Klumme

Mathilde Munk om en dag i marts - og en ærgerlig ændring af farfars ord


Så indtraf underet for en uges tid siden: Officielt blev det forår. Forår med alle de selvmodsigelser, som det meste i denne verden har. Stort set lige så snart vi trådte ind i den første forårsmåned, forsvandt det fantastiske og usædvanlige vintersolskinsvejr, som vi havde nydt godt af i den sidste halvdel af februar, og som blev ved med at forundre ved at gentage sig hver morgen.

Nu drypper regnen. Det hverken øser eller siler ned, men der er dryp uden for mit vindue, vandperler på ruderne, og en tur i skoven for en lille time siden afslørede, at det er meget vådt og glat der.

På vej til denne skov passerede jeg udkørslen til Præstegården og måtte undvige to store turistbusser, der endnu engang havde fragtet folk til og fra, hvad der nu er blevet et museum – og tillige et relativt velbesøgt et af slagsen, har jeg indtryk af … Men engang var det noget helt andet …

Jeg vandrer meget rundt i denne fortid, om end landskabet er fuldstændigt og uigenkaldeligt forandret. Som der står i de første linjer af en af min mors yndlingsbøger: "Fortiden er et fremmed land: man opfører sig anderledes der" …

Jeg bliver konstant mindet om det. En ridetur i går bringer mig også forbi selv samme præstegård, og jeg bemærker til min ledsager, at det var mit barndoms paradis, men at det er en sær forandring at se sin far hænge på væggen som en museumsgenstand. Gudskelov er det dog kun hans billede! Men alligevel …

Jeg kommer der næsten aldrig. Ikke fordi der er noget galt med alt det fine, som lokalsamfundet har slidt for og bidraget så væsentligt til at få op og stå og vedligeholde, men fordi det ligesom er blevet lukket land for mig …

Det er der ikke i sig selv noget dramatisk eller usædvanligt i. Det er en fællesmenneskelig oplevelse, at der er steder og ting, der lukker sig bag os. Boliger, der engang husede mennesker, som har været kære for os, men nu står og stirrer på os med tomme vinduer. Måske der bor nye folk derinde nu, men vi har ikke længere adkomst til dem.

Jeg bliver bare så hyppigt mindet om det, der var, men som ikke længere er … og der er ikke meget nyt, der er kommet i stedet …

Selv det officielle skift til forår bringer uundgåeligt "Den blå anemone" med sig. "Hvad var det dog, der skete?" klinger fra radioer og danner grobund for refleksioner i aviser stort set hvert år med usvigelig sikkerhed. Men hvor denne strofe netop bebuder noget underfuldt nyt, der uventet spirer frem, så er min oplevelse nok mere, at der er så meget, der er afblomstret, og jeg glæder mig helt afsindigt til den dag, hvor fortidens gamle vinterhærgede muld pludselig har frembragt et eller andet, som jeg ikke i min vildeste fantasi havde drømt om at finde netop der af alle steder – "en flig af nådens trone".

Det ærgrer mig, at farfars sang ikke får lov at slutte med, hvad han oprindeligt efter overvejelser og overstregninger endte med at beslutte sig for, at der skulle stå. Af ukendte grunde er "vor Skaber" blevet lavet om til "din Skaber". Jeg ville ellers så gerne have dette fællesskab med anemonen i oprindelsen, men endnu mere vil jeg gerne have perspektivet udvidet og løftet til noget langt mere altomfattende end den enkelte lille blomst og den enkelte lille plet jord. Måske der er mennesker, der har vurderet, at ændringen sprogligt lyder bedre. Det er en skam, når den slags får lov til at rangere højere end indhold … Måske er det helt andre overvejelser, der gør sig gældende …

Men nu hvor det spirer frem derude, og det officielt er forår, vil jeg bare gentage farfars forundring over livet og Skaberen fra for 76 år siden: "Så bøjer jeg mig da mod jord og stryger ømt dit silkeflor, en flig af nådens trone. Du lille anemone, hvor er VOR Skaber stor"!

Det ærgrer mig, at farfars sang ikke får lov at slutte med, hvad han oprindeligt efter overvejelser og overstregninger endte med at beslutte sig for, at der skulle stå.

Mathilde Munk

0/0
Ringkøbing

Ingen vil kendes ved larmende højttaler

Klumme

Ugens anbefalinger: Kan I så komme ud!

Klumme

Ugens Prædiken: Sct. Jørgen og dragen

Tophistorier

Klumme

Om at lave benspænd for sig selv i hverdagen

Debat

Børn og ældre risikerer at komme i klemme - hvis ikke vi får tidssvarende velfærd

Læserbrev

Borgmesteren: Frivillighed og dialog er vejen frem mod nationalparken

Debat

Er ateisme virkelig ikke andet end en mavesur antipati mod Folkekirken?

Leder For abonnenter

Google og Facebook er ynkelige: Medier - det bliver I aldrig

Debat

Lejere forskelsbehandles unødigt hårdt