Annonce
Debat

Femogfyrre og på vej mod røntgensyn

Da jeg blev over fyrre, var der ting, der ændrede sig. Resultatet af en synsprøve dokumenterede, at jeg - ud over mine andre fejl og mangler - havde en bygningsfejl i begge øjne og var en smule nærsynet. Min ægtefælle havde forinden synsprøven henkastet nævnt, at min indtrufne hovedpine måske kunne henføres det til forhold, at jeg var blevet over fyrre!

For at gøre en lang historie kort endte det med, at jeg fik briller. Et år med konstant hovedpine kunne ikke kureres med stædighed. Desværre.

Så gik der et par år med briller. Bortset fra de indlysende fordele ved at kunne se og ikke have hovedpine, var det bøvlet at have briller. De skal pudses. Da jeg i sommerferien væltede på min cykel, blev stellet skævt, og så sad de underligt på mit hoved.

Der kan også opstå meget pinlige episoder: Før sommerferien gik jeg efter dagens retsmøde i Herning ned i parkeringskælderen og ville starte min bil. Jeg brugte nøgle-fjernbetjeningen og undrede mig over, at låsene ikke reagerede på mine instrukser. "Sådan noget lort. Er batteriet i remoten dødt? Og hvad gør man lige, når en sådan bil skal betjenes uden en decideret nøgle? F***".

Jeg overvejede at ringe til min far. Og dernæst min mand. (Som 45 årig ringer man ikke til sin far, vel?) Men tænkte dernæst også, at det her måtte jeg kunne klare selv. Jeg begyndte at skille remoten ad. Inde i dimsen skulle der være en nøgle. Jeg fandt en knap og trykkede inderligt på den. Den mystiske nøgle inde i remoten kom frem. Jeg ville isætte nøglen i nøglehullet ved førersiden. Nøglen passede ikke. Jeg var ved at eksplodere. Jeg begyndte at bevæge mig rundt om bilen. Her erfarede jeg, at der ved passagersiden ikke var noget nøglehul. Jeg gik tilbage til førersiden. Jeg rodede igen med den tåbelige remote og trykkede målrettet og bestemt på knapperne, og endeligt - simsalabim - gik låsen op. Jubii. Jeg kiggede overrasket på først nøgle og dernæst på bilen, åbnede førerdøren og satte mig ind i bilen. Her var det, at jeg konstaterede, at jeg ikke sad i min egen bil. (Der lå et par solbriller, jeg ikke kunne kende).

Jeg ville naturligvis - helst hurtigt og uset - ud af bilen igen, og dér udenfor stod en af mine mandlige advokatkollegaer i parkeringskælderen. Han var ved at tisse i bukserne af grin. Han var kommet ned i kælderen lige efter mig og havde undret sig over, hvorfor jeg trampede rundt om hans bil og konstant studerede min nøgle imens.

I stedet for at råbe mig an havde han halvvejs skjult sig bag en stolpe (det havde han i øvrigt slet ikke behøvet; jeg var 100 % optaget af den latterlige remote) og gjort sig finurlige tanker omkring kvinder og biler (ja, vi er nogen, som kun kigger på farven. Det der med bilmærker er noget totalt irrelevant og opreklameret brandingshit).

Nøøøj, hvor han morede sig, da han fik den geniale idé at ville låse døren op for mig og iagttage mig, mens jeg jublende sprang ind bag rattet. Jeg har siden tænkt, at hvis han havde villet more sig endnu mere, så skulle han blot have låst baggagerummet op. Jeg er ret sikker på, at jeg ville have kravlet ind i bilen ad den vej med kjole på og kæmpet mig via bagsædet om til førersædet og først der tænkt: "Shit - det dér er ikke mine solbriller".

For at gøre historien helt færdig, så lovede han mig nede i parkeringskælderen, at han ikke ville anmelde mig til politiet for forsøg på brugstyveri. Derudover afgav han mig et løfte om, at han ville fortælle den her historie til ALLE, der gider høre på den fremover. Indrømmet. Den er underholdende.

Der var ikke et øjeblik, hvor jeg fik den tanke, at det ikke var min bil. Bilen holdt på MIN plads i parkeringskælderen. (Så stor forskel er der heller ikke på en BMW og en Mercedes).

De nævnte oplevelser gjorde, at jeg besluttede mig for at få lavet en laser-operation. Denne fandt sted onsdag i sidste uge i Kolding. Herfra afventer jeg blot, at jeg får røntgensyn og bliver i stand til at gennemskue både mig selv og alle andre. Mændene i min omgangskreds bilder sig til gengæld ind, at jeg fremover vil kunne se forskel på min bil og andres biler. Så naiv er jeg trods alt ikke.

Annonce

Herfra afventer jeg blot, at jeg får røntgensyn og bliver i stand til at gennemskue både mig selv og alle andre. Mændene i min omgangskreds bilder sig til gengæld ind, at jeg fremover vil kunne se forskel på min bil og andres biler. Så naiv er jeg trods alt ikke.

 
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Samskabelse er vejen frem i rundkørslen

Vi kommer ikke uden om det … Det offentlige har ikke råd til at betale for alle de ønsker, borgerne har til forbedringer og forskønnelser af vore fælles omgivelser. Men så er det jo godt, når borgerne kan tage sagen i egen hånd … Tag bare rundkørslen i Astrup ved Femvejen lige uden for byen; af lokale kaldt "Danmarks grimmeste" af slagsen. Om det passer, vil være et oplagt emne til en rundbordsdiskussion. Men køn var den i alt fald ikke, overgroet som den var med ukrudt. Kommunen havde dog ikke pengene til at gøre noget ved den. Men så tog folk i Astrup sagen i egen hånd. En flok frivillige påtog sig opgaven med at omdanne den til "Danmarks smukkeste rundkørsel". Det skete ved, at folk lagde kræfterne sammen: Per Kjær, der driver maskinstationen, stillede maskine til rådighed. Landmand Vagn Lindy Petersen i Skjern havde noget jord til at ligge efter en staldudvidelse, som kunne bruges, så onsdag blev der flyttet 400 kubikmeter jord. Svæveflyvepladsen i Ejstrup bidrog med et træ, som Kristian Ahle selv gravede op. Nu mangler de frivillige bare at få plantet rododendron i fem farver, så er "Femvejens Andels Rundkørsel", som den - måske ikke helt mundret - er kommet til at hedde, klar til at springe ud det kommende forår i al sin glans. Det hører med til historien, at rododendronerne selvfølgelig udbydes på andele, og at anlægsgartner Ole Christensen står for indkøb af planterne. Kommunens rolle i hele historien har i dette tilfælde været lydhørhed over for de lokale ønsker, og hurtig tilladelse til, at de frivillige kunne gå i gang. I andre tilfælde ser man i stigende grad, at der er tale om egentlig samskabelse; altså at kommunen og lokalsamfundene i fællesskab bidrager til at løse opgaver, som kommunen ikke har råd til alene at løse - for eksempel etablering af cykelstier. Man kan selvfølgelig mene, at opgaverne bør betales fuldt ud af kommunen. Men ofte vil det være ensbetydende med, at de ikke løses - eller i bedste fald først om mange år - og så er det da bedre, at parterne i fælles forståelse skaber noget sammen. Ellers havde Astrup næppe været på vej til at få "Danmarks smukkeste rundkørsel".

Ringkøbing-Skjern For abonnenter

Sidste bold er endnu ikke slået: 20 års kamp om rigmandens ulovlige tennisbane på Klitten

Annonce