Annonce
Debat

Et liv på samvittigheden: Voksne børn er stadigvæk vores børn

Tegning: Nex
Annonce

Børn vokser sig mere og mere voksne. Det er klart. Men i forholdet til deres forældre forbliver de stadigvæk børn. De er sat i verden, præget og påvirket, elsket frem, udsat for forældrenes valg og forsømmelser.

Når noget går godt, ranker de gamle ryggen. Når noget ikke går, slipper forældrene sjældent for at bære med på ansvaret og skylden.

Og nu tænker jeg ikke på andres mening, men på de domme, vi fælder over os selv. Den, som bliver forælder, har – uanset hvordan det går – fået et liv mere på samvittigheden.

Jesus fortalte en lignelse om en far med to sønner. De to gjorde hver især deres egne valg.

I første omgang tog storebror sit ansvar på sig og blev hjemme for at hjælpe far. Som den ældste kendte han sin rolle. Der var brug for ham, og han gjorde alt det, som blev forventet.

Lillebror, derimod, gjorde oprør og gik sine egne veje. Hvorfor skulle han arbejde for far og storebror og alle de andre, når fremtiden lå åben? Han ville være sin egen lykkes smed.

De to brødre fik det, de gik efter.

Storebror fik lov at bestille noget. Han nød fars tillid. Dagene gik i tryg almindelighed. Og ingen kan vide med sikkerhed, hvor meget han nød det, eller hvor tryg han følte sig.

Lillebror slap for at bestille noget. Han behøvede ikke at forholde sig til fars forventninger. Dagene var en svir, så længe pengene rakte. Og fremtiden var åben, - faktisk mere åben og uberegnelig, end han havde tænkt.



Ingen kan vide med sikkerhed, om han havde haft held til at smede sin egen lykke, hvis der ikke var kommet hungersnød i landet.

Til gengæld kan vi læse os til et skift mellem den ansvarlige storebror og den uansvarlige lillebror, for det var lillebror, som endte med at indrømme sin skyld og påtage sig ansvaret for det valg, han havde gjort.

Han faldt igennem og ramte bunden, og dér fortrød han.

Hele den lange vej tilbage øvede han sig på den store indrømmelse: ”Han havde ingen krav at gøre gældende. Det vidste han godt. Han havde forbrudt sig mod himlen og mod far. Det var alt sammen hans egen skyld. Nu kunne han højest blive daglejer.”

Storebror faldt først igennem lidt senere. Da han stod ude på marken og ikke ville med ind for at fejre lillebror og spise fedekalv.

Da var livet ikke længere hans eget valg. Han havde alle dage været ansvarlig, flittig og til at regne med.

Nu så han sig som et offer for fars uretfærdighed. Her havde han slidt i årevis og aldrig fået den mindste anerkendelse.

Det var ham, som var hovedarvingen; men se bare: Lillebror havde snydt ham i to omgange. Han var blevet til grin for sine egne penge.

Hvem kan ikke genkende sig selv i både lillebror og storebror? Og det er ret beskæmmende.

Men det gode budskab ligger dér, hvor vi genkender os selv i faderens øjne.

Fortællingen ender med nogle af de smukkeste kærlighedserklæringer:

- Du er altid hos mig.

- Alt mit er dit.

- Din bror var død, men er blevet levende igen. Han var gået tabt og blev fundet.

Det sker, at vi spørger efter Gud, når livet ikke giver mening.

Hvordan kan vi tro på Guds kærlighed, når det går os så forskelligt? Bærer Gud da ikke et ansvar for sin skabning?

Men hvis vi genkender os selv som børn i Guds øjne, husker vi, at en forælder må tage det hele med, og det gør kun kærligheden større.

Teksten til 3. Søndag efter Trinitatis er Lukasevangeliet 15,11-32

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ringkøbing

Vig bag mig, Satan!

Annonce