Annonce
Debat

Elcykel, mælkeskummer og sølvpapir-skærer: Boligbytte bør prøves

Lotte Bliddal. Arkivfoto


For fjerde år i træk har vi byttet bolig tre uger i sommerferien. Tre af årene har boligbyttet fundet sted med forskellige hollandske familier og en enkelt gang med en belgisk familie. Det er så spændende, personligt og interessant at flytte ind i en anden families virkelighed og opleve, hvordan denne har organiseret sig og får dagligdagen til at fungere. Børnene får værelser, som normalt er beboet af andre børn, og ad den vej får de adgang til legetøj og underholdning det nye sted.

Min ægtefælle og jeg sover i et andet ægtepars soveværelse, laver mad i deres køkken, som hver gang i øvrigt indeholder alt, hvad man kan ønske sig af køkkenredskaber, køkkenmaskiner, krydderier og dagligdags fornødenheder, lige som vi drikker kaffe i deres have, læser bøger i deres sofa og alle de andre ting, man normalt foretager sig i sit eget hjem.

Allerede på første dagen i en fremmed families hus får man et indblik i, hvordan madkulturen er, da der står en kurv eller velkomstgave med nationale og/eller lokale specialiteter. En mappe med anbefalinger og tips til, hvad vi kan se, og hvor vi kan spise og handle ind, følger altid med i boligbyttet. Så undgår man kedelige oplevelser, da de, man bytter bolig med, bor i et velfungerende lokalområde langt væk fra lommetyve og turistfælder og af indlysende årsager ved, hvad der er godt.

Der er haver, terrasser, badeværelser, lækre stuer, og alt hvad man ellers er vant til fra sin egen dagligdag. Det er fascinerende og noget så givende.

Hvert år har vi fundet en ting i de pågældende hjem, som vi simpelthen har måttet eje. Det første år i Holland blev vi så glade for mælkeskummeren i huset, at vi købte en præcis magen til og tog denne med hjem. Året efter var det en vægmonteret holder til køkkenrulle, sølvpapir og husholdningsfilm, som gør det let at skære passende stykker af til indpakning af ungernes madpakker. Specielt vor mellemste søn Jesper, som har autisme, har haft glæde af vægholderen. Nu kan han selv pakke sin madpakke ind. Før skulle han have hjælp til skæring af folie og film, som altid blev filtret sammen, når han forsøgte sig. Siden dette geniale køb har han været selvhjulpen.

I år boede vi i en lille smuk by ved navn Laren, som ligger tæt på Amsterdam, og her blev vi introduceret for familiens elcykler. Elcykler har aldrig været et aktuelt eller relevant fokuspunkt i mit hoved, men igen i år var det vor mellemste søn, som blev ramt af fascination. Han var mindst ude at cykle to gange om dagen, hvilket satte tanker i gang hos os forældre. Måske han ville være i stand til at kunne cykle hver dag ud til Erhvervsskolen Vestjylland i Borris, hvor han skulle starte på et treårigt særligt tilrettelagt uddannelsesforløb? Ifølge Krak er der 20,8 kilometer hver vej fra Videbæk til Borris, så en cykeltur på 41,6 kilometer hver dag er alt andet lige noget af en tur.

Jesper var også efter vor hjemkomst fra Holland meget opsat på, at han ville cykle frem og tilbage hver dag, hvorfor vi investerede i en rigtig god elcykel efter rådgivning fra vor lokale cykelhandler i Videbæk. Det har simpelt hen været den bedste investering. Siden primo august har han cyklet mellem Videbæk og Borris hver dag. Han er så stolt af, at han formår at komme rundt på egen hånd, og vi forældre er taknemmelige for, at vi har en 17-årig dreng, som også på transportområdet er blevet selvhjulpen.

Helt ærligt: Havde det ikke været for vore boligbytte-ferier, tror jeg ikke, at vi ville have integreret disse ting i vort liv. Det kan simpelt hen anbefales at bytte bolig på denne måde, hvis du vil inspireres og har lyst til at inspirere andre ved at lade dem bo i dit hjem. Vi har her i huset svært ved at forestille os, at vi nogensinde kommer til at rejse på anden vis.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce