Annonce
Danmark

Falberts Gabestok: Danske politikere er krigsgale

Bent Falbert, fhv. chefredaktør på Ekstra Bladet, skriver klummen "Falberts Gabestok" i avisen Danmark. Arkivfoto: Martin Stampe

Jeg begriber ikke, hvorfra danske politikere henter deres krigsgalskab. For når man ser ud over Folketingssalen til daglig, synes den befolket af fredelige drøvtyggere. Man så snart nogen spørger, om Danmark vil levere et bidrag til en eller anden militær aktion langt fra fædrelandet, forvandles stemmekvæget til brølende rovdyr, der straks er klar til at ofre deres landsmænds liv og førlighed.

De to unge mennesker, der er blevet henholdsvis udenrigs- og forsvarsminister i junior-regeringen, melder sig senest rede til at eksportere vore søstridskræfter til Hormuz-strædet. Her sejles en tredjedel af verdens olie gennem et snævert farvand, som ni tiendedele af den danske befolkning ikke vil kunne finde på et blindkort.

- Regeringen ser positivt på et muligt dansk bidrag til en indsats, siger udenrigsminister Jeppe Kofod, hvis magtbegreber er påvirket af hans valgkreds på Bornholm, Natos knytnæve mod øst. Det er afgørende for Danmark som verdens femtestørste søfartsnation at kunne sejle sikkert, mener han.

Trine Bramsen, 38-årig nybagt forsvarsminister, født i Thurø Krigshavn, er enig: - Danmark har et stærkt og kapabelt søværn, som vil kunne bidrage aktivt og effektivt til denne type opgave, siger Trine, som på kun en måned er blevet militærstrategisk ekspert.

Forsvarsordførerne fra alle partier minus Enhedslisten er ved at falde over deres egne ben for at nå først frem til en mikrofon, hvor de kan erklære sig parate til at støtte nye militære eventyr.

Baggrunden er som bekendt alvorlig nok. Briter og iranere har i den seneste måned beslaglagt handelsskibe på skift, mens USA's uberegnelige præsident truer med krig og løbende advarer den snarlige atommagt Iran.

Men selv om Danmark har mange skibe at passe på, råder vi ikke over en vældig flåde af orlogsfartøjer. Vi har heller ikke haft megen succes med vor hidtidige forhippethed på at rende i rumpen på amerikanske og britiske tropper i fjerne egne.

Jeg synes, der tales alt for lidt om risikoen for menneskelige omkostninger ved dansk deltagelse i kampe i fremmede verdensdele. Der er for eksempel faldet 52 danske soldater og såret andre 233 under vore militære indsatser i Afghanistan siden 2002, Kosovo siden 1991 og i Irak siden 2003.

Det lyder hjerteløst over for de efterladte og sårede at sige, disse ofre blev ydet forgæves. Men det er en kendsgerning, at dansk forsvar ikke gjorde nogen mærkbar forskel under disse missioner. Alligevel er netop "at gøre en forskel" blevet dét udtryk, soldaterne selv bruger for at legitimere deres udstationering i krigeriske lande.

Der kan ganske vist ikke findes holdepunkter for, at de virkelig "gjorde en forskel", men jeg forstår sagtens, at de ramte familier har brug for at sige sådan for ikke at gå helt ned psykisk. Deres tab og skader må for guds skyld ikke have været forgæves.

Detaljer om danskernes indsats får vi ingen af. Det forklares med skræk for gengældelsesaktioner på dansk jord. Højst oplyses et antal flymissioner. Det er derfor umuligt at opklare, hvad der faktisk foregik.

Vi taler også forbløffende ukonkret om ofrene for de militære ekspeditioner, bortset fra debatter om posttraumatisk stresssyndrom, som det er på mode at kloge sig om. En opgørelse over de seneste 25 år viser, at 68 danske soldater er faldet og 336 såret. De fleste i Afghanistan og Irak.

De blodige skæbner burde udgøre en lysende advarsel til Folketinget om ikke at gentage denne stormagtsadfærd. Men der hersker mellem de danske politiske partier en forbavsende enighed om, at når briter eller amerikanere kalder, så kommer Danmark styrtende som en fidél tjener og siger javel, sir - hver gang. Også selv om vi inviteres til krig i egne fjernt fra Danmark, hvor vi intet har at gøre.

Når Donald Trump snart kommer til Danmark, må vi frygte, hvilke tossede projekter, han kan lokke den behagesyge danske regering med på.

Annonce
Forsvarsordførerne fra alle partier minus Enhedslisten er ved at falde over deres egne ben for at nå først frem til en mikrofon, hvor de kan erklære sig parate til at støtte nye militære eventyr. Efter Falberts mening tales der alt for lidt om risikoen for menneskelige omkostninger ved dansk deltagelse i kampe i fremmede verdensdele. Foto: Donald Holbert/U.S. Navy
Annonce
Forsiden netop nu
112

Opdateret: Savnet mand fra Ringkøbing er fundet død

Leder For abonnenter

Dagbladet mener: Vi har alle et ansvar for at holde unge fra narko

Det kunne være meget værre … Sådan lyder det samstemmende budskab fra politiet og de øvrige medvirkende i SSP-samarbejdet, skolerne og de sociale myndigheder, når talen falder på narkomisbrug blandt unge i Ringkøbing-Skjern Kommune. "Vi oplever faktisk ikke, at flere unge bruger narko end tidligere, og forældrene har generelt ikke grund til at blive bekymret", siger viceungdomsskoleleder og SSP-formand Allan Østergaard til Dagbladet i dagens avis. "Vi har ikke en opfattelse af, at det flyder med narko", fortæller politikommissær Bjørn Nørgaard Bo, leder af lokalpolitiet i Ringkøbing. Det er selvfølgelig gode nyheder. At vi bor i en landlig kommune fjernt fra de store byer er nemlig ikke nogen garanti for, at stenbroens dårlige misbrugsvaner ikke også spreder sig hertil; der er desværre rigeligt med eksempler på, at små og "afsides" samfund hærges af en narkoepidemi. At det ikke kommer dertil hos os, kræver, at vi konstant er oppe på stikkerne. Og med "vi" menes os alle - især vi voksne; også os, der ikke har børn og unge i den mest sårbare alder. Vi har alle sammen et ansvar for at holde øje med, at vore unge trives. Det kræver, at vi kender hinanden, og har tillid til hinanden. Derfor er det prisværdigt, at SSP-samarbejdet arbejder målrettet i den retning. Ifølge Allan Østergaard er samarbejdet med forældrene i Ringkøbing-Skjern Kommune velfungerende. Der er et godt fremmøde og en god stemning, når forældrene bliver inviteret. "Noget af det, som SSP lægger vægt på, er netop et godt forældresamarbejde. Forældrene skal klædes på, så de står stærkere, hvis og når problemerne melder sig," siger han. Når de gør det - og det kan ikke undgås, at det sker ind imellem - skal ikke bare politiet, skolerne og de sociale myndigheder være klar til at gribe ind; det skal alle vi andre også. Ser vi en flok unge, der stimler sammen i det offentlige rum, skal vi ikke holde os tilbage fra som borger at gå hen til dem og snakke med dem om, hvad der foregår. På den måde viser man som voksen, at man respekterer de unge, interesserer sig for dem, og bekymrer sig om dem.

Ringkøbing For abonnenter

Fra stoffer og hjemløshed til bolig og firma: Nu bliver vi høje på livet

Annonce