Annonce
Klumme

Fotografen fortæller om sit blik på redningsaktionen: Den aften, da jeg lagde kameraet lidt

Redningshelikopteren i luften. Foto: Mads Dalegaard
Annonce

Når man som jeg er freelancefotograf på Dagbladet, kan det godt betale sig at være lidt nysgerrig og have en næse for en god historie. Så da brandvæsenets indsatslederbil en mandag aften, på min fridag, kom blæsende forbi mit lånte hjem i Ringkøbing - og den umiddelbart stoppede på havnen, få hundrede meter væk - så skulle jeg da lige ud og se.

Kort efter kom endnu en brandbil, og så tikkede alarmen ind på ODIN-appen: Drukneulykke FJORD, Ringkøbing. Odin er en alarm-app, som vi i medierne holder øje med for at se, om der er brand eller andre ting, vi skal fortælle læserne om.

Her var det en 20-årig tysk sejler, der ikke var vendt tilbage som aftalt efter en sejltur i sin Laserjolle. Da han blev meldt savnet, var han allerede halvanden time forsinket.

For mig blev det begyndelsen til på flere timers liverapportering fra havnen, og til nok den mest specielle og nervepirrende opgave, jeg har haft til dato. Det var en historie, der kunne ende lykkeligt eller meget forfærdeligt.

Efter jeg havde hentet mit grej var jeg hurtigt på plads på havnen og fik taget billeder af redningsfolkenes første indsats, blandt andet søsætningen af brandvæsenets gummibåd. Billederne skulle hurtigt af sted til redaktionen, så jeg sendte dem direkte fra kameraet.

Herefter var der ikke så meget nyt at fotografere, så det var naturligt, at min rolle nu skiftede. Jeg er som sagt fotograf, men af og til kaster jeg mig også ud i at interviewe og skrive artikler. Den erfaring kom mig til gode den mandag aften. Hurtigt var jeg i højere grad journalist end fotograf, for det var der brug for. De næste timer havde jeg løbende kontakt med politiets indsatsleder og rapporterede hjem til Dagbladets chefredaktør, når der var noget nyt at fortælle.

Imens aktionen stod på, sad forældrene til den unge sejler i deres bil yderst på molen, alene. Ventede og håbede.

Mens tiden gik, og det blev mørkt, fyldte jeg siderne på min notesblok, men jeg tog ikke mange billeder. Politi og brandfolk, der mest bare ventede på godt nyt inde på kajen, var der ikke mange billeder i, og de ængstelige forældre kunne jeg ikke drømme om at fotografere. De skulle have fred.

Det blev nogle lange timer, men heldigvis endte det hele lykkeligt. Tre timer efter, at der var blevet slået alarm, kunne jeg høre på redningsfolkenes radioer, at en redningshelikopter havde set en mand i vandet. Meget kort efter kunne besætningen bekræfte, at det var den 20-årige tysker. Han var kold og chokeret, men efter omstændighederne i god sundhedstilstand.

De store smil blev nu fundet frem på havnen, og forældrene kom ud af deres bil, grædende af glæde. De gav alle i uniform en kæmpe krammer. Det var meget rørende at opleve, men igen lod jeg dem have deres følelser i fred for mit nysgerrige kamera. Til gengæld sagde de stadig chokerede forældre ja til at fortælle os deres historie senere, når de var klar til det. To dage senere var de så søde at takke mig for netop ikke at stikke et kamera op i hovedet på dem.

Den tak betød meget for mig.

Mit arbejde blev de næste dage til tre avisforsider, flere historier, opslag i papiraviserne og rigtig gode læsertal på Dagbladets hjemmeside dbrs.dk.

Selv om min fridag blev aflyst, og jeg først kom i seng klokken 2 natten til tirsdag, var jeg glad for, at jeg fulgte min nysgerrighed - og for, at jeg fulgte min mavefornemmelse i forhold til ikke at overskride chokerede menneskers grænse.

Selv om min fridag blev aflyst, og jeg først kom i seng klokken 2 natten til tirsdag, var jeg glad for, at jeg fulgte min nysgerrighed - og for, at jeg fulgte min mavefornemmelse i forhold til ikke at overskride chokerede menneskers grænse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vestjylland

Fastholder: - Jeg så ulven

Ringkøbing-Skjern For abonnenter

Kræmmer-Winnie er tilfreds med politi-undskyldning: Men hun forstår stadig ikke, at markedet skulle lukkes

Annonce