Annonce
Debat

Femogfyrre og på vej mod røntgensyn

Da jeg blev over fyrre, var der ting, der ændrede sig. Resultatet af en synsprøve dokumenterede, at jeg - ud over mine andre fejl og mangler - havde en bygningsfejl i begge øjne og var en smule nærsynet. Min ægtefælle havde forinden synsprøven henkastet nævnt, at min indtrufne hovedpine måske kunne henføres det til forhold, at jeg var blevet over fyrre!

For at gøre en lang historie kort endte det med, at jeg fik briller. Et år med konstant hovedpine kunne ikke kureres med stædighed. Desværre.

Så gik der et par år med briller. Bortset fra de indlysende fordele ved at kunne se og ikke have hovedpine, var det bøvlet at have briller. De skal pudses. Da jeg i sommerferien væltede på min cykel, blev stellet skævt, og så sad de underligt på mit hoved.

Der kan også opstå meget pinlige episoder: Før sommerferien gik jeg efter dagens retsmøde i Herning ned i parkeringskælderen og ville starte min bil. Jeg brugte nøgle-fjernbetjeningen og undrede mig over, at låsene ikke reagerede på mine instrukser. "Sådan noget lort. Er batteriet i remoten dødt? Og hvad gør man lige, når en sådan bil skal betjenes uden en decideret nøgle? F***".

Jeg overvejede at ringe til min far. Og dernæst min mand. (Som 45 årig ringer man ikke til sin far, vel?) Men tænkte dernæst også, at det her måtte jeg kunne klare selv. Jeg begyndte at skille remoten ad. Inde i dimsen skulle der være en nøgle. Jeg fandt en knap og trykkede inderligt på den. Den mystiske nøgle inde i remoten kom frem. Jeg ville isætte nøglen i nøglehullet ved førersiden. Nøglen passede ikke. Jeg var ved at eksplodere. Jeg begyndte at bevæge mig rundt om bilen. Her erfarede jeg, at der ved passagersiden ikke var noget nøglehul. Jeg gik tilbage til førersiden. Jeg rodede igen med den tåbelige remote og trykkede målrettet og bestemt på knapperne, og endeligt - simsalabim - gik låsen op. Jubii. Jeg kiggede overrasket på først nøgle og dernæst på bilen, åbnede førerdøren og satte mig ind i bilen. Her var det, at jeg konstaterede, at jeg ikke sad i min egen bil. (Der lå et par solbriller, jeg ikke kunne kende).

Jeg ville naturligvis - helst hurtigt og uset - ud af bilen igen, og dér udenfor stod en af mine mandlige advokatkollegaer i parkeringskælderen. Han var ved at tisse i bukserne af grin. Han var kommet ned i kælderen lige efter mig og havde undret sig over, hvorfor jeg trampede rundt om hans bil og konstant studerede min nøgle imens.

I stedet for at råbe mig an havde han halvvejs skjult sig bag en stolpe (det havde han i øvrigt slet ikke behøvet; jeg var 100 % optaget af den latterlige remote) og gjort sig finurlige tanker omkring kvinder og biler (ja, vi er nogen, som kun kigger på farven. Det der med bilmærker er noget totalt irrelevant og opreklameret brandingshit).

Nøøøj, hvor han morede sig, da han fik den geniale idé at ville låse døren op for mig og iagttage mig, mens jeg jublende sprang ind bag rattet. Jeg har siden tænkt, at hvis han havde villet more sig endnu mere, så skulle han blot have låst baggagerummet op. Jeg er ret sikker på, at jeg ville have kravlet ind i bilen ad den vej med kjole på og kæmpet mig via bagsædet om til førersædet og først der tænkt: "Shit - det dér er ikke mine solbriller".

For at gøre historien helt færdig, så lovede han mig nede i parkeringskælderen, at han ikke ville anmelde mig til politiet for forsøg på brugstyveri. Derudover afgav han mig et løfte om, at han ville fortælle den her historie til ALLE, der gider høre på den fremover. Indrømmet. Den er underholdende.

Der var ikke et øjeblik, hvor jeg fik den tanke, at det ikke var min bil. Bilen holdt på MIN plads i parkeringskælderen. (Så stor forskel er der heller ikke på en BMW og en Mercedes).

De nævnte oplevelser gjorde, at jeg besluttede mig for at få lavet en laser-operation. Denne fandt sted onsdag i sidste uge i Kolding. Herfra afventer jeg blot, at jeg får røntgensyn og bliver i stand til at gennemskue både mig selv og alle andre. Mændene i min omgangskreds bilder sig til gengæld ind, at jeg fremover vil kunne se forskel på min bil og andres biler. Så naiv er jeg trods alt ikke.

Annonce

Herfra afventer jeg blot, at jeg får røntgensyn og bliver i stand til at gennemskue både mig selv og alle andre. Mændene i min omgangskreds bilder sig til gengæld ind, at jeg fremover vil kunne se forskel på min bil og andres biler. Så naiv er jeg trods alt ikke.

 
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Forslagene efter Hilde-sagen: En dyr omgang tidsspilde

Siden nyopererede Hilde-Kristin Reed Mogensen Kristi Himmelfartsdag sidste år lagde en selfie op på Facebook, er hendes navn blevet til et begreb. Hilde-sagen får de fleste læsere af Dagbladet til at tænke på benhård tolkning af sygedagpengeregler og på jobafklaring på kanten af sygesengen. Dagen før sin operation fik Hilde besked fra kommunen om, at hun få dage efter ville komme i et såkaldt jobafklaringsforløb og få frataget sine sygedagpenge til fordel for den lavere ressourceforløbsydelse. Sygedagpengeperioden på 22 uger var udløbet, og kommunen fandt ikke grundlag for at forlænge perioden. En shitstorm, en lang række artikler i Dagbladet samt et par kommunale kovendinger senere er Hilde i dag færdig med sin efterbehandling og håber at være kommet fri af kræften. Hun er også lige så stille på vej tilbage til sit job som dyrlæge i Tim. Samtidig er kommunen færdig med sin 'efterbehandling' af denne og andre sygedagpengesager, og det har nu ført til en henvendelse til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard med forslag til ændringer af lovgivningen. Sygedagpengeperioden bør, mener kommunen, forlænges fra 22 til for eksempel 30 uger. Det vil selvfølgelig give den syge mere tid til at blive rask - men det er værd at minde kommunen om, at uanset om fristen er det ene eller det andet antal uger, så er en henvendelse som den, Hilde fik dagen før en alvorlig kræftoperation, helt hen i vejret. Men honnør for udspillet! Knap så højt løfter vi på hatten over de andre forslag fra kommunen. At det skulle gøre nogen forskel, om man kalder det jobafklaringsforløb eller jobudviklingsforløb, skal man vist have den store diplomuddannelse i bureaukrat-dansk for at forstå visdommen i. Det er nu en gang indholdet og ikke den sproglige indpakning, som betyder noget. Tilsvarende lyder forslaget om en landsdækkende kampagne, der skal fremhæve meningen med og værdien af jobafklaringsforløb, ærlig talt som en dyr omgang tidsspilde. Et godt råd: Brug i stedet kræfterne og pengene på at administrere både menneskeligt og fornuftigt i forhold til de muligheder, loven giver. Det kunne for eksempel have sparet Hilde for en opslidende kamp med myndighederne.

Annonce