Annonce
Debat

En helt særlig del af Danmark

Sønderjylland er noget særligt. Det vil de fleste sønderjyder skrive under på. Og forklaringen er historisk. I over 600 år udviklede Sønderjylland sig som et hertugdømme, der var tydeligt anderledes end resten af Danmark, og i årene 1864-1920 var landsdelen ligefrem en del af Tyskland. I 1920 blev den delt, så den ene del af det historiske Sønderjylland blev dansk, mens den sydlige del forblev tysk. Det er en lang og kompliceret historie, men den begynder et sted. Et afgørende år er 1232, da Valdemar Sejr udnævnte sin søn Abel til hertug af (Sønder-)Jylland.

Det hele var led i, at kongen var i gang med at forberede generationsskiftet. Danmark var et valgrige, hvor kongen skulle vælges og ikke bare arvede tronen. Man valgte normalt inden for kongefamilien, men der var et spillerum for forhandling og magtkampe. Kongefamilien havde dog nogle gange held til at få valgt en tronfølger, mens kongen selv levede. Det havde kongen allerede gjort i 1215, men nu var tronfølgeren død, så man måtte på den igen. Løsningen lå lige for. Den ældste søn af kongens andet ægteskab, Erik, rykkede op og blev udpeget til tronfølger.

I sig selv har det ikke mere at gøre med Sønderjylland end med Sydsjælland. Valdemar Sejr tænkte imidlertid også på sine andre børn, som blev hertuger og grever i hjørner af riget. Eriks bror Abel blev udnævnt til hertug af Jylland. Det havde andre været før ham. Valdemar Sejr havde selv haft titlen i den periode, hvor hans storebror Knud var konge, og i nogle år før 1232 havde Erik været hertug af Jylland. Nu fik Abel den titel, der var ved at være tradition for at give til søn nummer to. Traditionen sagde også, at titlen i praksis kun gjaldt den sydlige del af den jyske halvø. Grænsen var Skodborg Å – som senere kom til at hedde Kongeåen.

Var Sønderjylland noget særligt, siden det var den del af riget, kongens næstældste søn skulle være hertug af? Svaret er både ja og nej, men mest nej. Områderne længst mod syd var ganske vist meget forskellige fra resten af Danmark. Marsken i sydvest var bosat med frisiske indvandrere, og området syd for Danevirke var blevet koloniseret sydfra. Begge steder havde tilflytterne beholdt deres sprog og indrettet sig anderledes, end det var almindeligt i Danmark. Men det meste af Sønderjylland var ikke mere forskelligt fra Fyn, end Fyn var fra Jylland.

Det danske rige bestod af flere landsdele eller lande, som man sagde. Vigtigst var de tre store lande: Jylland, Sjælland og Skåne. De var ikke bare fysisk adskilt ved sund og bælter, men også temmelig forskellige. Kongen var godt nok (næsten) altid konge af Danmark og ikke af Jylland eller Sjælland for sig, men han var det ikke på helt samme måde i de tre lande. Da man i årtierne omkring 1200 fik en omfattende moderne skriftlig lovgivning i form af store lovbøger, fik de tre lande hver sin. Midtpunkt for de tre lande var landstingene i Viborg, Ringsted og Lund. Det var forsamlinger af stormænd og andre fra området. Tingene fandt sted med mellemrum for at vælge og hylde konger og vedtage love, men også for at holde ret.

Jylland, Sjælland og Skåne var ikke ene om at være lande og have landsting. Det gjaldt også Fyn, Langeland, Lolland, Falster, Halland og Blekinge, som dog ikke havde helt samme status som de store lande. Først og fremmest fik de ikke egne love. Til rækken af lande med eget landsting, men ikke egen lov, hører Sønderjylland. Her kendes et landsting på Urnehoved vest for Aabenraa fra begyndelsen af 1100-tallet. Vi hører dog kun om det ganske få gange i historien. På mange andre måder var det meste af Sønderjylland en almindelig del af Jylland. Da Valdemar Sejr i 1241 som en af sine sidste regeringshandlinger fik vedtaget Jyske Lov, kom den også til at gælde i Sønderjylland, selv om området var lovet til sønnen som hertugdømme. Administrativt var Sønderjylland inddelt i sysler og herreder ligesom resten af Jylland, og man vurderede jord på samme måde og brugte samme mønt.

Før 1232 blev Sønderjylland ikke en gang opfattet som et særligt område. Det ser man allertydeligst af, at området endnu ikke havde et navn. Når man var i Sønderjylland, var man i Jylland. Der var navne på forskellige lokale områder, men der var ikke noget navn, som samlede landet fra Kongeåen til Ejderen. Det er ganske afgørende. Uden et navn er det svært at opfatte et område som en enhed, der hænger sammen indad og er afgrænset udad. Det var også derfor, at hertugerne blev hertuger af Jylland. Det blev anderledes efter 1232. Abels slægt holdt fast ved området mellem Ejderen og Skodborg Å, til den uddøde i 1375. I løbet af den periode lykkedes det dem at gøre Sønderjylland til en næsten selvstændig stat, og i samme tidsrum fik landsdelen sit eget navn. Fra anden halvdel af 1200-tallet blev det almindeligt at tale om Sønderjylland.

Sønderjylland har haft en lang og kompliceret historie derefter. Området blev ved med at være et hertugdømme til 1867, da det blev en del af Preussen. Undervejs nåede det både at blive tæt forbundet med det sydlige naboland Holsten og skifte navn til Slesvig i slutningen af 1300-tallet. Det blev der ikke ændret på, da danske konger igen kom til at regere området efter 1460. Det var således en afgørende udvikling, der blev sat i gang i 1200-tallet.

Navnet Sønderjylland gik næsten i glemmebogen, til danske kredse genoplivede det i 1800-tallet. Navnet var blevet til som led i Sønderjyllands løsrivelse fra Danmark, men i 1800-tallet blev det tværtimod brugt som udtryk for den historiske forbindelse til Danmark. Blot det at tale om Sønderjylland var et bevis på dansk sindelag. Ordet blev stadig brugt om hele det historiske hertugdømme, men det er blevet anderledes efter 1920. Nu bruges det mest om den del, der blev dansk. På den måde indrammer navnet Sønderjylland landsdelens særlige historie og fortæller både om adskillelse og genforening i forhold til det øvrige Danmark. Men det blev til som led i det første, og det var i 1200-tallet, at Sønderjylland blev til og begyndte at blive noget særligt.

100 danmarkshistorier:

Maj måneds bog i serien 100 danmarkshistorier fra Aarhus Universitetsforlag er ”Hertugdømmet” af Carsten Porskrog Rasmussen. Bogen fortæller hovedtræk af Sønderjyllands historie 1232-1799. Historieprojektet er baseret på 100 bøger a 100 sider, skrevet af 100 historikere. Se mere på 100danmarkshistorier.dk

Som abonnent på en af Jysk Fynske Mediers aviser kan man tegne billigt abonnement her: https://jfm.bestilavis.dk/100/

Carsten Porskrog Rasmussen
Annonce
Forsiden netop nu
Skjern Håndbold

Skjern sejrede sikkert mod oprykkerne - men de kunne have vundet større

Mest læste

Leder For abonnenter

For lidt og for meget: Pas på vores unge mennesker

Bare kom i gang! Tag dig sammen! Jeg har da aldrig taget skade af... Men på den anden side: Skal jeg ikke lige gøre det for dig? Pas nu godt på dig selv - og husk, at du altid kan spørge mig om hjælp. Det er da også alt for hårdt for dig, at ... For lidt og for meget fordærver som bekendt alt. Det gælder også for de unges fritidsarbejde. Fire rektorer på uddannelsesinstitutioner i Ringkøbing-Skjern har her i avisen hejst et advarende flag: De og deres lærere oplever, at mange unge arbejder alt for meget. Eleverne bliver trætte og deprimerede, når kalenderen byder på skoledage fra 8 til 15, efterfulgt af arbejde fra 16 til 22. Læg dertil, at der gerne skulle være tid til også at lave sine lektier - så hænger døgnet ikke ret godt sammen længere. På Facebook var nogle af kommentatorerne til rektorernes opråb ude med en opfordring til de unge om bare at tage sig sammen. Beskyldninger om curling og klassikeren 'i min tid ...' blev trukket af stalden - for set i bakspejlet har man selvsagt altid oplevet det, der var meget værre. Men er det curling at opfordre forældre og arbejdsgivere til ikke at presse de unge til for mange og for lange vagter? Jeg synes det ikke. Lige så godt, det er, at de unge i Ringkøbing-Skjern Kommune er blandt landets mest arbejdsomme, når det gælder fritidsjob ved siden af skolen - lige så skidt vil det være for både vores samfund og for de unge selv, hvis de knokler på i en grad, så de glemmer at gøre nok ved den uddannelse, som trods alt er deres hovedbeskæftigelse. Det er vigtigt og rigtigt, at vores børn og unge lærer, at ansvarlighed og arbejdsomhed betaler sig. Fritidsjob baner vejen for uddannelse og 'rigtige' voksenjob. Men for lidt og for meget fordærver alt - så kære forældre: Hold lige lidt snor i, at der er en fornuftig balance mellem skole og fritid. Kære virksomheder: Find fleksible løsninger for jeres unge ansatte, så de både kan passe jobbet og skolen. Og kære, kloge Facebook-kommentatorer: Hvis man pudser sine generationsbriller og kigger rigtig godt efter, er nutidens ungdom måske ikke så meget værre og mere forkælede, end vi selv var ...

Annonce