x
Annonce
Danmark

Falberts Gabestok: Danske politikere er krigsgale

Bent Falbert, fhv. chefredaktør på Ekstra Bladet, skriver klummen "Falberts Gabestok" i avisen Danmark. Arkivfoto: Martin Stampe

Jeg begriber ikke, hvorfra danske politikere henter deres krigsgalskab. For når man ser ud over Folketingssalen til daglig, synes den befolket af fredelige drøvtyggere. Man så snart nogen spørger, om Danmark vil levere et bidrag til en eller anden militær aktion langt fra fædrelandet, forvandles stemmekvæget til brølende rovdyr, der straks er klar til at ofre deres landsmænds liv og førlighed.

De to unge mennesker, der er blevet henholdsvis udenrigs- og forsvarsminister i junior-regeringen, melder sig senest rede til at eksportere vore søstridskræfter til Hormuz-strædet. Her sejles en tredjedel af verdens olie gennem et snævert farvand, som ni tiendedele af den danske befolkning ikke vil kunne finde på et blindkort.

- Regeringen ser positivt på et muligt dansk bidrag til en indsats, siger udenrigsminister Jeppe Kofod, hvis magtbegreber er påvirket af hans valgkreds på Bornholm, Natos knytnæve mod øst. Det er afgørende for Danmark som verdens femtestørste søfartsnation at kunne sejle sikkert, mener han.

Trine Bramsen, 38-årig nybagt forsvarsminister, født i Thurø Krigshavn, er enig: - Danmark har et stærkt og kapabelt søværn, som vil kunne bidrage aktivt og effektivt til denne type opgave, siger Trine, som på kun en måned er blevet militærstrategisk ekspert.

Forsvarsordførerne fra alle partier minus Enhedslisten er ved at falde over deres egne ben for at nå først frem til en mikrofon, hvor de kan erklære sig parate til at støtte nye militære eventyr.

Baggrunden er som bekendt alvorlig nok. Briter og iranere har i den seneste måned beslaglagt handelsskibe på skift, mens USA's uberegnelige præsident truer med krig og løbende advarer den snarlige atommagt Iran.

Men selv om Danmark har mange skibe at passe på, råder vi ikke over en vældig flåde af orlogsfartøjer. Vi har heller ikke haft megen succes med vor hidtidige forhippethed på at rende i rumpen på amerikanske og britiske tropper i fjerne egne.

Jeg synes, der tales alt for lidt om risikoen for menneskelige omkostninger ved dansk deltagelse i kampe i fremmede verdensdele. Der er for eksempel faldet 52 danske soldater og såret andre 233 under vore militære indsatser i Afghanistan siden 2002, Kosovo siden 1991 og i Irak siden 2003.

Det lyder hjerteløst over for de efterladte og sårede at sige, disse ofre blev ydet forgæves. Men det er en kendsgerning, at dansk forsvar ikke gjorde nogen mærkbar forskel under disse missioner. Alligevel er netop "at gøre en forskel" blevet dét udtryk, soldaterne selv bruger for at legitimere deres udstationering i krigeriske lande.

Der kan ganske vist ikke findes holdepunkter for, at de virkelig "gjorde en forskel", men jeg forstår sagtens, at de ramte familier har brug for at sige sådan for ikke at gå helt ned psykisk. Deres tab og skader må for guds skyld ikke have været forgæves.

Detaljer om danskernes indsats får vi ingen af. Det forklares med skræk for gengældelsesaktioner på dansk jord. Højst oplyses et antal flymissioner. Det er derfor umuligt at opklare, hvad der faktisk foregik.

Vi taler også forbløffende ukonkret om ofrene for de militære ekspeditioner, bortset fra debatter om posttraumatisk stresssyndrom, som det er på mode at kloge sig om. En opgørelse over de seneste 25 år viser, at 68 danske soldater er faldet og 336 såret. De fleste i Afghanistan og Irak.

De blodige skæbner burde udgøre en lysende advarsel til Folketinget om ikke at gentage denne stormagtsadfærd. Men der hersker mellem de danske politiske partier en forbavsende enighed om, at når briter eller amerikanere kalder, så kommer Danmark styrtende som en fidél tjener og siger javel, sir - hver gang. Også selv om vi inviteres til krig i egne fjernt fra Danmark, hvor vi intet har at gøre.

Når Donald Trump snart kommer til Danmark, må vi frygte, hvilke tossede projekter, han kan lokke den behagesyge danske regering med på.

Forsvarsordførerne fra alle partier minus Enhedslisten er ved at falde over deres egne ben for at nå først frem til en mikrofon, hvor de kan erklære sig parate til at støtte nye militære eventyr. Efter Falberts mening tales der alt for lidt om risikoen for menneskelige omkostninger ved dansk deltagelse i kampe i fremmede verdensdele. Foto: Donald Holbert/U.S. Navy
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Alt udsolgt midt i corona-hjemsøgelsen

Dagens gode lokale erhvervsnyhed i går var, at Lalandia nu har solgt samtlige 440 feriehuse i den kommende feriepark i Søndervig. Nogle af os husker sikkert, hvordan de første ferieparkplaner i Søndervig blev stoppet af finanskrisen i 2008, og det tog årevis og et gigantisk benarbejde fra projektmager Keld Hansens side at få pustet nyt liv i projektet igen. Sådan ser det heldigvis ikke ud til at ende denne gang. Ingen af os ved, hvor landet lander økonomisk, når corona-krisen engang er slut; sjovt bliver det ikke, så meget er sikkert. Men folk har altså ikke mistet modet til at investere i feriehusprojektet i Søndervig, og det er positivt af flere grunde. For det første er det med til at sikre, at projektet bliver gennemført, og det er endnu vigtigere, end det var før coronakrisen; det vil tilføre turismen i vort område et kvalitetsløft, vi får brug for i efter-corona-verdenen. Lalandia vil være endnu en grund til at vælge at tage på ferie i vort område frem for andre steder. For det andet bidrager Lalandia-byggeriet og de investeringer i infrastrukturen i området, som det medfører, til at skabe aktivitet i lokalsamfundet, både i byggefasen og i den efterfølgende driftsfase. Det er vigtigt, for vi må regne med, at arbejdsløsheden stiger voldsomt, i alt fald i en periode, og derfor har vi brug for alle de arbejdspladser, vi kan skaffe. For det tredje - og det er ikke det mindst vigtige - vil synet af, at der sker noget, at der er gang i byggeaktiviteterne, være med til at løfte optimismen og troen på, at samfundet ikke er kastet ned i en afgrundsdyb depression. Noget af det mest nedslående ved finanskrisen i 2008 var netop, at alt i en periode gik i stå. Der er ingen grund til at besmykke virkeligheden. Lige nu står vi midt i den værste krise, økonomisk og sundhedsmæssigt, nogen af os kan huske. Hvordan verden ser ud på den anden side af tunnellen, ved vi selvsagt ikke. Derfor er det også så vigtigt at glæde sig over det, der trods alt peger hen imod fremtidig vækst og udvikling i vort område. Hvem ved - måske god plads og masser af frisk luft fremover vil være et af de bedste turistmæssige salgsargumenter. Det kan vi alt fald byde på her i Naturens Rige.

Annonce