Annonce
Udland

Farc vender tilbage til junglen efter freden blev aflyst

<p>Søndag forkastede Colombias befolkning en historisk fredsaftale indgået mellem Farc og den colombianske regering. Scanpix/Luis Robayo</p>

En historisk fredsaftale skulle have sluttet 52 års væbnet konflikt. Nu er Farc tilbage i deres jungleskjul.

Bogotá. Guerilla-soldater fra Farc-bevægelsen vendte torsdag tilbage til deres skjul i de colombianske jungler og bjerge.
Annonce
Det oplyser kilder fra Røde Kors.
Oprørernes tilbagevenden til junglen sker, efter at den colombianske befolkning overraskende stemte "nej" til en fredsaftale mellem Farc og den colombianske regering søndag.
Oprørerne fra Farc var ellers samlet i et område i det sydlige Colombia, hvor de var klar til at lægge våbnene. En proces der ifølge fredsaftalen skulle overvåges af FN.
Men nu er oprørerne i stedet vendt tilbage til deres skjul. Det fortæller en kilde fra Røde Kors, der var med til at transportere krigerne tilbage til junglen.
- De rejste ubevæbnet og i civil beklædning, siger den unavngivne kilde.
Kilden oplyser ikke, hvor mange af bevægelsens knap 6000 krigere, det drejer sig om.
Colombias præsident, Juan Manuel Santos, kæmper efter søndagens afstemning for at holde liv i forhandlingerne frem mod en ny fredsaftale.
Colombias tidligere præsident Alvaro Uribe har været modstander af aftalen. Han mener, at Farcs medlemmer slipper for let for de forbrydelser, de har begået i den 52 år lange borgerkrig.
/ritzau/AFP
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin. Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder. Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed. Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret. Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden. Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker. Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Annonce