x
Annonce
Hvide Sande

Farvel til ørkenkrig i Afghanistan: Så er far hjemme igen

Efter flere måneders afsavn af familien var det ren lykke for premierløjtnant Carsten Højriis at lande i Karup - her er det sønnen Sebastian, der får et kys af farmand. Foto: Morten Stricker
DENNE ARTIKEL ER FRA FEBRUAR 2013: Efter flere måneder i fjendeland har hundredvis af danske soldater netop afsluttet deres mission i Afghanistan. Vi tog med til Karup for at byde premierløjtnant Carsten Højriis velkommen hjem til familien.

Vestjylland: Han er tom i blikket, da han stiger ud af bussen; ænser ikke den store gruppe mennesker, der står og skutter sig i morgenkulden her på Flyvestation Karup. Han har kun øje for sin hustru og parrets to børn.

Men de er her ikke. De seneste dage har Alberte og Sebastian på ét og to år ellers haft for vane at byde en ny dag velkommen allerede ved fem-tiden, men netop i dag har de trukket den til kvart over seks, og derfor er Randi og ungerne sent på den.

Samtidig er flyet ankommet tidligere end ventet fra krigszonen.

- Det er lidt synd for hende - hun ville gerne have stået her, siger Carsten Højriis.

Annonce

To bomber på den sidste tur

Siden slutningen af juli 2012 har den 29-årige premierløjtnant været udstationeret i Afghanistan, hvor de danske soldater har været i utallige kampe mod Taleban-oprørere:

- Det var godt nok dejligt, da flyet fik jysk grund under sig, tilføjer Carsten Højriis, der endeligt spotter sine kære i mængden af pårørende.

Der bliver kysset, krammet, og måske der også fældes en tåre hist og pist. Det er tid til tale - og tavshed. Den hjemvendte kriger fra Holstebro spørger sønnen, om de to så skal hjem og lege med tog på stuegulvet, og den er junior helt med på:

- Op til mors bil, siger Sebastian - uvidende om, at han dermed sætter en tyk streg under, hvem det er, der har trukket læsset på hjemmefronten det seneste halve års tid.

- Det er da aldrig sket, at du er kommet før aftalt tid, siger Randi Højriis, der netop er kommet oven på igen efter en uge med influenza og to syge børn.

Efter afsluttet barsel genoptog hun i november jobbet som sygeplejerske, og dermed voksede presset på den 29-årige kvinde:

- I de seneste 14 dage har jeg bare gået og tænkt: 'Nu må det godt snart være'. Jeg var ved at være træt af det.

Ægtemanden finder sin bagage og guider familien med inden for, hvor Forsvaret byder på morgenmad, men det synes som om, at det går fint uden mad og drikke. For de pårørende er det altoverskyggende, at deres soldat er hjemme igen i hel stand.

I den betændte Helmand-provins har Carsten Højriis haft 32 unge under sig, og han har alle mand med retur i god behold:

- Vi blev godt nok udsat for to vejsidebomber på den sidste patrulje, men det var kun bilerne, der gik i stykker, konkluderer premierløjtnanten, der også har erfaringer fra en tilsvarende mission i Irak.

'Som at være nyforelsket'

Da Carsten Højriis i december var hjemme på tre ugers orlov, lod han en bombe falde: som én af blot to danske soldater var han netop blevet optaget på et fire uger langt junglekursus i Fransk Guyana.

Hustruen havde lidt svært ved at fordøje en melding af den kaliber, og fortvivlelsen blev større, da hun fik at vide, at der var afrejse godt en måned efter hans hjemkomst fra Afghanistan.

I dag stråler Randi Højriis, for ægtemanden har holdt familieliv op mod soldaterliv og har droppet de militære udfordringer i uvant terræn:

- Det var ikke så vigtigt. Det var alt for tidligt. Jeg har oplevet nok. Jeg tager på junglekursus i Holstebro, siger Carsten Højriis, der nu skal finde sig til rette i den hjemlige base, hvor der er mere bleskift og tøjvask end bæltekøretøjer og Taleban-krigere.

Da han tog af sted med udsigt til godt seks måneder i Afghanistan, sagde han, at 'jeg tror, det vil styrke os som familie' og tilføjede:

- Som Randis forældre siger, så er der altid en sidegevinst.

Hun står lige her og aer ham på ryggen, mens hun holder et vågent øje med Alberte, der har det med at forsvinde i mængden i sin hvide bluse med påskriften 'Velkommen hjem far':

- Da jeg vågnede i morges, var det med sommerfugle i maven. Det er som at være nyforelsket, siger Randi Højriis.

Helt bevidst har hun undladt at snakke med børnene om fars snarlige hjemkomst, for hvad er snart lige for en størrelse - er det om en time eller om tre uger:

- Men i morges var Sebastian bare klar: 'Far....bus....jubii.'

Og nu vil de hjem.

Hjem til togbanen.

Hjem til dér, hvor de bare er far, mor og børn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Stram op – og hold fast i lukkeloven

Læserbrev: Over de sidste uger har butiksansatte knoklet r…. ud af bukserne. Uden at kny sørger medarbejderne i vores butikker for, at der er fyldt op på hylderne, så vi alle sammen kan få mad på bordet, toiletpapir og andre fornødenheder. Og mange danske familier har fået deres køkkenskabe fyldt godt op. De butiksansatte har brug for påskens fridage til et velfortjent hvil. Derfor bør man ikke suspendere lukkeloven henover helligdagene. I denne tid, hvor myndighedernes anbefalinger er at blive hjemme og undgå tæt kontakt til andre mennesker, løber butiksansatte en daglig risiko med kontakt med flere hundrede kunder om dagen. De sætter eget helbred på spil for at passe deres job. Butiksledelserne rundt om gør alt, hvad de kan, for at passe godt på de ansatte med håndsprit, hyppig håndvask, plexiglasplader ved kassen og ’Hold afstand’-skilte på gulvene. Stor ros for det. Men at arbejde under de forhold er anstrengende. Helligdagene i påsken med lukkede butikker kan også være med til at passe på de ansatte, så de kan blive ved med at passe deres arbejde, så længe corona-krisen varer. Derfor, kære politikere: Hold fast i lukkeloven! Og så skal familien Danmark altså stramme op. Lad nu være med at klathandle en liter mælk og en pakke gær. Køb ind til flere dage og lad én person klare det. Det er heller ikke nu, I skal hele familien afsted på ose-tur i de lokale butikker for at se på nye ipads, havetrampolin til ungerne eller lamper til stuen. Det er måske fristende for at skabe et afbræk i tiden med hjemmeskole, men lad være. Jo flere I kommer sammen, jo større risiko udsætter I butikspersonalet for. Ring til den lokale butik i stedet og lav en aftale om at få leveret varen – eller at I kan hente den pakket i en pose. Så kan I både støtte vores midt- og vestjyske butikker og passe godt på de ansatte og jer selv samtidig.

Annonce