Annonce
Debat

En ung sangers ensomhed: Pludselig må ingen bruge mig som musiker, kollega eller studiekammerat

Corona-isolationen kan få især udadvendte mennesker til at føle ensomhed. Det mener psykolog og underviser Neel Siri, der her er fotograferet i Kongens Have. Sanger Karl Kristian oplever ensomheden under corona på sin egen krop, og kører gerne en ekstra tur hjem til Hvide Sande fra studieboligen i Aarhus. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Annonce

Jeg læste for nyligt et skriv på DR.DK af Jeppe Kyhne Knudsen omkring ensomhed i de større byer. Teksten tager udgangspunkt i teorien om at ensomhed er en moderne opfindelse, der er kommet i takt med industrialiseringen. Om det er en moderne opfindelse, ved jeg ikke, men der er ingen tvivl om, at det i højere grad er blevet en fast del af tilværelsen i det danske landskab. Især under corona krisen, hvor antallet af ensomme unge er steget markant.

Jeg hedder Karl Kristian Thuesen og er sanger, sangskriver og musiker fra Hvide Sande. Til dagligt bor jeg i Aarhus, hvor jeg studerer social- og specialpædagogik på VIA University College. Jeg er 25 år og så er jeg også en af de unge mennesker, der er beskrevet i ovennævnte tekst. Jeg er ensom.

Dette er min første klumme og jeg glæder mig til at byde ind med lidt tanker i en tekstform, der ikke nødvendigvis skal rime eller passe ind i en bestemt melodi. Udgangspunktet er dog det samme. Jeg har noget på hjerte og når vi har det, så skal vi dele det med hinanden.

”Man kan blive nødt til at gå i ring, hvis ikke man vil gå i stå” - Sådan skriver den danske gruppe Barselona i sangen ’Ingen Kan Løbe Fra Bump På Vejen’ (2020). Det er ikke alle problemer, vi kan løbe fra. Vi kan ikke løbe fra os selv og jeg går ofte med en følelse af at løbe i ring. Jeg er overbevist om, at det er min frygt for ikke at opleve, min frygt for ikke at udleve. Frygten for at gå i stå.

Corona nedlukningen resulterede for mit vedkommende i en række aflyste koncerter og en studietid, der fremover skulle foregå på computeren. Musiker livsstilen er i forvejen en helt særlig størrelse, hvor der ikke er megen struktur eller noget, der med sikkerhed kan kalkuleres frem. Det har vi heldigvis prøvet før og som kunstner er det en del af spillets regler.

Men når en krise rammer er det utrolig vigtigt at have en kerne og en base med plads til de her bump på vejen. På studiet læser vi om Vitaliseringspsykologien af Jan Tønnesvang, en grundtanke om at mennesket har behov for psykisk ilt for at trives. Herunder behovet for at høre til i et fællesskab og behovet for autonomi.

Det sociale liv og hele oplevelsen af at bo i en større by, forandrede sig lidt efter lidt. Jeg kunne tage mig selv i at stå på min altan og betragte de mange lysende vinduer, hvor folk gik sammen rundt i de små lejligheder. Her ved jeg jo godt, at jeg ikke er alene.

Karl Kristian. Foto: Malthe Dahl Bennedsen

Trods den gode køretur, tager jeg gerne turen fra øst til vest i weekenden og bruger tid med familien i Hvide Sande. Men selvom jeg ikke er alene, kan følelsen af ensomhed overdøve lyden fra omverdenen. Der er lige pludseligt ikke nogen, der må bruge mig som musiker, som kollega eller som studiekammerat. Tankerne siger, at der ikke er nogen, der mangler mig mere. Det er ikke en sandhed, men sådan oplever jeg hurtigt ensomheden helt fysisk på egen krop.

Måske jeg skulle finde et lille hus i Hvide Sande i stedet, flytte til en mindre by med lokalt sammenhold og få et job med struktur og stabilitet. Men her vil jeg nok bare komme til at sidde med min telefon og følge med i alt det, jeg potentielt går glip af i Aarhus.


Det er en uoverskuelig situation, som jeg ikke kan finde en ensporet løsning på. Det jeg kan finde ud af, er at skrive sange om det og tale åbent om det.

Karl Kristian Thuesen


Det er en uoverskuelig situation, som jeg ikke kan finde en ensporet løsning på. Det jeg kan finde ud af, er at skrive sange om det og tale åbent om det. Tænk sig, at ensomhed blandt unge er steget fra 12 procent til 21 procent efter corona. Jeg er altså ikke den eneste og ved I hvad? Det giver en ro i maven og en drivkraft til at se mulighederne i stedet. Tiden flyver og skal jeg være helt ærlig, så skræmmer det mig en smule. Men jeg kan også mærke at relationerne bliver stærkere og at jeg er begyndt at glæde mig igen.

Der er mange små ting, vi stadigvæk får lov at glædes over. Det synes jeg, vi skylder hinanden og os selv, at gøre. Selv med en tung følelse af ensomhed, kan vi glædes over alle de gode historier og fortællinger, der fortsat findes rundt i krogene. Dem må vi aldrig stoppe med at fortælle.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Hvordan bliver julen 2020?

Annonce