Annonce
Kultur

Fra Elisabeths bog: Søskendeforhold kan være sprødt skrøbelige som mormors nybagte vaniljekranse

Fra sin tidlige barndom følte Elisabeth Gjerluff Nielsen sig alene i søskendeflokken i Skjern, og hendes nye bog, 'Store børn', fokuserer på den smerte, det er, aldrig at opnå nærhed og fortrolighed med sine søskende - heller ikke som voksen. Arkivfoto: Martin Ravn
Med tilladelse fra forlaget Gyldendal bringer Dagbladet her kapitlet 'Fødselsdagsgaven' fra Elisabeth Gjerluff Nielsens nye bog, 'Store børn'. Bogen udkommer torsdag 22. august.

Det regner, og jeg venter på melding fra Peter vedrørende tidspunkt for det foreslåede møde og det nye familieprojekt, jeg gerne vil fortælle ham om, men der meldes ikke tilbage. Så bliver det december og hans 60-års fødselsdag, og jeg tager på besøg i den ejendom med tårn, hvor han bor på fjerde og femte sal med sin kæreste og mindste datter. Det vil sige i tårnværelset på femte er det kun Peter, der bor. Øverst og med udsigt til alle verdenshjørner.

I dag bliver vi nedenunder, hvor fødselaren ikke lader sig anfægte af besøgende, men fortsætter sin gang mellem de mange stuer, hvor han roder i papirer, vander blomster og snakker i telefon. Og afbrydes af posten, som bringer gavepakker. En flaske Nielsen Bitter iført hjemmebroderet stramajflaskeforklæde med kærlig hilsen fra en ældre midtjysk dame, som i dagens anledning har broderet forklædet med solskin i lysegult og Peter AG-sangtitlen 'Den dejligste morgen i 100 år' i fladsting.

Knapt er gaven pakket ud, før en nogen og 80-årig svigerinde til Peters svigermor dukker op i omhyggelig makeup og gulvlang minkkåbe. Hun er taget hele vejen fra Charlottenlund til Indre By for at sige tillykke, mens Peter skiftevis har sin revisor, sit bookingbureau og en gammel klassekammerat fra Kirkeskolen i mobilen og samtidig ordner skuffer, tømmer opvaskemaskine, spiller klaver og deklamerer højdepunkter fra de mange nye blyantskrevne tekstudkast, som han har liggende i plasticcharteks overalt i lejligheden.

Peter taler videre i telefonen. Højlydt og længe, mens jeg forsøger at lade være med at lytte, går i gang med at lave kaffen, ingen har budt på, give den besøgende minkpelsen på igen og følge hende ned ad trappen, mens jeg tænker på, at jeg nu har kendt min bror i over 55 år.

Vi har ligget i samme barnevogn og har fået de samme godnathistorier. Vi har spist vores havregrød ved samme bord, slået kolbøtter i samme haver, danset år efter år om samme juletræ med samme onkler, tanter, søskende og forældre og bedsteforældre. Vi har gået i de samme skoler, har haft samme klasselærerinde, har sunget samme Brorson-salmer og hørt samme Beatles-plader. Vi har delt pladeselskab, studie og profession, vi har været gift med hver sin tvilling fra samme tvillingepar. Vi har fulgt hinandens bryllupper, børn og skilsmisser, tider med harmoni og tider med voldsomme konflikter.

Men hvor godt kender jeg egentlig efterhånden min bror, mine søskende?

En ven, som er startet på Cipramil, har netop fortalt mig, at han føler det, som om hans dag er blevet en lige grå streg, hvor der hverken findes krig eller fred, jubel eller gru, sorger eller glæder. Ingen regn, ingen sol, ingen udsving – ingenting? Det minder mig efterhånden lidt om forholdet i min søskendeflok. Flad kurve og høflig holden sig bag diskretionslinjen. Udmattede af de temperamentsfulde konflikter, som vi nemt ryger ind i, og med kun en anstrengt, kunstig høflighed, som vi mestrer virkelig dårligt, at sætte i stedet.

Peter sætter sig ned et øjeblik, og jeg benytter lejligheden til at overrække min fødselsdagsgave, som er et brev, hvor der blandt andet står:

'Søskendeforhold kan være sprødt skrøbelige som mormors nybagte vaniljekranse. Jeg er ikke ude på at ryste dåsen eller smide bagværket på gulvet. Jeg er heller ikke ude på at søge psykologiske sandheder, forklaringer og løsninger på det, der har været smerteligt, svært eller konfliktbefordrende mellem både mine brødre og mig, min søster og mig, mine brødre imellem, min bror, mine brødre og min søster imellem.

