Annonce
Sommerland

Forundringens Have udfordrer sanserne: Smid skoene, luk øjnene, spis ukrudt og gå ind i en livmoder

Frederikke S. B. Larsen og Ida-Marie Mitterwald i hvidt er blevet bidt af havebrug, efter de har været elever på Vestjyllands Højskole og nu er frivillige i højskolehaven.- Jeg tror, jeg vil have en kæmpe have. Men den behøver ikke at være så stor her, siger Frederikke S. B. Larsen. Foto: Mads Dalegaard
I Forundringens Have finder du alt det, som en villahave normalt ikke rummer. En livmoder af træ, for eksempel. Slip sanserne løs og kom længere ind i Sommerland-serien.

VELLING: Først ligner det bare en stor bold skabt af grene. Men det er det ikke. Der er et hul i bolden. Det er en livmoder bygget af grene. Trælivmoderen er tre meter høj, og man kan kravle ind i den. Livmoderen blev bygget af nogle elever på Vestjyllands Højskole.

- Der er plads til mange sjove idéer her, smiler Frederikke S.B. Larsen.

Sammen med Ida-Marie Mitterwald har hun været elev på Vestjyllands Højskole i foråret. Nu er de to frivillige hjælpere i højskolens økologiske besøgshave, Forundrings Have.

Annonce

En have må gerne være til pynt, men for mig handler det også mere om, at man kan bruge haven til noget; at man kan lære at bruge de ting, som pynter, såsom at have spiselige blomster.

Frederikke S.B. Larsen, frivillig, Forundringens have

Mærk bark i blinde

Det er på havens skovsti, at man finder livmoderen.

Skovstien giver også inspiration til, hvordan man kan skabe gode levesteder for pindsvin og insekter, og til, hvordan man opbygger en kompost. Man kan også gå på opdagelse.

”Gå” skal tages helt bogstaveligt.

For skovstien indeholder en barfodssti. Her kan man vandre på bark, træstubbe, flis, sten, sand og grus. Et råd kan være at lukke øjnene og få en medrejsende til at guide dig igennem stien.

- Selvom man har prøvet at gå her før, er det sjovt at gå her med lukkede øjne. Det er en helt anden oplevelse, siger Frederikke S.B. Larsen.

Langs barfodsstien titter røde sansekasser frem. Her skal man mærke sig frem til, om det er en kogle, bark eller noget helt tredje, kassen gemmer. Følekasserne er bare noget af det, der skal gøre Forundringens have til et sted, som giver plads til både børn og legebørn. For haven rummer også en junglesti, en lille naturlegeplads og en labyrint med 2500 sten.

Blomster skal i mavesækken

Spiselige attraktioner byder haven også på. Faktisk kan alle planterne i urtehaven spises. Det gælder også blomsterne og de planter, vi normalt betragter som ukrudt.

- Meget i haven her er noget, folk tror, er ukrudt. Det er meget lærerigt, at man kan komme at se, at hov, den her plante kan man rent faktisk spise, siger Ida-Marie Mitterwald.

- En have må gerne være til pynt, men for mig handler det også mere om, at man kan bruge haven til noget; at man kan lære at bruge de ting, som pynter, såsom at have spiselige blomster, siger Frederikke S.B. Larsen.

I urtehaven kan man for eksempel sætte tænderne i en gråbynke. Normalt finder man den i de vestjyske vejkanter, og hvis den dukker op i haven, ryger den som regel ud med resten af ukrudtet. Men planten med tilnavnet ”Fattigmandspeber” kan sagtens spises.

Forundringens have

  • Adresse: Skraldhedevej 8, Velling, 6950 Ringkøbing.
  • Åbningstider: Adgang hele døgnet. Shelter kan forudbestilles.
  • Priser: Man bestemmer selv, hvor meget man vil betale for at besøge haven.
  • Hovedattraktioner: Urtehave, sansesti, labyrint, udekøkken, æblehave og orangeri.

Ingen plads til bar jord

Sådan kan man hele tiden blive klogere, når man går rundt i besøgshaven, som er udstyret med skilte, der fortæller om de enkelte planter.

Og der er planter nok. Faktisk er det svært at finde et bed, der ikke er fyldt ud med urter, blomster og grøntsager. Da Dagbladet besøgte, kunne man dog finde en enkelt kasse, hvor jorden stod udækket. Men det var havens stifter, højskolelærer Birtha Toft, allerede ved at gøre bod på: Kartoflerne var kommet op af jorden og havde efterladt et hul, så Birtha Toft gik i gang med at så brune og røde bønner.

- Vi skal ikke have bar jord. Det er ikke særlig godt, for så udpiner vi jorden. Der skal være liv i jorden hele tiden, siger hun.

Det er derfor, hun og de frivillige sørger for at have planter eller et bunddække af halm i alle køkkenhavens bede.

Skovstien i Forundringens have byder på mange naturoplevelser. Foto: Mads Dalegaard

Svært at vælge et favoritsted

Når de ikke holder øje med køkkenhaven og orangeriet, kan de nyde en tur i æblehaven eller i den astrologiske have.

Med alle havens knopskydninger over de seneste 15 år er det svært for Birtha Toft sådan lige at udpege et favoritsted.

- Åh, ha, mine børnebørn spørger mig også ”hvem kan du bedst lide?” siger Birtha Toft, som griner, inden hun fortsætter:

- Ah, jeg brænder nok mest for urtehaven. Men altså, det er jo spændende det hele.

Birtha Toft oprettede Forundringens have for 15 år siden. Dengang var det en urtehave, men nu rummer haven også andre natur- og haveoplevelser. Foto: Mads Dalegaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce