Debat

Er det sådan, vi skal ende vores liv?

Ældreomsorg: Engang i sensommerenlæste jeg på TV2 News, at nu ville Thyra Frank ikke længere tage på kontrolbesøg på plejehjemmene. Hvor ærgerligt.

Jeg havde et godt bekendtskab med en dejlig dame, der nu var blevet 90 år og som havde boet i udlandet i mindst 40 år. Da hun og hendes mand gik på pension tilkom de derfor pensionsudbetalinger fra deres tidligere arbejdsgiver i det fremmede.

Da kvinden fyldte 90 år, ophørte disse udbetalinger uden varsel, og det måtte da bero på en fejl. Vi arbejdede på højtryk for, at firmaet kunne genoprette deres forpligtelser.

På grund af dette pådrog den ældre dame sig imidlertid en dyb depression. Spiste en masse piller i den tro, at det kunne hjælpe. Faldt på gulvet, brækkede noget i det ene knæ, fik lungebetændelse og blev indlagt på hospitalet. Desværre får man jo ikke i vore dage lov til at være der, indtil man er rask, og det resulterede i at hun kom på et aflastningsplejehjem.

Sidst i november besøgte jeg hende. Der var underholdning med musik og sang. Hun var meget glad, og vi talte om, at hun snart skulle tilbage til sin lejlighed, og helt overstrømmende blev hun, da jeg fortalte, at jeg havde fået fat i udbetalingskontoret hos hendes tidligere arbejdsgiver og at alt, hvad hun have til gode, ville blive overført den kommende onsdag.

Tre dage efter besøgte jeg hende igen, og da klagede hun over, at hun ikke kunne holde sammen på sine tanker. Jeg mødte en plejer og spurgte hende, hvad det var for noget medicin, de gav den gamle dame. Plejeren svarede, at hun var så urolig, så de gav hende retalin. Nå, sagde jeg, hvordan kan hun være urolig, hun kan jo ikke gå. Uroligheden skyldtes formentlig, at den gamle dame var vant til at bestemme, og at hun der var for krævende med at komme på toilettet osv.

Retalin er sammen med smertestillende produkter indeholdende morfinpræparater efter min viden den rene gift for hukommelse og forstand.

Tre dage herefter besøgte jeg hende igen. Nu var der sat en sengehest op på hendes seng, der var så høj, at hun lige nøjagtig kunne få sit ansigt over, gardinet var rullet helt ned, der var slukket for varmen og et LED-julelys var slukket og sat af vejen. Opkastningskopper lå rundt omkring i værelset, og der var i øvrigt tydelige spor efter manglende rengøring.

Når man får stærk medicin, er det vel en nødvendighed, at man også får noget mad i maven, men jeg hørte blot personalet sige: "Ddu skal spise noget”. Omsorg ville have været, at de havde madet hende med noget yoghurt.

Så gik der endnu tre dage - og så døde den gamle dame.

Er det virkelig sådan, at vi (gamle mennesker) skal ende vores liv?!

Derfor en lille appel til regeringen, der barsler med en ny sundhedsreform: Det er ikke godt nok at lade kommunerne styre sundhedsinstitutioner. Det skal fremfor alt være baseret på mennesker med den rette kompetence og holdning og ikke efter lokal nepotisme.

0/0
Klumme

Ugens Prædiken: Påskemorgen er som en håbets hilsen fra Guds fremtid

Klumme

Martine om at blive gammel: Måske er det andet end medicin og ømme muskler?

Klumme

Ugens Prædiken: Mere kærlighed, end vi fatter og forstår

Klumme

Kommer du til årets grundlovsfest?

Leder For abonnenter

Bøhtosserne og de sande demokrater

Spalte op og spalte ned er der blevet skrevet om koranafbrændings-tossen. Du ved; ham der fuldt bevidst går efter at lave sine demonstrationer på måder og på steder, hvor hans iskolde og desværre alt for ofte ganske korrekte kalkule er, at bål-og-brand-tosser vil gribe den kærkomne anledning til at lade sig krænke så tilpas meget, at det efter deres indskrænkede verdensopfattelse berettiger til larm i gaden. Og dermed får bål-og-brand-tosserne på imponerende vis bekræftet koranafbrændings-tossens pointe - hvis ellers pointe ikke kan siges at være et alt for pænt ord for den verdensopfattelse, som hadprædikanter af alle farver abonnerer på. Faktisk er der både sagt og skrevet mere end rigeligt om Rasmus Paludan. Derfor er hovedpersonerne i disse linjer ikke hverken den ene eller den anden part i bøhtosse-krigen. Det handler tværtimod om demokratisk forståelse ført ud i en ualmindeligt fornem praksis - og om et par seje gutter fra Holstebro, Abbas Maanaki og Ergin Dogan. De to stod bag et vellykket arrangement i Trekanten i Holstebro, hvor de fik beboerne til at samles om pizza, fodbold og lørdagshygge i stedet for at stille op som medvirkende i provokatørens omrejsende cirkus, der var varslet til at ankomme til byen en lørdag i april. Dermed faldt det sture, sture provkationsnummer til jorden med et stille plask - ganske som den slags har fortjent. Maanaki og Dogan er begge som teenagere kommet i ungdomsklubben Jættehøj og forklarer, hvordan værdierne, de lærte der, var afsæt for deres fredelige moddemonstration: Rasmus Paludan skulle have lov at bruge sin ytringsfrihed til at sige, hvad han ville - men de to brugte deres ytringsfrihed til at argumentere for, at alle lod ham stå alene med sine provokationer og sin dyre politibeskyttelse. En beskyttelse, som der i Holstebro ikke blev den fjerneste brug for. Missionen lykkedes nemlig over al forventning, og der var efterfølgende stor ros fra politikommissær Lilian Jensen, som i Dagbladet Holstebro erklærede sig "pavestolt af den præventive indsats, vi så fra beboerne". Hvor ville det dog være fantastisk, hvis 'Holstebro-modellen' kunne brede sig til andre steder i landet. Københavnske Nørrebro kunne for eksempel lære en hel del. Som Ergin Dogan siger: "Det, Rasmus Paludan står for, er ikke de værdier, som vi har lært at kende i Jættehøj og på arbejdsmarkedet. Vi er bare med til at sprede hans retorik og had, når vi lader os provokere. Han ved udmærket, hvilke knapper han skal trykke på, så det eksploderer. Og jeg tror, det er hans formål." Jeg tror, Ergin Dogan har ret - og siger tak til ham, til Abbas Maanaki og til lærere og pædagoger som dem i ungdomsklubben Jættehøj, fordi de på forbilledlig vis formår at vise, hvad demokrati vil sige i virkelighedens verden.

Klumme

Amagerpigens tak til Bork Havn Efterskole: I var vinden under mine vinger