Annonce
Kultur

Fra hård kritiker til Lyngvilds hjælper

Aarhusiansk professor sagde ja til at hjælpe Jim Lyngvild med hans nye bog på trods af sin kritik af designerens og Nationalmuseets vikingeudstilling.

”Skal det være Nationalmuseets bud på, hvordan mennesker kunne se ud i vikingetiden? Seriøst?”

Søren M. Sindbæk, arkæolog og professor ved Aarhus Universitet, gik hårdt til Nationalmuseets og designer Jim Lyngvilds vikingeudstilling, da den åbnede sidste år.

På udstillingen har Jim Lyngvild gennem fotografier sat ansigt på vikingerne og klædt dem på. ”Lyngvilds fantasivikinger” skrev professoren i sin anmeldelse, hvori han konkluderede, at udstillingen nok er flot, men en ”historieløs udklædningsleg”.

Derfor kan det undre, at Sindbæk har været involveret i Jim Lyngvilds nyeste projekt, fordi det på flere måder minder om vikingeudstillingen. Denne gang har Lyngvild lavet en stor fotobog med titlen ”Danmarks konger og dronninger fra Gorm til Margrethe II”, og igen har designeren fotograferet nulevende mennesker her klædt ud som datidens regenter. Sådan, som man ved, de har klædt sig, smykket sig og stillet sig an i tidens positurer, men for de ældstes vedkommende også, som man tror, de har.

Søren M. Sindbæk har skrevet bogens forord og hjulpet Jim Lyngvild med råd og inspiration om dragter og smykker hos vikingetidens og den ældre middelalders konger og dronninger. Altså den periode, hvor man ved mindst om tøj- og smykkestil.

Du skriver i forordet, at Jim kontaktede dig efter din anmeldelse og udfordrede dig til, om du kunne gøre det bedre i denne bog. Hvorfor sagde du ja til det?

- Jeg opfatter Jims projekt som et kunstprojekt. For mig er han en kunstner, og det her er et sjovt kunstprojekt. Jeg blev solgt til projektet, fordi det er ført helt op til nutiden. Når vi ser på billedet af dronning Margrethe, kan vi jo godt se, at det ikke er hende, og det er her, projektet giver sig til kende. Billederne gør det klart, at portrætterne ikke er ment som korrekte gengivelser af tidernes konger og dronninger. Jeg tror, at mange mennesker med bogen vil få et andet og mindre stereotypt billede af danmarkshistoriens regenter, og det synes jeg er både flot og modigt.

- Det har også været personligt spændende at være med, fordi Jim indimellem har stillet spørgsmål, der ikke tidligere har passeret min forskerhjerne - som for eksempel, om Knud den Store gik med krone. Det endte jeg så med at finde sandsynligt, at han havde gjort.

Så det her er indimellem også et fantasiprojekt?

- Når vi stykker alle vores brikker sammen af det, vi rent faktisk ved, så kan vi ofte sige, hvad der har været sandsynligt. I næsten alle billederne i bogen er der en fornemmelse, som er autentisk og med spor af den viden, vi har. Bogen spiller dermed sammen med historien. Når det er sagt, så ville Jim ikke have, at det her skulle være et musealt projekt, hvor vi søgte fonde og brugte tre år på at diskutere samtlige detaljer. Nixen bixen. Det her er en idé om det muliges kunst, hvor bordet fanger. Ambitionen har været, at vi indenfor de rammer har skullet undgå åbenlyse fejl. Men det betyder ikke, alt er 100 procent korrekt. Er du for eksempel tekstilekspert, kan du godt se, at nogle af mønstrene i nogle af dragterne er købt i Indien, men på afstand giver de det rigtige indtryk.

Efter din anmeldelse af vikingeudstillingen kan nogen måske synes, at du har foretaget en kovending ved at medvirke i netop denne bog?

- Sådan ser det ikke ud for mig. Jim Lyngvild gjorde ikke noget galt med den udstilling. Han gjorde det, han gør, og han gjorde det godt. Men helheden i den udstilling er noget miskmask. Det var en god ide at forsøge noget nyt, men udstillingen er blevet meget mindre, end man kunne forvente sig af Nationalmuseet.

På Nationalmuseet kan man se nogle vikinger, som måske har set ud, som man viser dem. Og i bogen kan man se nogle konger, som måske har set ud på den viste måde. Hvad er forskellen?

- Forskellen er især hvor meget, man har taget sig sammen. I betragtning af, at Nationalmuseet er landets hovedmuseum og får 100 millioner i årligt driftstilskud, er udstillingen alt for nem. Man har ikke gjort sig umage nok. Nationalmuseet har for eksempel de absolutte topfund fra vikingetiden i Danmark, og de så er druknet i udstillingen. Det er ærgerligt, siger Søren M. Sindbæk.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Politisk opbakning til Sommerfuglen skyldes stedets kvaliteter

Læserbrev: Sommerfuglen er kommunes nye fritidstilbud til børn og unge med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser. Kongstanken er at have ét lokalt fritidstilbud af høj pædagogisk kvalitet i stedet for at benytte aflastningspladser på forskellige institutioner i egen og andre kommuner. Jeg er citeret i Dagbladet søndag for at sige, at den politiske opbakning til Sommerfuglen skyldes behovet for at få stedet fyldt op. Det er en udtalelse, der taget ud af en sammenhæng. Den politiske opbakning til Sommerfuglen hænger helt og aldeles sammen med tilbuddets kvaliteter. Børn med funktionsnedsættelser har svært ved at finde fritidsaktiviteter, der kan rumme deres udfordringer, og det begrænser muligheden for at knytte venskaber. Børnene på Sommerfuglen går typisk på specialskole, og det betyder, at de fleste går i skole og skaber relationer uden for deres nærmiljø. Med Sommerfuglen prioriterer vi, helt i tråd med børne- og familiepolitikken, at give børn og unge med særlige behov mulighed for at dyrke fritidsinteresser og danne trygge og nære relationer med andre børn i kommunen. Relationer de kan bygge videre på gennem deres opvækst, så Sommerfuglen bidrager til ambitionen om at skabe gode overgange fra børneområdet til voksenområdet. Politisk har vi besluttet, at Sommerfuglen som udgangspunkt er kommunens tilbud, med mindre der er faglige begrundelser for noget andet. Det har vi, fordi det er et godt tilbud, og fordi målsætningen om at skabe relationer mellem børn og unge på tværs af kommunen fordrer, at de er sammen. Jeg forstår godt, at det kan være en stor mundfuld for børn, unge og forældre at skulle flytte fra et sted, de kender og er glade for. Men jeg ved også, at de børn og unge, der er begyndt i Sommerfuglen, er glade for og trygge ved det. Der er foretaget en faglig vurdering af, hvorvidt hvert enkelt barns behov kan rummes i Sommerfuglen. I de tilfælde hvor det modsatte er konklusionen, er der fortsat et alternativt tilbud. Jeg forstår også godt, at de institutioner, kommunen hidtil har købt pladser hos, er kede af at miste børn. Men i denne sammenhæng er vores opgave som kommune først og fremmest at give børn og unge med særlige behov de samme muligheder, som andre børn og unge i kommunen. Det er klart, at dialogen med de berørte familier og institutioner skal foregå på en god og respektfuld måde. Når vi hører, at det ikke er oplevelsen alle steder, er der naturligvis grund til at vurdere, om vi kunne have gjort det anderledes. Det er i øvrigt helt almindelig praksis.

Annonce