Annonce
Debat

Er vi for pjevsede? Post-corona-stress og andre virale fænomener

Bevares, det kan være ubehageligt at få stukket en vatpind i næsen. Men corona-traumer? Det er vist de færreste af os, der slæber rundt på nogle ægte nogen af den slags. Foto Morten Stricker.

Jeg har ondt af de gamle, der har måttet leve det meste af det seneste år i isolation på plejehjemmene.

Jeg føler for teenagerne, der stadig sidder isoleret på deres lumre teenageværelser og er tvunget til at gå på opdagelse i verden via nettet, mens folkeskoler, efterskoler og gymnasier er lukket ned.

Jeg har medlidenhed med frisørerne og motionscenter-indehaverne, som af én eller anden grund altid er de første til at blive lukket ned og de sidste, der får lov at lukke op, når corona-smitten igen går over gevind.

Jeg har selvsagt også ondt af minkavlerne, der nu står uden levebrød, restauratørerne, der snart risikerer at gøre det, og alle de små selvstændige, der frygter, at deres livsværk smuldrer mellem hænderne på dem.

Der er masser af andre at have ondt af, nu da Danmark har rundet år 1 i coronaens tegn efter "Patient Nul". Hvor mange vil sikkert først vise sig, når vi allesammen er blevet vaccineret - eller befolkningen i alt fald er blevet flok-immun, og når vi kommer ud af den økonomiske og sociale respirator, vi som samfund har været lagt i det meste af et år.

Men - og nu kommer jeg til det - størstedelen af os har ikke lidt nogen som helst skade ved epidemien. De færreste af os kender nogen, der har været alvorligt syge af Covid-19, og hvordan vi end vender og drejer sagen - coronaen er ikke en eksistentiel trussel som byldepest, kolera, ebola eller Den Spanske Syge.

Hvis vi jamrer, er de fleste af os ganske enkelt for sarte.

Når jeg gør mit eget regnebræt op, skulle jeg være et skarn, hvis jeg påberåbte mig nogen form for post-corona-stress.


Jeg har en mistanke om, at mange af os faktisk i lettere skamfuld stilhed har nydt corona-pausen - bare lidt. Var hverdagen ikke blevet lige lovlig travl? Har det ikke været lidt - bare lidt - skønt at kunne sige nej til det ene og det andet, man "skulle" med henvisning til coronaen?


Ja, det er da træls, at der er en masse venner, jeg ikke har kunnet se - i det mindste kun i meget begrænset omfang. Men vi er voksne mennesker allesammen, så det overlever vi nok, og desto mere skal vi hygge os, når det er overstået. Det ville være rart at gå i biffen engang imellem, til en koncert eller måske ud at spise. Men indtil det kan lade sig gøre, har jeg kunnet se masser af gratis film på filmstriben.dk, gå lange ture, mens jeg lyttede til lydbøger fra e-reolen, genhøre gamle plader, og bestille mad ud af huset, når jeg ikke gad lave den selv.

Ferien i udlandet sidste år blev erstattet med to gange mini-øferie og en gang halvøferie herhjemme plus en masse vandreture i Naturens Rige - ikke just noget, der med nogen rimelighed kan kaldes en fattig erstatning. Skal jeg være helt ærlig, foretrækker jeg Thy for Toscana...

Arbejdsmæssigt har jeg vænnet mig til at arbejde hjemmefra engang imellem; herregud, når det ikke bare er hver eneste dag, så går det også nok.

Det har selvfølgelig været irriterende, at butikkerne har været lukket, hvis man lige stod og manglede ét eller andet, der ikke kun var dagligvarer. Men var det en akut mangel, kunne man få den med posten et par dage senere.

Jeg har en mistanke om, at mange af os faktisk i lettere skamfuld stilhed har nydt corona-pausen - bare lidt. Var hverdagen ikke blevet lige lovlig travl? Var det ikke blevet lidt af et pres hele tiden at skulle planlægge alle mulige aktiviteter, at nå så meget i vort hektiske sociale liv? Har det ikke været lidt - bare lidt - skønt at kunne sige nej til det ene og det andet, man "skulle" med henvisning til coronaen?

Nu er de fleste af os selvfølgelig - jeg er i alt fald - ved at være godt og grundigt trætte af corona-pausen. Vi orker ikke længere at se den gravalvorlige Mette Frederiksen og de øvrige Tordenskjolds soldater af ministre og sundhedsfolk tone frem på skærmen og fortælle os om "den engelske mutation", den "brasilianske" og "sydafrikanske" ditto, og hvorfor hele landet må ligge i dybfryseren lidt endnu.

Vi vil godt videre med vort liv. Vi begynder faktisk at blive seriøst bekymrede for, hvordan landets økonomi vil vise sig at have det, når den bliver pillet ud af respiratoren. Vi vil også gerne have skubbet de stakkels teenagere ud af deres påtvungne ungdomssløvsind, og vi gider bare ikke - jeg gentager: GIDER ikke - fumle mere med det latterlige mundbind eller holde to meters afstand i køen i supermarkedet.

Et år på corona-pause er rigeligt - mere end rigeligt!

Men når vi kigger tilbage på det år, der er gået, mener jeg altså, at vi er for pjevsede, hvis vi jamrer over, hvor forfærdeligt, det hele har været, hvor traumatiserende. Lad dem, som virkelig er blevet ramt, have klageretten.

Vi andre - flertallet - har gjort nogle nyttige erfaringer: Det kan lade sig gøre at overleve på et noget lavere intensitetsniveau, end vi havde vænnet os til; man dør ikke, hvis ikke man kan komme på skiferie i Ischgl (slet ikke!); man kan faktisk overleve i månedsvis uden at shoppe; kulturelle oplevelser kan man skaffe sig på andre måder end de sædvanlige.

Nogle forældre og børn er - på godt og knap så godt - kommet til at kende hinanden meget bedre, og er blevet tvunget til at gøre flere ting sammen. Det er vel heller ikke helt skidt...

Hvilke langtidseffekter, coronaepidemien vil vise sig at have på vore psyke, må tiden vise. Går den over i en økonomisk nedtur på linje med 2008, så skal vi nok huske den.

Gør den ikke det, er mit gæt, at krisen lynhurtigt vil fortabe sig i den nationale mytologis tåger og ende på niveau med de bilfrie søndage i 1973 og Den Store Gær-panik i 1998. Noget, vi i fremtiden taler om ved familiefester, og som vendes og drejes i nostalgi-programmer i fjernsynet.

Men nationalt trauma? Det vil jeg se, før jeg tror på det!

Og nu vil jeg gå en tur i byen for at opleve stilheden før stormen på mandag, når vi skal have købt alt det, vi har sat på standby i månedsvis!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce