Annonce
Kultur

Film: Stillehavskrigens store fælde

Navigatøren Bruno Gaido (Nick Jonas) forsvarer sig mod angribende japanske jagerfly i Roland Emmerichs krigsactionfilm "Midway". En gammeldags krigsfilm med fokus på det spektakulære og storslåede. Heldigvis vajer det amerikanske flag knap så stift og urokkeligt, som vi er vant til fra instruktørens hånd. Pr-foto
Formatet er klassisk episk, kulørt og storslået. Roland Emmerichs krigsfilm om Slaget ved Midway mestrer den svære balancegang mellem spektakulær, maskulin underholdning og respekt for historiske fakta og krigens ofre.

Filmanmeldelse: Juni, 1942. Kun seks måneder efter japanernes angreb på den amerikanske flådebase ved Pearl Harbor har de japanske flådeenheder kurs mod Stillehavsøerne ved Midway. Japanernes mål er at få et militært fodfæste i Stillehavet, hvorfra deres fly kan nå og angribe mål på den amerikanske vestkyst.

Den amerikanske flåde kæmper med forældet materiel og slikker stadig sårene efter Pearl Harbor, men mændene har kampgejst, og altafgørende har man overraskelsesmomentet. Med den skarpsindige og dristige Nimitz i spidsen planlægger flåden nemlig en fælde for de japanske hangarskibe. En dristig fælde, der meget vel kan vende krigens gang. Men man er afhængig af efterretninger og kodeknækkere. Ikke noget beslutningstagerne i Washington traditionelt sætter deres lid til.

Egentlig befinder vi os i samme terræn som Michael Bays ”Pearl Harbor” og forgængeren ”Slaget om Midway” med Charlton Heston, Henry Fonda og James Coburn som filmstjernerne, der i 1976 skulle sælge historien og dramaet om et af Stillehavskrigens største slag til det brede publikum. Som i forgængerne er nøgleordene visuel ildkraft og underholdning. Tabstallene er enorme, men krigens gru og realisme er tilsidesat til fordel for en tone og et visuelt udtryk, der i langt højere grad end hos mange moderne krigsfilm trækker på det karikerede og spændingsmæssigt indbydende.

Annonce

Mister næsten pusten

”Midway” er først og fremmest formet og udtænkt som blændende, mainstreamorienteret underholdning. Kommer man med forventning om krigsfilm, der som Eastwoods ”The Flags of Our Fathers”, Malicks ”Den tynde røde linje” og Petersens ”U-båden” borer kameraet ind i krigens grusomhed og meningsløshed og på samme tid vægter det kunstneriske udtryk, vil man gå skuffet fra Emmerichs seneste storfilm. ”Midway” befinder sig på samme måde også i en anden verden. Men det er tegneserieæstetikkens og krigsromantikkens verden.

Stilen er typisk Emmerich. Den historiske akkuratesse og den intime realisme og nærhed til karaktererne er skiftet ud med patos og sans for det spektakulære. Det er stiliserede kamphandlinger og unuancerede heltegerninger, som vi finder dem i de klassiske små, sort-hvide, kvadratiske krigstegneserier ”Kampflyver” og ”Commando”. For længst ude af produktion herhjemme, men stadig at finde til en flad femmer i antikvariatets glemmekasse under nederste hylde. Flyvemaskiner tordner gennem eksplosioner. Kameraet følger de hvinende styrtbombemaskiners dødbringende last hele vejen ned gennem skibsdækket, men intet er så grufuldt eller nerveflænsende, at der ikke kan sættes punktum for spændingen med et sejrshyl og en kvik bemærkning. - Waahuuuu! Denne er for The Pearl!

På mange måder føles det hele håbløst gammeldags, og man kan ikke slippe den tanke, at både tiden og filmindustrien er løbet fra kantede og patriotiske værker som ”Midway”. Tiden er mere moden til et tragisk-ironisk greb om krigens gru som i Luke Davies og David Michôds mini-tv-serie over Joseph Hellers ”Catch-22” eller flabede og kontrafaktiske krigsfortællinger som Tarantinos ”Inglorious Bastards”.

