Annonce
Læserbrev

Et spinkelt håb

Læserbrev: Søren Elbæk lader til at indeholde to meget modsatrettede holdninger til hvad der er ret og rimeligt.

I sagen om den nye el-forbindelse der kommer til at gå 50 meter fra skellet til tjenesteboligen på Laugesens Have hvor Privat-Søren bor og arbejder udtaler han: Citat start ”Det er klart, at så stort anlægsprojekt få meter fra skel ikke er uden betydning” og ”Vi må vurdere, om det påvirker den æstetiske oplevelse af kursuscentret og påvirker udlejningsmulighederne”. Citat slut. Samtidig forventer Privat-Søren at Energinet vil ekspropriere tjenesteboligen.

På det kaotiske byrådsmøde den 21. maj i år hvor et flertal i byrådet gav tilladelse til at opføre et stort anlægsprojekt i form af højhuse mindre end 2,5 meter fra skel til nabo udtalte Politiker-Søren at det var uden betydning, det var bare hvad man måtte kunne forvente. (På trods af at al tidligere planlægning modsagde det!) Spørgsmålet om ejendomsværdi forringelse og om hvorvidt kommunen kunne være behjælpelig med at få foretaget en vurdering havde Politiker-Søren kun et ligegyldigt skuldertræk tilovers for. Det kunne ikke være kommunens problem, mente han og de berørte naboer kunne jo bare anlægge et civilt søgsmål hvis de fandt det umagen værd.

Nu vil det sikkert vælte ind med indvendinger om hvor vidt forskellige de to sager er og at de slet ikke kan sammenlignes. Og det kan der måske være noget om. Og så alligevel… Det kan tjene som et lysende eksempel på hvordan samme person reagerer forskelligt alt efter om personen selv er involveret i beslutningen eller det bliver trukket ned over hovedet på ham.

Det er derfor mit spinkle, men desværre nok urealistiske, håb at vores politikere fremover vil tage sig tid til lidt selvransagelse når der skal planlægges ”store anlægsprojekter”. At de bare et øjeblik vil tænke over hvordan de selv ville reagere hvis det var dem der blev udsat for det de er ved at planlægge. Som vi tydeligt herover kan se, er der stor forskel på opfattelsen af et projekt, om man er den der påfører andre gener eller man er den der bliver generet.

Politikerne er trods alt valgt til at repræsentere, ikke bare investorernes interesser, men alle kommunens borgere!

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce