Annonce
Rejser

Frihed i fuld galop på Rømø

Foto: Birgitte Carol heiberg
Når vinden pisker i ansigtet, og sandet danser hen over stranden, der strækker sig helt ud til himlen, og du er ét med hesten, der bærer dig af sted - så føler du dig fri. Lige dér møder du friheden i sin reneste form, og sindet slipper fri. På Hotel Kommandørgården på Rømø har de 120 islandske heste i stald. Ferie Danmark har sendt en reporter af sted for at opleve Rømø på hesteryg.

Midt imellem Rømø Kirkeby og Havneby på Rømø ligger Hotel Kommandørgården. Et hotel, der er gået i arv igennem fire generationer, og hvor gamle myter er blevet fortalt fra mund til mund i 50 år. Med 120 islandske heste i stald er stedet samtidig indehaver af et af Danmarks største centre for turistridning. Her tilbyder de alt fra trækketur for børn, ridning for erfarne ryttere og sidst, men ikke mindst, er der også tilbud til helt uerfarne ryttere, der aldrig har været i nærkontakt med en hest.

Denne udsendte reporter har siddet på en hest et par gange før, men det er uendeligt mange år siden. Det samme gælder fotografen, der også er med.

Vi ankommer til hotellet ved middagstid. Spændte og med krydsede fingre for, at regnen ikke bliver ved med at piske ned, som den har gjort de seneste mange dage.

Efter en hurtig frokost klæder vi om til vores mest praktiske tøj. I dette tilfælde korte gummistøvler, uldtøj og en vand- og vindtæt jakke. I receptionen tager Abu Kamba imod os. Han er guide på dagens ridetur. Til daglig arbejder han i hotellets reception, men han har redet på de islandske heste, siden han var barn, og han kender turene gennem plantagerne bedre end de fleste.

Annonce

De islandske heste

Islandske heste stammer fra de heste, som vikingerne bragte med sig, da de bosatte sig på Island for mere end 1100 år siden.

En vallak som Jökull er en kastreret hingst - altså en hanhest, der har fået fjernet testiklerne. Det dæmper temperamentet og gør dem mere pålidelige. Desuden er ikke alle heste egnet til avl.

lt er den mest kendte gangart for islændere. Det er en firtakts gangart med samme benflytningsrækkefølge som i skridt: højre bagben, højre forben, venstre bagben og venstre forben. Hesten har altid et eller to ben i jorden, der er altså ikke noget svæv, og det gør gangarten behagelig for rytteren. Tølt er desuden en meget personlig gangart, som findes i flere tempi og kan variere fra hest til hest.

Pas er en totakts gangart, hvor hesten flytter for- og bagben på samme side samtidig. Der er en lang svævefase, inden næste benpar rammer jorden. Derfor kaldes gangarten flyvende pas.

Kilde: www.islandshest.dk

Det første møde

Vi begynder med en kort gåtur over til staldene, der ligger et lille stykke væk. Hotellet er et stort sted med 87 værelser, 30 hytter og en campingplads. Der er både indendørs og udendørs pool, men på denne tid af året er det hestene og naturen på Rømø, der trækker folk til.

Vi får, mod forventning, ikke stukket en rideklar hest i hånden, da vi når frem til staldene. I stedet får vi et billedekort med navn, nummer og en lille beskrivelse af hestens personlighed. Det er en tillidsøvelse. Man er selv med til at hente sin hest i stalden, strigle den og sadle op. På den måde vænner man sig til det store dyr, og vi lærer hinanden at kende.

Jeg vil til hver en tid påstå, at jeg ikke er bange for heste. Men jeg er heller ikke særlig tryg. Jeg er ikke typen, der beskæftiger mig særlig meget med dyr, og har et rimelig dårligt kendskab til de fleste arter. Derfor bliver jeg også en lille smule overvældet over at gå med det kæmpe, firbenede dyr i rebsnor, selvom den godvilligt går med. Men tanken om at jeg ikke er herre over, hvad væsenet tænker eller gør, skræmmer mig.

Jeg mander mig dog op, for som med alle andre dyr ved jeg, at den kan lugte min frygt. Jeg forsøger i stedet at udstråle mod og ro. Det hjælper at strigle hesten. Det er en god øvelse, som både er rar for hesten og gør rytteren mere rolig. Min hest hedder Jökull. En flot, langbenet vallak, der på kortet beskrives som “en stille og meget stabil vallak, for den kræsne rytter”. Hvad jeg ikke kan læse mig til er, at den ikke er helt enig i, hvem af os, der bestemmer. Det vender vi tilbage til.

- Islændere har et godt sind, fortæller Abu Kambak.

Sætningen siger det hele. Hesteracens milde sind gør dem rolige, samarbejdsvillige og nemme at omgås. Det er et ry, de har med sig, og derfor er de også meget brugt som turistheste

En magtdemonstration

Vi skridter roligt ud fra gårdspladsen og sætter kursen mod ukendt landskab. Vi har fået samme introduktion til hestene og til ridning, som turister normalt får. Det er dog kun mig og fotografen, der har meldt sig til dagens tur. Vi har begge prøvet at ride før, men aldrig på egen hånd, og det er efterhånden mange år siden.

