Annonce
Kultur

Film: Ninna, kære Ninna

Den livsglade, strålende og farverige Ninna (Susanne Juhasz) fra grillbaren kastes ud i en afgrundsdyb krise, da hendes søn, Dennis, på sin 18-års fødselsdag annoncerer, at han flytter hjemmefra. Han har allerede sagt ja til lejligheden. Snart krakelerer Ninnas kulørte ydre og giver plads for en dybere underliggende angst og usikkerhed. Fabian Wullenwebers er et ærligt og kærligt, lille komediedrama med en bund af socialrealisme. En film, der skiller sig ud af mængden af danske komedier, ikke mindst på grund af emnet men også takket være Susanne Juhasz, der leverer en pragtpræstation i rollen som Ninna. Pressefoto
Susanne Juhasz er ganske enkelt fabelagtig som damen fra grillbaren, der kigger ud på verden, men selv har svært ved at følge med den i Fabian Wullenwebers bittersøde komediedrama.

Filmanmeldelse: I sydsjællandske Præstø drøner hun livsglad omkring på sin røde Puch Maxi. Ninna, damen fra Grillbaren. Klædt som en pornostjerne. Eller rettere en eks-pornostjerne, som hendes gamle mor på plejehjemmet udtrykker det. Måske ikke ret langt oppe ad den sociale rangstige, men farverig, sprudlende, humørfuld og altid klar med en vittighed, der ligger lige på kanten af det politisk ukorrekte.

- Jeg elsker mit job på grillen i den lille lorteby, jeg bor i, indleder Ninnas voiceover ”Ninna” og slår fast, at hun er det strålende midtpunkt i Fabian Wullenwebers komediedrama om singlekvinden Ninna, der kastes ud i en krise, da sønnen Dennis vælger at flytte hjemmefra kort efter hans 18-års fødselsdag. Og hvordan Ninna overhovedet kan få sin grundvold rystet af noget så naturligt som sønnens fraflytning kommer langsomt for dagen, da der kradses i denne farvestrålende humørbombes overflade.

Ninna er langt fra den første sære, elskelige, stærke og farverige kvinde vi har mødt gennem filmmediet. Hun har meget til fælles med den overoptimistiske, ligefremme lærerinde Poppy i Mike Leighs fortryllende ”Happy-Go-Lucky” og ligesom de stærke, postmoderne kvinder i ”Ditte & Louise”, ”En fantastisk kvinde”, ”Gloria” og ”Aurore - 50 somre” stikker instruktør Fabian Wullenwebers ”Ninna” fingeren i kønsidentitetskrisen for at tage temperaturen på kvindens værd og selvværd anno 2019. Eller cirka deromkring. Kvinderne i de beslægtede værker følte sig overflødige og tomme. Endda usynlige. Måske på grund af fraværet af mænd og en traditionelt tonet kønsidentitet. ”Ninna”s centrale figur har samme problem, men hun er i filmens optik også et produkt af 70’ernes bløde, kønsneutrale opdragelse, hvor kønsrollerne var i opløsning og både kvinder og mænd kæmpede for at skulle redefinere sig selv i en verden, hvor det ikke længere var rigtig okay at være det ene eller det andet.

Annonce

Vi tror på Ninna

I filmens åbningsscene ser vi, hvordan en otteårig Ninna får spoleret dukkehuslegen af moderen, der tager faderdukken fra hende og kaster den i skraldespanden. - Så kan han ligge her og blive kvalt i sit eget bræk, siger hun selvtilfreds. Måske ikke den optimale måde at håndtere faderens alkoholisme. Herefter følger konfrontation efter konfrontation med det modsatte køn indtil den nu voksne Ninna midt i fyrrene står isoleret og alene. Fraskilt. Uden kontakt til den alkoholiserede far og på øjeblikkelig kollisionskurs med enhver mand, der nærmer sig. Og nu er det så sønnen, Dennis, tur. Med hans ønske om at flytte hjemmefra ramler hendes verden sammen.

Wullenwebers kunstneriske ambitioner er måske ikke så store som hos Sebastián Lelio, Mike Leigh og Blandine Lenoir, og ”Ninna” føles på mange måder som en mindre film. Den håndterer sit emne lidt lettere, mere selvironisk og direkte, men stadig med en klangbund af målrettet social observans.

Heldigvis er der Susanne Juhasz som midtpunkt for de hele. For på fortryllende vis overstråles filmens begrænsninger af en blændende central figur. Formet af hovedrolleindehaver og manuskriptforfatter Susanne Juhasz, så hun virkelig rækker ud og griber dig om hjertet. Med Juhasz’ portræt af den farverige, rapkæftede og stærke Ninna, der er skrøbelig, lille og uafklaret indeni, står vi med en af filmsæsonens store, mindeværdige skikkelser. Vi tror på Ninna som menneske. Vi tror på hendes smerte. Og vi griner hjerteligt og indlevende med, når hun sætter enhver modstand til vægs med sydende sarkasme, kontant grillbarjargon og et humør uendeligt meget større end livet.

Film: ”Ninna”

Komedie, dansk, spilletid: 90 minutter, tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin. Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder. Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed. Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret. Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden. Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker. Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Annonce