Men konflikterne kan sætte sig og skabe afstand. Fortrolighed og tillidsforhold kan få skrammer, så man ikke længere kan nå hinanden, og hvem orker familieterapi for fire deltagere med gennemsnitsalderen 58 ¼ år?

Så hvorfor kan vi ikke bare …?'

Og det, vi ikke bare kan, er så det, jeg alligevel gerne vil. For jeg fortsætter mit fødselsdagsbrev med at beskrive en bog, jeg gerne vil skrive. Et undersøgende søskendeportræt med udgangspunkt i samtaler med Peter og mig om at være storebror/lillesøster. En i vores tilfælde historisk både givende og eksplosiv relation, som jeg gerne vil kigge nærmere på. For hvem ved? Er vores søskendeflok i dag et forladt fællesskab, eller har vi altid været et kollektiv af svært forenelige individualister? Måske vi kunne undersøge familiebegrebet lidt nærmere og potentielt blive klogere på både det og os selv og samtidig nærme os hinanden og nogle spørgsmål, som andre søskende i verden måske også går rundt og tænker over. Og 'jeg vil i al fald gerne følsomt vove pelsen og se, hvor sådan et arbejde kan føre hen,' skriver jeg, og det håber jeg også, han vil, for bogen er tænkt som en gave til os begge.

Peter kigger under læsningen grinende og overrasket op fra brevet og siger, at det havde han ikke lige set komme, så læser han brevet færdigt og siger, at det må han tænke over. Efter et par dages betænkningstid melder han, at det bogprojekt vil han godt være med i.

Annonce
Peter taler videre i telefonen. Højlydt og længe, mens jeg forsøger at lade være med at lytte, går i gang med at lave kaffen, ingen har budt på, give den besøgende minkpelsen på igen og følge hende ned ad trappen, mens jeg tænker på, at jeg nu har kendt min bror i over 55 år.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Lille bil fik smadret forrude

Leder For abonnenter

Alle taler om vejret... og noget skal der gøres ved det

I nat vågnede denne lederskribent ved en kun alt for velkendt lyd … Lyden af regndråber mod vinduet. Endnu en nat med regn, endnu en smaskvåd morgen, hvor morgengymnastikken består i at springe uden om regnpytter på fortove og veje og prøve at undgå at blive oversprøjtet af de biler, der pløjer sig vej gennem kæmpestore vandpytter på kørebanen. Det forekommer, som om hele efteråret er druknet i regn; skimlede husmure, græsplæner, der er som våde svampe, smattede stier og veje, marker under vand, fugt i kældrene. Helt forkert er det ikke. Lige nu tyder meget på, at vi slår en våd rekord: Efteråret 2019 er tæt på at være det vådeste, vi nogensinde har oplevet. Nogle få millimeter mere, så er den der, rekorden. Og der skal såmænd heller ikke så mange flere millimeter til, før Danmarksrekorden for hele året er slået. Noget af en kontrast til den tørre og varme sommer sidste år! Noget tyder på, at dette vejrmønster er kommet for at blive. Om det er et udtryk for egentlige langsigtede, varige klimaforandringer, eller om det er udsving, der ligger inden for det normale, er svært at sige. Men at det stiller samfundet over for nogle udfordringer, kan enhver se med egne øjne. Kældrene og gaderne i byerne bliver oversvømmet, hvis ikke ledningsnettet fornys og kloak- og regnvand adskilles. Sommerhusområder kommer til at stå under vand, efterhånden som grundvandet stiger. Landmændene har svært ved at komme i marken, når de mere eller mindre står under vand. Byer skal sikres mod højvande og skybrud. Arbejdet har stået på længe. I Ringkøbing-Skjern Kommune er forsyningen i fuld gang med at kloakseparere de byområder, hvor det ikke er sket endnu, og snart begynder også kloakeringen af de sommerhusområder, der ikke er sluttet til kloaknettet. Digebyggeri for at sikre truede kyster står også på dagsordenen. Det er træls, det er dyrt for os alle sammen, men det er ikke til at komme uden om. Alle taler om vejret - og vi bliver nødt til at gøre noget ved det. De dommedagsagtige billeder, vi alle har set de seneste dage fra Venedig, viser, hvad der er på spil.

Annonce