Annonce
Klumme

En ganske almindelig politiker i en ganske almindelig kommune: Medister, himmel og horisonter …

Arkivfoto: Aynia Brennan
Annonce

Der er to år til kommunalvalget. Midtvejsevaluering, kunne man kalde det. Helt grundlæggende har jeg det sådan, at politikere skal afholde sig fra at vurdere deres egne præstationer og resultater. Det, mener jeg, man skal overlade til vælgerne at afgøre. I stedet har jeg valgt at reflektere lidt over tilværelsen som politiker. I en politisk verden uden personlige rådgivere, assistenter eller spindoktorer. De findes ikke i kommunalpolitik – i alt fald ikke vest for Herning.

Ofte møder jeg mennesker, der gør opmærksom på, at de ingen forstand har på politik. Efter min mening er det et demokratisk problem. Pointen ved politik er netop, at man ikke behøver at have forstand på det. Des mindre, des bedre – faktisk.

Her kommer en fortælling om en ganske almindelig politiker i en ganske almindelig kommune.

Det er meget efterår. Vejret er, som det ofte er på den årstid i Danmark. Meget vådt og meget blæsende. Jeg sidder i bilen på rådhusets parkeringsplads. Jeg har forladt et antal møder, afholdt sidst på eftermiddagen. Jeg er vred og skuffet. Og pludselig usikker. Jeg kigger ud over fjorden. På trods af det elendige vejr er det ikke vejret, der påvirker mit elendige humør. Det er møderne. Beslutningerne. Reaktionerne. Jeg har mødt mange idioter i løbet af dagen. Jeg ved med sikkerhed, at hvis jeg møder mere end to idioter samme dag, er jeg selv én af dem.

Jeg mener, politik handler om mennesker. Nu rammes jeg af den der følelse af, at jeg ikke har med mennesker at gøre. Jeg har med møder at gøre. Jeg synes, jeg bliver klogere af at være sammen med mennesker. Jeg synes ikke, jeg bliver klogere af at holde møder. Meget teknik, mange diagrammer, mange regneark. Ikke så meget samtale.

Jeg overvejer mit politiske liv - lige der på parkeringspladsen. Måske skulle jeg forlade politik? Måske skulle jeg lade andre tage over? Måske er jeg mest i vejen? Jeg mærker fejheden som en knude i maven. Forlade politik – midt i en periode. Det strider mod alle de politiske værdier, jeg har belært mine børn om. Kæmp for det, I tror på. Det er det hele værd. Det kan godt ligne magtesløshed, men det kan godt give mening.

Jeg hiver telefonen op af tasken. Mellem borgermøder, kaffe ved køkkenborde og virksomhedsbesøg – er telefonen den eneste kontakt med vælgerne. Fire beskeder på telefonsvareren. Sager. Utilfredse borgere. Hjælp mig! Jeg tjekker Facebook – selv om jeg ved jeg burde lade være. Der raser en afgrundsdyb vred debat om en sag, der er en uge gammel. Kommentarerne er arrogante og nedladende. En politisk kollega fra et andet parti bliver helt åbenlyst uretfærdigt behandlet i et kommentarspor. Det generer min opfattelse af retfærdighed. Jeg selv bliver kaldt uhæderlig i samme sag. Jeg tror ikke, jeg nogen sinde i mit liv er blevet kaldt uhæderlig, selvom jeg sikkert har været det. Det giver næring til min usikkerhed.

Kommunalpolitik er en mærkværdig fritidsbeskæftigelse. Hvis man vil vælges, må man føre en valgkamp, der på alle måder er enormt akavet og narcissistisk i sin substans. Betingelsen for valg er synlighed – og ret markante holdninger, der enten skal være sorte eller hvide – selv om intet i denne verden er det. Hvis man bliver valgt, tvinges man ud i problemstillinger og dilemmaer, man slet ikke havde forestillet sig eksisterede. Egentlig er jeg bare et almindeligt menneske, der ikke er ligeglad.

Det er en fritidsbeskæftigelse, der har omkostninger i forhold til arbejde, familie og venner. Den omkostning betaler jeg gerne. Mere end noget andet, fordi jeg ikke er ligeglad.

Jeg bakker ud af parkeringspladsen og bevæger mig hjemad. På vejen ringer borgmesteren. Hans gode humør er uopslideligt. Han spørger til min holdning i en sag på morgendagens byrådsmøde. Jeg fortæller ham ikke om mit dårlige politiske humør. Hvis jeg stopper, ved jeg, at han vil ærgre sig. Vi har et godt samarbejde. Det samarbejde, som borgere gennem årtier har efterspurgt. Borgere, der efterlyser løsninger. Borgere, der ikke gider høre på historisk ævl og kævl. Vores samarbejde beror mere på respekt end enighed. Øjnene på bolden. Undgå tacklinger og tilstræbe mål. Politik handler om mennesker. Personlige relationer er helt afgørende i politik. Politiske resultater afgøres ofte af politiske relationer. Det er sjældent synligt i pressens spalter, men det er sådan, det er.

Samtalen er kort. Han fik den opbakning, han bad om. Jeg fik til gengæld noget andet. Politik kan være en handel. Borgerne hader det. Jeg forstår det godt. Men politik er en handel mellem politikere. Det er en del af den demokratiske værktøjskasse. Derfor får ingen alt, men alle kan få noget. Kort efter ringer en ven. Han underholder med en statistik, der fortæller, at politikeres troværdighed nu er på niveau med brugtvognsforhandlere og journalister. I selvironiens hellige navn griner jeg med ham. Du kan jo kigge forbi – hvis du kan huske hvor jeg bor? En snert af en bebrejdelse? Ja, jeg skal nok kigge i min kalender.

Jeg elsker dette område af Danmark. Jeg synes, det har det hele. Ikke mindst elsker jeg vestjyderne. Humoren. Det underspillede. Vedholdenheden. Det entreprenante.

Men jeg tror, vi kan meget mere. Jeg synes, vi er oversete. Jeg synes, vi er undervurderede, og det provokerer mig. Jeg bliver vred, når det øvrige Danmark opfatter os som småtbegavede og intolerante bonderøve. Og jeg bliver ked af det, når vi en sjælden gang selv bidrager til fordommen. Vi kan meget mere, end vi selv forestiller os.

Men der er mennesker, der ikke har det godt. Der er mennesker, der kommer i klemme. Lander mellem stolene. Oversete. Misforståede. Magtesløst syge. Eller bare uheldige.

Det er de forhold, der driver mig i politik. Udvikling og udsatte.

Jeg tror, det er en almindelig opfattelse, at politiske uenigheder står i vejen for venskaber i politik. Det er ikke rigtigt. Jeg har mødt nogle af de fineste mennesker i politik. Ofte dem, jeg er mest uenig med. Jeg respekterer forskellige værdiopfattelser, holdninger og synspunkter. Mennesker kommer forskellige steder fra og vil forskellige steder hen. "Vi lever under den samme himmel. Vi har bare forskellige horisonter", sagde den tyske politiker Konrad Adenauer.

Jeg kører ud af byen. Jeg kommer i tanke om, at min hustru er udrejst. Jeg kører ind til en dagligvarebutik. Jeg håber, at jeg lige i aften kan bevæge mig gennem butikken uden at blive involveret i en politisk sag. Jeg går ved køledisken og kigger mat ned på en medister. Jeg tænker på reaktionen, hvis jeg stopper i politik. Hvordan vil mine partifæller reagere? Hvordan vil min familie reagere? Jeg tænker, vælgerne vil foretage et kort skuldertræk. For når man er ude, så er man ude! Jeg træffer en beslutning. Jeg vælger medister.

Jeg lægger den i kurven – sammen med en pose kartofler og en pakke smør. En mand lægger samtidig en hånd på min skulder. Jeg vender mig om. Jeg har aldrig set ham før. Ca. 60 år. Noget vejrbidt. Lidt nedslidt af et langt arbejdsliv. Jeg når lige at tænke; Jeg involverer mig ikke. Jeg lover ikke, at jeg vil ringe tilbage. Jeg lover ikke, at jeg vil kigge på sagen. Jeg henviser til en anden. Han smiler til mig, og så siger han; Jeg kender dig egentlig ikke, men jeg vil bare sige, at jeg synes, I gør det meget godt i byrådet – alle sammen. Jeg synes, det går godt i vores kommune, og jeg er glad for at bo her. Jeg har ikke noget at klage over. Fortsæt I bare med det – så skal det nok gå – og i øvrigt har du valgt den rigtige medister. Den smager fremragende! Jeg ville nok vælge en brun sovs, men det er jo en smagssag. Kan du have en god aften ….

Jeg går opløftet til kassen og betaler. Jeg sætter mig ud i bilen og kører hjem. Steger min medister. Spiser den hurtigt med smørsovs. Han har ret! Den havde været bedre med en brun sovs. Jeg spiller Mozarts klarinetkoncert så højt, så hunden vil ud. Jeg går i seng og sover med det samme. Glad og fortrøstningsfuld. Det skal nok gå. Det giver mening. Jeg bliver i politik. Vælgerne må afgøre den sag.

Tilliden til politikere har nået et nyt lavpunkt. Nationale politikere er pakket ind i personlige rådgivere og assistenter. Det betyder, at alt det, de mener, er afstemt – strategisk og politisk. Jeg tror ikke, det forhold har bidraget til den politiske troværdighed. Jeg tror på politik, som det er. Jeg tror på, politik kan gøre noget bedre. Jeg tror på, politik kan forandre – og jeg synes, politik skal forandre. Intet i denne verden står stille. Verden skal bevæge sig.

Politik er en ustandselig forbandet prioritering. Det bliver næppe anderledes. I det forhold må politikere tage ansvar. Vi kan ikke behage alle. Det er en illusion. Politik kan ikke altid bare behage. Politik skal også bevæge. Det tror jeg på. Og så medister – med brun sovs.

Politik kan ikke altid bare behage. Politik skal også bevæge. Det tror jeg på. Og så medister – med brun sovs.
Foto: Søren Palmelund
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce