Klumme

Mathilde Munk om en dag i marts - og en ærgerlig ændring af farfars ord


Så indtraf underet for en uges tid siden: Officielt blev det forår. Forår med alle de selvmodsigelser, som det meste i denne verden har. Stort set lige så snart vi trådte ind i den første forårsmåned, forsvandt det fantastiske og usædvanlige vintersolskinsvejr, som vi havde nydt godt af i den sidste halvdel af februar, og som blev ved med at forundre ved at gentage sig hver morgen.

Nu drypper regnen. Det hverken øser eller siler ned, men der er dryp uden for mit vindue, vandperler på ruderne, og en tur i skoven for en lille time siden afslørede, at det er meget vådt og glat der.

På vej til denne skov passerede jeg udkørslen til Præstegården og måtte undvige to store turistbusser, der endnu engang havde fragtet folk til og fra, hvad der nu er blevet et museum – og tillige et relativt velbesøgt et af slagsen, har jeg indtryk af … Men engang var det noget helt andet …

Jeg vandrer meget rundt i denne fortid, om end landskabet er fuldstændigt og uigenkaldeligt forandret. Som der står i de første linjer af en af min mors yndlingsbøger: "Fortiden er et fremmed land: man opfører sig anderledes der" …

Jeg bliver konstant mindet om det. En ridetur i går bringer mig også forbi selv samme præstegård, og jeg bemærker til min ledsager, at det var mit barndoms paradis, men at det er en sær forandring at se sin far hænge på væggen som en museumsgenstand. Gudskelov er det dog kun hans billede! Men alligevel …

Jeg kommer der næsten aldrig. Ikke fordi der er noget galt med alt det fine, som lokalsamfundet har slidt for og bidraget så væsentligt til at få op og stå og vedligeholde, men fordi det ligesom er blevet lukket land for mig …

Det er der ikke i sig selv noget dramatisk eller usædvanligt i. Det er en fællesmenneskelig oplevelse, at der er steder og ting, der lukker sig bag os. Boliger, der engang husede mennesker, som har været kære for os, men nu står og stirrer på os med tomme vinduer. Måske der bor nye folk derinde nu, men vi har ikke længere adkomst til dem.

Jeg bliver bare så hyppigt mindet om det, der var, men som ikke længere er … og der er ikke meget nyt, der er kommet i stedet …

Selv det officielle skift til forår bringer uundgåeligt "Den blå anemone" med sig. "Hvad var det dog, der skete?" klinger fra radioer og danner grobund for refleksioner i aviser stort set hvert år med usvigelig sikkerhed. Men hvor denne strofe netop bebuder noget underfuldt nyt, der uventet spirer frem, så er min oplevelse nok mere, at der er så meget, der er afblomstret, og jeg glæder mig helt afsindigt til den dag, hvor fortidens gamle vinterhærgede muld pludselig har frembragt et eller andet, som jeg ikke i min vildeste fantasi havde drømt om at finde netop der af alle steder – "en flig af nådens trone".

Det ærgrer mig, at farfars sang ikke får lov at slutte med, hvad han oprindeligt efter overvejelser og overstregninger endte med at beslutte sig for, at der skulle stå. Af ukendte grunde er "vor Skaber" blevet lavet om til "din Skaber". Jeg ville ellers så gerne have dette fællesskab med anemonen i oprindelsen, men endnu mere vil jeg gerne have perspektivet udvidet og løftet til noget langt mere altomfattende end den enkelte lille blomst og den enkelte lille plet jord. Måske der er mennesker, der har vurderet, at ændringen sprogligt lyder bedre. Det er en skam, når den slags får lov til at rangere højere end indhold … Måske er det helt andre overvejelser, der gør sig gældende …

Men nu hvor det spirer frem derude, og det officielt er forår, vil jeg bare gentage farfars forundring over livet og Skaberen fra for 76 år siden: "Så bøjer jeg mig da mod jord og stryger ømt dit silkeflor, en flig af nådens trone. Du lille anemone, hvor er VOR Skaber stor"!

Det ærgrer mig, at farfars sang ikke får lov at slutte med, hvad han oprindeligt efter overvejelser og overstregninger endte med at beslutte sig for, at der skulle stå.

Mathilde Munk

0/0
Annonce
Klumme For abonnenter

Klumme: Mens mange kæwler om valg, kigger jeg på æwler

Annonce
Annonce
Klumme

Ugens Prædiken: En kamp med mennesker og Gud

Klumme

Midt i en konfirmationstid: Talen, som en farfar aldrig fik holdt til sit ældste barnebarn

Klumme

Hvad har Kasper Søndergaard, min cykel og sammenhængskraft til fælles?

Leder For abonnenter

Turismevækst trues af mangel på hænder

Vi har et kæmpestort problem her i Naturens Rige: Vi mangler hænder! På en vis måde er vi blevet et offer for vores egen succes. Det går jo godt i Ringkøbing-Skjern Kommune. Der er gang i erhvervslivet, og har været det længe. Arbejdsløsheden er helt i bund, og det er nemt at få et job. Niels Hausgaard-vendingen, "der er altid arbejde til dem, der vil arbejde", er tæt på at være socialrealisme, ikke satire. I alt fald hvis man taler med bagere, købmænd, campingpladsejere og andre i sommerlandet. De får kun få eller måske endda slet ingen ansøgninger, når de slår stillinger op. Det er et problem. Et kæmpestort problem. Og der er ingen udsigt til, at det bliver bedre, snarere tvært imod. I Dagbladet i dag sætter vi fokus på problemerne for den del af erhvervslivet, der er afhængigt af turismen. Allerede nu er det svært at finde medarbejdere. I de kommende år bliver det stensikkert bare værre: - Vi regner med en vækst i turismen på omkring 50 procent frem mod 2025. Det betyder, at der skal ansættes 1500 flere i turisterhvervene. Nogle vil være på fuld tid, mens andre vil være deltids- og ungarbejdere, siger direktør Søren Lydig, Ringkøbing Fjord Turisme. 1500 flere medarbejdere på fem-seks år! På et tidspunkt, hvor der er registreret omkring 800 arbejdsløse i kommunen! Alene det kommende feriecenter Lalandia i Søndervig og oplevelsescentret Naturkraft skal tilsammen bruge hundredvis af ansatte. Det bliver svært. Især da turismeerhvervet er kendetegnet ved sæsonbetonet arbejde på ofte skæve arbejdstider og - det kommer vi næppe heller uden om - til lønninger, der har svært ved at konkurrere med en række andre brancher. - Det er noget lort, siger Bjarne Nielsen, fiskehandler på havnen i Ringkøbing. Og så kort kan det vel egentlig siges. For selv om Ringkøbing-Skjern har udsigt til kolossal vækst i turismen, hvordan skal potentialet så kunne realiseres, hvis ikke den nødvendige arbejdskraft er til rådighed? Direktør i Erhvervsrådet Hans Jørn Mikkelsen mener, at man bør begynde med at få aktiveret de ledige, vi har i kommunen - også dem, der ikke nødvendigvis kan arbejde 37 timer om ugen. Men som tallene viser, er det slet ikke nok, selv om man så fik aktiveret dem alle. Der skal mere til. Inden for turistbranchen snakker man om, hvordan man kan gøre det attraktivt for unge at tage arbejde i vort område i højsæsonen. Man vil lokke dem med, at de jo kan surfe, fiske og have sjov i fritiden og holde sommerferie, samtidig med at de tjener nogle penge. Om det lader sig gøre, er ikke til at sige. Men noget må der gøres. Vi må lægge vore vestjyske hjerner i blød og eventuelt søge assistance ude fra. Ellers mister vi en gylden mulighed for at styrke en branche i voldsom vækst. Og det vil virkelig være et problem...