Og alligevel. Som sine undertippede stillhavskrigshelte når ”Midway” mod alle odds i mål. Materialet er så omfattende og persongalleriet så stort, at man næsten mister pusten bare ved tanken, men fokuseret holder Emmerich fortællelinjen tæt på to bærende figurer, efterretningsofficeren Ed Layton (Patrick Wilson) og bombepiloten Dick Best (Ed Skrein). Der er skåret ind til benet, og det hele presses med et kondenseret, dramatisk schwung sammen om en spilletid, der ligger tættere på de to timer end de vævende, uudholdelige tre. Måske derfor føles nostalgien og fascinationen af mandsmod, heltebedrifter og krigsmateriel acceptabel og knap så skamfuld, som når Emmerich i utallige tidligere film med karakteristisk sans for storladen patriotisme planter et stift og urokkeligt Stars and Stripes midt i den amerikanske filmindustri.

Film: ”Midway”

Krigsfilm, amerikansk, kinesisk, spilletid: 138 minutter, tilladt for børn over 11 år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

EU. Fiskeriet skal med i Brexit-aftalen

Læserbrev: I disse dage dominerer Brexit-forhandlingerne EU. Og det kan få store konsekvenser for danske virksomheder, særligt det danske fiskeri, hvis ikke der landes en aftale. Derfor er det vigtigt, at vi på tværs af partiskel står sammen om at få en aftale med briterne, der tager højde for fiskeriet. Forleden besøgte vi Thyborøn Havn. Et besøg der affødte to vigtige erkendelser. Først og fremmest, at der skal meget til at slå de vestjyske fiskere og havnearbejdere ud af kurs. Der er fuld gang i fiskeriet og handlen i Thyborøn. Men også at truslen fra Brexit hænger som en mørk sky over havnen. Truslen er ikke ny. Om nogen, er vores danske fiskere blandt dem, der følger Brexit-cirkusset allernærmest, og det er med god grund. De danske fiskere fanger omkring 40 procent af deres fisk i britisk farvand, og omkring 30 procent af deres indkomst stammer fra selv samme områder. Uanset om Brexit bliver hårdt eller blødt, vil Storbritannien få status af at være tredjeland i forhold til EU. Hvis ikke vi lander en Brexit-aftale, der tager højde for fiskerierhvervet, vil det få fatale konsekvenser ikke blot for fiskerne fra Thyborøn, men for alle danske fiskere og de følgeerhverv, som fiskeriet skaber. En rapport fra Aalborg Universitet viser, at vi med det værst tænkelige scenarie alene i fiskeribranchen vil miste knap 1000 jobs samt næsten en milliard kroner i indtægter. Det vil være katastrofalt for særligt nord- og vestjyske havnebyer som Thyborøn. Dog er der plads til forsigtig optimisme. Selv for to vestjyder som os. EU står nemlig sammen på tværs af lande og partiskel. For nylig vedtog vi en aftale i Europa-Parlamentet, der forlænger den nuværende ordning, så briterne fortsat kan fiske i EU's farvand. Det betyder også, at vi kan fiske i deres farvand næste år, selvom det skulle blive et hårdt Brexit. EU er klar til at lave en aftale for fiskerne, hvis briterne er. Briterne har selv meget at tabe ved en Brexit-aftale, der ikke tager højde for fiskerierhvervet. Får vi ikke adgang til britisk farvand, får briterne heller ikke adgang til at sælge fisk til resten af Europa. EU kan virke fjernt og bureaukratisk. Men Brexit får virkelige konsekvenser for virkelige mennesker. Som vestjyske repræsentanter i EU vil vi gøre alt, der står i vores magt, for at sikre en Brexit-aftale, der beskytter vores danske fiskere.

Annonce