Da vi nærmer os en trafikeret vej, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at Abu Kambak sagde noget om, hvordan man får den til at stoppe? Jeg er helt sikker på, at han ikke viste mig stopknappen. Det eneste jeg kan gøre er at håbe, at hesten er klog nok til at stoppe selv, hvis en bil kommer susende.

De islandske heste er kendt for at følge efter hinanden. De er flokdyr, og det er både godt og skidt. For det betyder, at de nogle gange bliver så forblændede af hesten foran, at de glemmer at mærke efter, hvad rytteren gør og siger. Så længe tempoet er roligt, er det intet problem, men så snart Jökull slår over i tølt, bliver det straks sværere. Følelsen af at bumle af sted får mig til at ønske, at jeg havde husket min sports-bh. Det er på ingen måde behageligt. Dog føler jeg hele tiden, at det gælder om at overgive sig til situationen. At pakke sin frygt væk og forsøge at være til stede i nuet.

Jökull viser sig at være en bestemt herre. Selvom han er en turisthest, er han ikke en doven, gammel krikke uden vilje. Tværtimod viser han ihærdigt, hvad han synes om, at det er mig, der bestemmer. Han virrer med hovedet og pruster. Det er en mild form for magtdemonstration, som i begyndelsen gør mig nervøs, men det fremkalder også en velkendt side i mig. Med den mest stålfaste mor-attitude, jeg kan præstere, viser jeg Jökull, at det er mig der bestemmer. Resten af turen er han blid som et lam.

Fakta: Til hest på Kommandørgården

Hotel Kommandørgården råder over et af Danmarks største turisthestecentre med 120 islandske heste i stald.

De tilbyder to til fire forskellige guidede rideture hver dag. Det kan både være plantage- eller strandture, hyggeture for begyndere eller mere udfordrende ture for de erfarne ryttere og ture af en, to, tre eller fem timers varighed.

Turene går ud i Rømøs natur, men også til Mandø og Koresands. Man kan også skræddersy et ophold med hest, og hotellet tilbyder flerdagsture til hest – blandt andet Hærvejen som noget helt nyt.

Læs meget mere om hestene og hotellet på www.kommandørgaarden.dk.

I den vilde vind

I takt med at vi bevæger os ind i øens plantager, falder vi ind i en naturlig rytme. Meter for meter gror hest og rytter sammen, og det bliver nemmere at fornemme hestens forskellige gear.

- Man siger, at en hest har tre gangarter: skridt, trav og galop. Islændere har fem, for de har også pas og tølt. Men i virkeligheden kan de skifte mellem gangarterne, og man mener, at de har helt op til 26 forskellige, fortæller Abu Kambak.

Naturen på Rømø er magisk. Stierne er smalle og snor sig op og ned ad bløde bakker beklædt med mos og lav i alle nuancer af grøn - fra næsten selvlysende til pastel. Krogede træer og bjergfyr skaber læ for vinden og gør verden tyst. Det er det her, turisterne kommer for. For at opleve Rømøs natur, der uanset årstid er en oplevelse i sig selv.

For et øjeblik høres kun lyden af hestenes hove, der bevæger sig roligt gennem terrænet. Flere steder er stierne oversvømmet, og flokken af heste søger ud mellem træerne for at slippe for de dybe vandpytter.

- De kan ikke ret godt lide mudder. De er lidt fine på den, fortæller Abu Kambak.

Vi ridder længe i plantagens læ. Det er heldigt, at vi har en guide med, for det er efterhånden svært at skelne stierne fra hinanden. Stedsansen er ophørt. I stedet er alle andre sanser skærpet. For i det øjeblik vi rider ud af plantagen, mærker vi den sønderrivende vind, der får frit afløb på de store, åbne vidder. Vinden bliver et ekstra element på turen. Vi kan ikke høre hinanden eller tale sammen. Selvom vi rider tæt ved siden af hinanden, er vi helt på egen hånd.

- Når hestene ser stranden, får de lyst til at løbe, så hold tøjlerne stramt.

Det er det sidste, jeg hører Abu Kambak sige i lang tid.

Når man skal ud at ride med Kommandørgårdens heste, får man tildelt et billedekort med navn, nummer og en lille beskrivelse af sin hest. På den måde kan man selv finde frem til den. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Mellem himmel og hav

Vi har redet i forskellige tempi indtil nu, men så snart stranden åbner sig, mærker jeg for alvor Jökulls trang til at galoppere af sted. Jeg ved på forhånd, at der ikke er andet at gøre end at følge med. Han hverken hører eller mærker andet end friheden lige her og nu. Han galopperer hen over det lave tidevand. Jeg kan se muslinger halvt begravet i sand under mig, men de flyder ud i farten. I horisonten kan jeg kun lige skelne, hvor himmel og hav mødes. Vinden pisker i ansigtet, vandet sprøjter fra de galopperende heste, og vi bliver én samlet krop, der flyver hen over sandet. Lige der er jeg fri. Min hjerne ænser intet andet end hestens bevægelser, farten og den storslåede natur, der flyder ud i et. Jeg griner umotiveret - måske af lykke. Det er frihed i sin reneste form. Det er min allerførste galop, og vi er kun lige begyndt.

Vi rider langs stranden i lang tid. Ved vandkanten, hvor bølgerne skummer, og sandet fyger og danser. Vi er som tre ørkenvandrere med klæder for munden for at skærme for vind og sand. Men i bund og grund er vejret underordnet. Det påvirker ikke oplevelsen, at det regner og blæser. Det forstærker blot oplevelsen. Tempoet skifter hele tiden, men vi er helst i galop, så snart det er muligt. Når man har fået smag for fart, er det svært at stoppe igen.

Det kan virke angstprovokerende at ride galop, hvis man ikke har prøvet at ride før. Jeg havde aldrig forestillet mig, at vi skulle ride så stærkt, da jeg for godt halvanden time siden satte mig op på Jökull. Men det gode ved Kommandørgårdens hesteture er, at guiderne hele tiden mærker efter, hvor tryg man er, og hvor meget man som rytter har mod på.

Abu Kambak tilrettelagde ruten løbende med udgangspunkt i vores velbefindende - uden at vi rigtig lagde mærke til det.

Vi starter med at strigle hestene og sadle op. Det er en god øvelse, der får hest og rytter til lære hinanden bedre at kende. Abu Kambak guider og fortæller hele vejen. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Fællesskab og fortrolighed

Det er tre trætte heste og ryttere, der vender næser og muler hjem til staldene. Hestene går roligt, men målrettet, fordi de ved, at de skal hjem og have mad. Der er dog et godt stykke fra stranden og hjem. Vi skal tilbage igennem bakkede klitter og plantagerne, som vi red i før. Det er en god måde at slutte turen på. De rolige bevægelser og den tyste natur skaber et rum, som åbner op for, at vi kan tale sammen igen. Ikke kun om hestene, men om mere fortrolige ting.

Abu Kamak fortæller om dengang han kom til Danmark fra Congo, om sin livslange tilknytning til Kommandørgården og stedets ejer. Den korte tid på hesteryg har skabt et fællesskab og en tillid. Det gælder mellem hest og rytter og menneske til menneske.

Turen har varet i tre timer. Det lyder af meget, men tiden er fløjet af sted.

Tilbage ved staldene er det tid til at sige farvel til Jökull og de andre. Benene ryster en smule af træthed, og kulden sniger sig ind under uldtøjet, men hjertet banker let. For en tur på hesteryg ud i Rømøs vilde natur var alt andet, end det jeg havde forventet. Kun sjældent mærker man i sådan en grad, at man lever. Jeg er høj på lykke og mindet om frihed.

- Hvad har jeg rodet mig ud i, tænker Ferie Danmarks udsendte reporter, inden turen rigtig begynder. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Joküll er en vallak fra 2010. Hestene bliver først trænet fra de er fire år. Indtil da lever de et frit hesteliv på Hotel Kommandørgårdens store, grønne enge ved Vadehavet. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Fotografen rider på den hvide hest ved navn Frosti, men den går også under kælenavnet Sofa, fordi dens bløde bevægelser gør den nem at ride på. De fleste af reportagens billeder er taget fra ryggen af Frosti. Foto: Birgitte Carol Heiberg
På få timer kommer vi igennem alsidig natur. Fra mosbegroede plantager til brede sandstrande. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Vinden er vild på de åbne vidder, men det betyder ikke noget. I det hele taget er vejret underordnet, når man galopere afsted - både for oplevelsen til hest og for Rømøs natur, der tager sig flot ud hele året. Så længe man bare klæder sig i nogenlunde praktisk tøj. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Hest og rytter i et med galoppen. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Hestene har frisk hø ad libitum i høgangen. De har desuden en chip i deres hovedtøj, som registrerer og regulerer deres øvrige fodder efter hver hests individuelle behov. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Man skal kende strandene godt, inden man bevæger sig ud, for der er hestehuller, som man risikerer at synke i. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Galop kan for nogle virke skræmmende, men det er sjovt, når man først finder rytmen. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Hestene er en smule fine på den - de kan ikke lide at gå i mudder, men ind imellem er der ikke så meget andet at gøre. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Der findes en hest til alle typer, og guiderne er gode til at hjælpe - også selvom der er mange med på en tur. Der er desuden en god hjælp i tøjlerne, der er markeret med farver, så man kan se, hvor stramt man skal holde dem i de forskellige gangarter. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Det høje græs, sandjorden, mos og fyrtræer skaber en magisk stemning i plantagerne. Plantager er i øvrigt skov, der er plantet som værn mod sandflugt. Foto: Birgitte Carol heiberg
Fotografens udsyn fra ryggen af Frosti. Foto: Birgitte Carol heiberg
Vinden får det stikkende strandgræs til at lægge sig ned. Birgitte Carol Heiberg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Ukrudtsbrænder satte ild til spa

Annonce