Annonce
Danmark

Falberts Gabestok: Danske politikere er krigsgale

Bent Falbert, fhv. chefredaktør på Ekstra Bladet, skriver klummen "Falberts Gabestok" i avisen Danmark. Arkivfoto: Martin Stampe

Jeg begriber ikke, hvorfra danske politikere henter deres krigsgalskab. For når man ser ud over Folketingssalen til daglig, synes den befolket af fredelige drøvtyggere. Man så snart nogen spørger, om Danmark vil levere et bidrag til en eller anden militær aktion langt fra fædrelandet, forvandles stemmekvæget til brølende rovdyr, der straks er klar til at ofre deres landsmænds liv og førlighed.

De to unge mennesker, der er blevet henholdsvis udenrigs- og forsvarsminister i junior-regeringen, melder sig senest rede til at eksportere vore søstridskræfter til Hormuz-strædet. Her sejles en tredjedel af verdens olie gennem et snævert farvand, som ni tiendedele af den danske befolkning ikke vil kunne finde på et blindkort.

- Regeringen ser positivt på et muligt dansk bidrag til en indsats, siger udenrigsminister Jeppe Kofod, hvis magtbegreber er påvirket af hans valgkreds på Bornholm, Natos knytnæve mod øst. Det er afgørende for Danmark som verdens femtestørste søfartsnation at kunne sejle sikkert, mener han.

Trine Bramsen, 38-årig nybagt forsvarsminister, født i Thurø Krigshavn, er enig: - Danmark har et stærkt og kapabelt søværn, som vil kunne bidrage aktivt og effektivt til denne type opgave, siger Trine, som på kun en måned er blevet militærstrategisk ekspert.

Forsvarsordførerne fra alle partier minus Enhedslisten er ved at falde over deres egne ben for at nå først frem til en mikrofon, hvor de kan erklære sig parate til at støtte nye militære eventyr.

Baggrunden er som bekendt alvorlig nok. Briter og iranere har i den seneste måned beslaglagt handelsskibe på skift, mens USA's uberegnelige præsident truer med krig og løbende advarer den snarlige atommagt Iran.

Men selv om Danmark har mange skibe at passe på, råder vi ikke over en vældig flåde af orlogsfartøjer. Vi har heller ikke haft megen succes med vor hidtidige forhippethed på at rende i rumpen på amerikanske og britiske tropper i fjerne egne.

Jeg synes, der tales alt for lidt om risikoen for menneskelige omkostninger ved dansk deltagelse i kampe i fremmede verdensdele. Der er for eksempel faldet 52 danske soldater og såret andre 233 under vore militære indsatser i Afghanistan siden 2002, Kosovo siden 1991 og i Irak siden 2003.

Det lyder hjerteløst over for de efterladte og sårede at sige, disse ofre blev ydet forgæves. Men det er en kendsgerning, at dansk forsvar ikke gjorde nogen mærkbar forskel under disse missioner. Alligevel er netop "at gøre en forskel" blevet dét udtryk, soldaterne selv bruger for at legitimere deres udstationering i krigeriske lande.

Der kan ganske vist ikke findes holdepunkter for, at de virkelig "gjorde en forskel", men jeg forstår sagtens, at de ramte familier har brug for at sige sådan for ikke at gå helt ned psykisk. Deres tab og skader må for guds skyld ikke have været forgæves.

Detaljer om danskernes indsats får vi ingen af. Det forklares med skræk for gengældelsesaktioner på dansk jord. Højst oplyses et antal flymissioner. Det er derfor umuligt at opklare, hvad der faktisk foregik.

Vi taler også forbløffende ukonkret om ofrene for de militære ekspeditioner, bortset fra debatter om posttraumatisk stresssyndrom, som det er på mode at kloge sig om. En opgørelse over de seneste 25 år viser, at 68 danske soldater er faldet og 336 såret. De fleste i Afghanistan og Irak.

De blodige skæbner burde udgøre en lysende advarsel til Folketinget om ikke at gentage denne stormagtsadfærd. Men der hersker mellem de danske politiske partier en forbavsende enighed om, at når briter eller amerikanere kalder, så kommer Danmark styrtende som en fidél tjener og siger javel, sir - hver gang. Også selv om vi inviteres til krig i egne fjernt fra Danmark, hvor vi intet har at gøre.

Når Donald Trump snart kommer til Danmark, må vi frygte, hvilke tossede projekter, han kan lokke den behagesyge danske regering med på.

Annonce
Forsvarsordførerne fra alle partier minus Enhedslisten er ved at falde over deres egne ben for at nå først frem til en mikrofon, hvor de kan erklære sig parate til at støtte nye militære eventyr. Efter Falberts mening tales der alt for lidt om risikoen for menneskelige omkostninger ved dansk deltagelse i kampe i fremmede verdensdele. Foto: Donald Holbert/U.S. Navy
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Samskabelse er vejen frem i rundkørslen

Vi kommer ikke uden om det … Det offentlige har ikke råd til at betale for alle de ønsker, borgerne har til forbedringer og forskønnelser af vore fælles omgivelser. Men så er det jo godt, når borgerne kan tage sagen i egen hånd … Tag bare rundkørslen i Astrup ved Femvejen lige uden for byen; af lokale kaldt "Danmarks grimmeste" af slagsen. Om det passer, vil være et oplagt emne til en rundbordsdiskussion. Men køn var den i alt fald ikke, overgroet som den var med ukrudt. Kommunen havde dog ikke pengene til at gøre noget ved den. Men så tog folk i Astrup sagen i egen hånd. En flok frivillige påtog sig opgaven med at omdanne den til "Danmarks smukkeste rundkørsel". Det skete ved, at folk lagde kræfterne sammen: Per Kjær, der driver maskinstationen, stillede maskine til rådighed. Landmand Vagn Lindy Petersen i Skjern havde noget jord til at ligge efter en staldudvidelse, som kunne bruges, så onsdag blev der flyttet 400 kubikmeter jord. Svæveflyvepladsen i Ejstrup bidrog med et træ, som Kristian Ahle selv gravede op. Nu mangler de frivillige bare at få plantet rododendron i fem farver, så er "Femvejens Andels Rundkørsel", som den - måske ikke helt mundret - er kommet til at hedde, klar til at springe ud det kommende forår i al sin glans. Det hører med til historien, at rododendronerne selvfølgelig udbydes på andele, og at anlægsgartner Ole Christensen står for indkøb af planterne. Kommunens rolle i hele historien har i dette tilfælde været lydhørhed over for de lokale ønsker, og hurtig tilladelse til, at de frivillige kunne gå i gang. I andre tilfælde ser man i stigende grad, at der er tale om egentlig samskabelse; altså at kommunen og lokalsamfundene i fællesskab bidrager til at løse opgaver, som kommunen ikke har råd til alene at løse - for eksempel etablering af cykelstier. Man kan selvfølgelig mene, at opgaverne bør betales fuldt ud af kommunen. Men ofte vil det være ensbetydende med, at de ikke løses - eller i bedste fald først om mange år - og så er det da bedre, at parterne i fælles forståelse skaber noget sammen. Ellers havde Astrup næppe været på vej til at få "Danmarks smukkeste rundkørsel".

Annonce