Annonce
Sport

Franske stjerners historiske nedtur: Fra håndboldkonger til døende elefanter på to døgn

Tronskifte i Trondheim. Håndboldens fremtid takker håndboldens fortid. De to Paris-spillere, Norges Sander Sagosen og Frankrigs Nikola Karabatic, viser hinanden respekt. Foto: Ole Martin Wold / NTB Scanpix / AFP
En æra er endegyldigt forbi med det tidlige franske EM-exit, og selv om Frankrig tidligere har rejst sig i et OL-år, ser Karabatic-epoken ud til at være ovre.

De sad på håndboldtronen i henved 20 år.

De var årtusindets mest frygtindgydende håndboldlandshold.

Taktisk, atletisk og mentalt var de overlegne.

Nu er det ovre. Frankrigs nederlag til Norge søndag aften overraskede kun de færreste. Karabatic-slængets dage som håndboldherskere har været udfordret i nogle år. Ved EM-slutrunden blev pointerne blot understreget. Det store au revoir må sandsynligvis vente til efter OL i Japan senere på året, for det virker trods alt utænkeligt, at koryfæer som Nikola Karabatic og Luc Abalo bliver bedt om at pakke tasken og liste ud af bagdøren. Elitesport er oftest usentimental, men de spillere, der har givet Frankrig så meget, fortjener at få den sidste store turnering med.

Om landstræner Didier Dinart, der selv var med til at hente mange af trofæerne som aktiv, også får OL med er nok mere tvivlsomt. Nederlagene mod Portugal og Norge, der har gjort Frankrig til statist inden den sidste gruppekamp mod Bilal Suman og Lasse Boesens Bosnien, kan blive dødskysset, men allerede inden EM-slutrunden fremstod Frankrig som et hold i ubalance.

Annonce

Karabatic' skuldre er trætte

Frankrig har lignet et hold, der er fanget mellem noget gammelt og noget nyt. Talentmassen og potentialet er gigantisk i Frankrig. Det er helt indiskutabelt. Alle andre lande - den danske OL-guldvinder og verdensmester inklusive - kan kun drømme om at have så mange klassespillere at vælge mellem. Det er indlysende, at spillere som Dika Mem, Nedim Remili, Ludovic Fabregas og Melvyn Richardson kommer til at stråle på den internationale scene i mange år frem, men som hold skal Frankrig finde nye ben at stå på.

Landstræner Dinart forsvarede sig selv og holdet i den franske sportsavis L'Equipe.

- Men jeg synes ikke, der er krise. Vi gjorde vores bedste. Ingen skal have skylden for det. Frankrig er måske bare på det niveau, sagde han.

De franske håndboldfans vil næppe acceptere at være på det niveau, og holdet står senest efter OL foran en helt ny tid. VM-guldet på hjemmebane i 2017 og bronzemedaljerne ved EM 2018 og VM i 2019 er hurtigt glemt.

Nikola Karabatic brede skuldre er blevet trætte efter 18 år på landsholdet med svimlende ni guldmedaljer ved OL, VM og EM til følge. Vor tids største spiller kan ikke længere bære holdet alene, som han kunne i sine bedste dage. Det viste kampen mod Norge også med al tydelighed.

Skal gennem OL-kvalifikation

Selv om Frankrig gennem et årti har været Danmarks største konkurrent, er det alligevel en anelse vemodigt. Det er som de stolte, gamle elefanter, der ifølge gamle sagn går mod et hemmeligt sted for at lægge sig til at dø.

De franske håndboldkonger giver måske et sidste hug med stødtænderne, inden det er slut. Men deres bortgang kommer til at ske i fuld offentlighed i Japan. Ved OL om et halvt år. Hvis holdet endda når så langt.

For Frankrig skal først gennem en OL-kvalifikation, hvor modstanderne bliver Kroatien, den kommende EM-bronzevinder og sølvvinderen fra de afrikanske mesterskaber. Kun to af disse hold får adgang til OL, så intet er givet.

Kikser franskmændene OL-kvalifikationen, slår elefantkirkegården portene op før tid.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det lyder godt, men: De passer ikke på Danmark

Det er så let at stille sig op og sige, at ”jeg passer på Danmark”. Det lyder godt. Man virker handlekraftig. Men når man som Mette Frederiksen er statsminister, har man andre forpligtelser end at gå med de nemme og populære løsninger, som hun gjorde, da hun præsenterede regeringens bud på, hvordan vi forhindrer terrordømte i at planlægge og udføre mere terror, når de er sluppet ud af fængslet. En regeringschef har pligt til at vælge løsninger, der holder sig inden for rammerne af, hvilken type land vi gerne vil være. Og her svigtede Mette Frederiksen. Hun foreslår nemlig, at personer, der har afsonet en dom for terror, kan forbydes at færdes i bestemte områder og have kontakt til bestemte personer i op til ti år. For at undersøge, om de overholder forbuddet, skal politiet have ret til uden dommerkendelse at trænge ind i deres hjem og undersøge deres computere. Det er her, statsministeren glemmer sin forpligtelse over for retsstatens principper. Grundloven siger helt uden dikkedarer i paragraf 72, at både husundersøgelser og undersøgelser af borgernes kommunikation kun kan ske efter en retskendelse. Der står dog også, at man kan lave love, der giver undtagelse fra paragraffen, og det er så dét, regeringen vil gøre. Men det er grundlæggende helt forkert. Regeringens forslag om at øge straffene for terror og terrorrelaterede forbrydelser betragteligt er helt i orden. Det er også rimeligt at udstede forbud om ophold og kommunikation for denne ekstraordinært usympatiske gruppe af forbrydere. Og spark dem endelig ud af landet, når der er lovhjemmel til det. Det må bare aldrig blive andre end en domstol, der gør domstolenes arbejde. Magtens tredeling er et princip, der ikke må fraviges. Hverken politikere eller myndigheder skal afsige domme eller udstede retskendelser. Det skal kun dommere. Det har regeringens normale støtter forstået, men de borgerlige partier sikrer flertallet til endnu et skridt væk fra retsstaten. De skulle skamme sig. De passer ikke på Danmark.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];