Annonce
Kultur

Forfatters besøg i Ringkøbing er blevet til en novelle, hvor fordommene får et twist

Thorstein Thomsen på Torvet i Ringkøbing på en grå martsdag. Inspiration fra blandt meget andet hans spadseretur gennem gaderne med Ulrich Bitterhof er nu blevet til novellen Ringkøbing-Klip. Arkivfoto: Jørgen Kirk
Dansk Forfatterforening sendte i foråret 20 forfattere ud i landet for at skabe fortællinger om det land, vi bor i. Thorstein Thomsen fandt sin inspiration i Ringkøbing.

Ringkøbing: Hvem er Danmark? Det spørgsmål har Dansk Forfatterforening stillet sig selv, og i foråret var 20 forfattere en uge ude på hver sin destination landet rundt for at samle inspiration til en novelle over temaet.

Forfatter og musiker Thorstein Thomsen ramte Ringkøbing på en grå dag sidst i marts. Han ankom med, som han sagde til Dagbladet, en fordom om at finde folk i fleecetrøjer og træsko. Virkelighedens Ringkøbing fik dog flyttet på hans opfattelse:

- Jeg er blevet overrasket over, hvor rig byen er. Jeg opfatter det slet ikke som udkantsdanmark nu. Det er den måde, husene er på, den måde, folk er klædt på, og det, der er i butikkerne, sagde han.

Forfatterens egne forhånds-forventninger er med et twist blevet til en motor i den sorgmuntre novelle Ringkøbing-Klip, som Dagbladet efter aftale med Dansk Forfatterforening bringer i dag.

Thorstein Thomsen vender tilbage i Ringkøbing i efteråret, hvor han 10. september læser op og fortæller om sin vej til Ringkøbing-Klip ved et offentligt arrangement på biblioteket. Dagen efter holder han forfatter-workshop på Ringkøbing Skole.

Og eleverne kan med fordel lade sig grundigt inspirere: Dansk Forfatterforening udskriver i september - som et led i Hvem er Danmark-projektet - en national skrivekonkurrence for udskolingselever i hele landet. Præmien bliver en tur til Bogforum 2019.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin. Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder. Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed. Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret. Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden. Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker. Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Annonce