om et par seje gutter fra Holstebro, Abbas Maanaki og Ergin Dogan. De to stod bag et vellykket arrangement i Trekanten i Holstebro, hvor de fik beboerne til at samles om pizza, fodbold og lørdagshygge i stedet for at stille op som medvirkende i provokatørens omrejsende cirkus, der var varslet til at ankomme til byen en lørdag i april. Dermed faldt det sture, sture provkationsnummer til jorden med et stille plask - ganske som den slags har fortjent. Maanaki og Dogan er begge som teenagere kommet i ungdomsklubben Jættehøj og forklarer, hvordan værdierne, de lærte der, var afsæt for deres fredelige moddemonstration: Rasmus Paludan skulle have lov at bruge sin ytringsfrihed til at sige, hvad han ville - men de to brugte deres ytringsfrihed til at argumentere for, at alle lod ham stå alene med sine provokationer og sin dyre politibeskyttelse. En beskyttelse, som der i Holstebro ikke blev den fjerneste brug for. Missionen lykkedes nemlig over al forventning, og der var efterfølgende stor ros fra politikommissær Lilian Jensen, som i Dagbladet Holstebro erklærede sig "pavestolt af den præventive indsats, vi så fra beboerne". Hvor ville det dog være fantastisk, hvis 'Holstebro-modellen' kunne brede sig til andre steder i landet. Københavnske Nørrebro kunne for eksempel lære en hel del. Som Ergin Dogan siger: "Det, Rasmus Paludan står for, er ikke de værdier, som vi har lært at kende i Jættehøj og på arbejdsmarkedet. Vi er bare med til at sprede hans retorik og had, når vi lader os provokere. Han ved udmærket, hvilke knapper han skal trykke på, så det eksploderer. Og jeg tror, det er hans formål." Jeg tror, Ergin Dogan har ret - og siger tak til ham, til Abbas Maanaki og til lærere og pædagoger som dem i ungdomsklubben Jættehøj, fordi de på forbilledlig vis formår at vise, hvad demokrati vil sige i virkelighedens verden.

Klumme

Amagerpigens tak til Bork Havn Efterskole: I var vinden under mine vinger