x
Annonce
Ugens prædiken

En korsvej for samfundet: Vi skal række hænderne frem for andet end at vaske dem

Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Fællesskaber kan komme til vejkryds i deres udvikling, hvor de må gå hver til sit. Skilsmisser. Partier som bliver splittet. Krige for selvstændighed.

I Ny Testamente får vi et indblik i, hvordan Romerriget medførte, at den gamle bibelske religion ikke kunne fortsætte uforandret. Men hvilken vej skulle man vælge? Jesus kom med sit bud. Andre kom med deres. Men hvem af dem havde Gud på deres side?

I dagens evangelium spørger Jesus modstanderne, hvorfor de ikke vælger hans vej. Han er vred og frustreret og beskylder dem for at vælge en djævelsk retning med usandhed, løgn og mord.

Modstanderne, der omtales som jøderne, holder sig heller ikke tilbage. De beskylder Jesus for både at være besat af en dæmon og for at være samaritaner.

2000 år senere kan det være svært at forstå, hvad de skændtes om.

I år markerer vi 75-året for nazisternes jødeudryddelse. Den var var kulminationen på 2000 års jødehad, hvor blandt andet ordene fra Johannes-evangeliet blev vendt på hovedet og brugt til usandhed, løgn og mord, og de skriftkloges ord om Jesus kom til at beskrive det tyske samfund. Landet var blevet besat af en dæmon.

Men hvad handlede den oprindelige strid mellem Jesus og de skriftkloge så om? Måske kan de to beskyldninger om Jesus virke oplysende.

Først beskyldningen om, at Jesus var samaritaner. Den ligger i tråd med en række steder i Ny Testamente, der viser, at Jesus som jøde åbnede sig imod og fandt Gudstro i andre folkeslag og kulturer end blot sin egen kultur.

Farisæernes teologi gik derimod ud på at fremhæve de nationale kendetegn. Der førte til løsrivelseskrige imod romerriget og siden alle de rabbinske anordninger for jødisk identitet i en ikkejødisk kultur.

Jesus stod øjensynligt for en åbenhed overfor andre kulturer, folkeslag og traditioner, modstandere øjensynligt for at lukke sig om sit eget.

Så er der ordene om, at Jesus skulle være besat af en dæmon. Det virker fremmedartet for os, men en række steder i Ny Testamente viser, at Jesus og apostlene byggede deres tro på, at de i syner og drømme modtog budskaber ord fra Gud. Men snart viste der sig også et behov for ikke at være ukritisk overfor visioner og drømme. Paulus skriver et sted: Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder.

Kirkerne lægger mere og mere vægt på det med at bedømme ånderne end på det med at modtage Guds ånd. Det er nødvendigt, for at få tingene og dagene til at hænge sammen og lukke dét ude, som kan sprænge sammenhængene.

Sådan blev kirkens tradition, men det er altså vigtigt at holde fast i, at Jesu anliggende var at åbne sindets døre for, at Guds ånd har sit nedslag de mest uventede steder. I Jesu perspektiv er døre til for at blive åbnet, hænder bestemt til at række ud mod andre og ånden for at lade gnister springe mellem næsten og os selv.

Lige nu står vores samfund ved en korsvej, hvor staten har valgt det spor, at vi lukker det åndelige liv ned. Grænser lukkes for mennesker, men ikke for varer. Dørene lukkes til de huse, hvor vi kan udveksle smil og tårer, tanker, tro og håb. Vi rækker kun hænderne ud for at vaske dem.

Det er sikkert fornuftigt. Vi skal gøre, hvad myndighederne siger. Det er også en arv fra Paulus.

Vi skal huske på, at det grundlæggende er noget andet: Du bliver ét med Gud ved at elske din næste som dig selv. Guds mening er, at vi er der for hinanden. Rækker hånden frem. Lukker døren op. Det er det grundlæggende. Det skal vi huske hinanden på i denne frygtsomme tid. Det skal vi blive ved med i overført forstand. Det skal vi gøre håndgribeligt igen, når frygten har lagt sig. Og det vil den. I Jesu navn. Amen

Johannesevangeliet kap. 8: Jesus sagde til dem: »Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. (...)« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.«

Vi lukker det åndelige liv ned. Grænser lukkes for mennesker, men ikke for varer. Dørene lukkes til de huse, hvor vi kan udveksle smil og tårer, tanker, tro og håb. Vi rækker kun hænderne ud for at vaske dem.

Sognepræst Ole Lange fra Ny Sogn ved Ringkøbing. Onsdag den 4 april. Foto: Mads Dalegaard
Annonce
Annonce
Ringkøbing

Mor til fire: - Det er op til mig at vælge, om jeg sender mine børn afsted

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Liveblog: 5071 danskere testet positiv for corona - men smittetallet kan være op til 70 gange højere

Vestjylland

Regionsrådsformand: Situation i Holstebro er så alvorlig at patienter må sendes til andre hospitaler

Annonce