x
Annonce
Læserbrev

Forskelsbehandling: For regeringen er staten vigtigere end børnene

Læserbrev: Regeringen har sammen med støttepartierne vedtaget, at der nu endelig skal sendes penge ud til de trængte børneinstitutioner. Det er også på tide, at vores børn og pædagoger får bedre vilkår.

Dog sniger sig en forskelsbehandling ind, som gør det tydeligt for mig, at regeringen og “børnenes statsminister” er mere statens minister end børnenes.

Pengene går kun til de offentlige institutioner. Så er du forældre til et barn og har valgt en anden pasning en statens - det kan være, fordi du vil have mindre digitalisering, en særlig kost eller et bestemt værdigrundlag - ja så er dine børn ikke ligeså vigtige for regeringen som dem i offentlig pasning.

Regeringen vil med sit forslag sikre, at den statslige opdragelse i den offentlige pasning bliver bedre. Det er altså vigtigere for regeringen at sikre statens opdragelse af børnene end det er at sikre forældrenes frie valg.

Nogle vil mene, at forældre selv kan betale for at vælge staten fra. Det gør de også. For mig er det vigtige barnet. Som skattebetaler vil jeg gerne, at skattekronerne går lige til alle børn - uanset hvor de er passet. Det handler om at sikre lige mulighed for alle forældre og alle børn. Det er frihed og børnevelfærd. At favoriserer offentlige institutioner er for mig et tydeligt tegn på en regering, der har mere fokus på staten end på barnet.

Arkivfoto: Mads Dalegaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ringkøbing-Skjern

Stemmer fra coronalandet: Såvejr, savn og mangel på svar

Leder For abonnenter

De hjælper bare for at hjælpe: Det er Danmark, når vi er bedst

Vi har jo oplevet anmeldere, der er kommet galt afsted ved at mene noget om bøger, de ikke har læst, og om koncerter, de ikke har hørt. Derfor denne varedeklaration: TV2’s ”Danmark står sammen” blev først sendt efter, at denne avis gik i trykken. Alligevel siger vi: Hvor var det godt. Det handlede nemlig om Danmark, når det er bedst, og om de danskere, der er bedst. Dem, der uden kold kalkule gør noget for deres medborgere. Vi har dem også til hverdag. Hundredtusindvis af frivillige i foreninger og socialt arbejde, men nu popper endnu flere op. Allermest selvfølgelig vores helte i sundhedssektoren suppleret af de tusinder af pensionerede læger og sygeplejersker, der sammen med medicinstuderende melder sig til tjeneste. De, der bringer mad til isolerede. Skolelæreren fra Varde, der kører rundt og hilser på sine elever. De, der arrangerer fællessang i baggårdene. Alle de, som på utallige måder hjælper bare for at hjælpe. Det er ikke bare godt. Det er også rørende, fordi det rammer lige i hjertet af det fællesskab, der trives i bedste velgående trods mange forfaldsmyter om, at vi lever i egoistiske tider. Og det er bare mere bevægende, når nogen gør og opnår noget sammen, end når det sker hver for sig. Vi kender det også fra sport. Det er enestående, når Viktor Axelsen og Mads Pedersen bliver verdensmestre med ketsjer og på cykel, men det giver ikke rigtigt en klump i halsen og fugt i øjenkrogen. Det gør det derimod, når vores håndboldmænd går amok i glæde over at være blevet verdensmestre, eller for den sags skyld, når et hold fodbolddrenge skriger glæden ud over at have vundet deres kreds i den laveste række. Fordi de hver især har gjort deres yderste for at vinde noget sammen. Sådan er det i hvert fald for denne skribent. Formentlig har mange andre det på samme måde. Det rører hjertet, når vi gør noget sammen og for hinanden. Derfor var det et fremragende program, TV2 sendte i aftes om et Danmark, der står sammen.

Annonce