Annonce
Debat

E-sport og bevægelse: Der er ikke en reset-knap på et barns liv

Foto: Johan Gadegaard
Annonce

Læserbrev: I anledning af den store satsning på e-sport.

Når jeg møder cirka 300 nye vestjyske studerende om året, beder jeg dem om at præsentere sig ved navn og hvor de kommer fra. Nogle gange siger de noget i retning af: ”Udenfor Ringkøbing i en lille by der hedder Hover, i Ådum ved Tarm eller Abildå; men det ved du jo nok ikke hvor ligger”. Med stor overbevisning kan jeg svare: ” Jo, det ved jeg godt, - for jeg har spillet fodbold i vistnok samtlige landsbyer i det meste af Vestjylland”. Det er faktisk derfor, jeg beder dem nævne, hvor de bor, - for så kan jeg danne mig et billede, som gør, at jeg bedre kan huske dem.

Jeg spillede fodbold i RIF, og de år hvor jeg hørte til blandt de ældste, kunne jeg i reglen snige mig ind på førsteholdet. Når vi var sammen med årgangen ældre, var jeg typisk på andetholdet. Og der var også et tredjehold og et år såmænd et fjerdehold, samtidig med at både KFUM og Rindum også havde hold. Stort set alle drenge spillede fodbold og kom jævnligt ud for at spille kamp i landsbyerne omkring, der også kunne stille hold over to årgange.


Det er afgørende, at børn lærer, at de har indflydelse på deres eget liv og at de lærer at omgås hinanden uden at kunne resette hele tiden.


Jeg glædede mig altid til at skulle til træning de to gange om ugen og jeg glædede mig til kampene i Ølstrup, Herning og Stadil. Kun kampene i No var der blandede følelser overfor, fordi der var så mange muldvarpeskud på banen. Til træning mødte vi ofte et par timer tidligere og selvtrænede eller legede noget andet. Af og til aftalte vi at mødes på jordbanen om aftenen eller i weekend for at spille endnu mere, - uden træner. Havde vi en fritime i skolen som vi kendte til i forvejen, lejede vi tit Vesterhavshallen for 5 kr. pr. mand og så spillede vi igen, - dog mest håndbold.

Jeg blev aldrig professionel, og mine eneste seniorkampe var i serie 5. Alligevel er jeg fodbolden taknemmelig (og endnu mere håndbold, måske fordi jeg var lidt bedre til det). For det første fordi det var et alternativ til at sidde stille. For det andet fordi jeg lærte glæden ved spil , træning og bevægelse at kende. For det tredje fordi jeg fik gode venskaber og fordi vi i rammen lærte selvstændigt at organisere os og justere spillene, så det blev godt for alle, f.eks. ved at lave jævnbyrdige hold. For det fjerde ved at erkende, at en kamp i Harboøre har den samme spænding og intensitet som dem, vi prøvede, når vi var i Århus eller København. For det femte fordi RIF åbnede op for os som ledere og som medhjælpere sammen med de voksne ved et utal af arrangementer og dermed viste os, at vi var en hel masse værd.

De ting som jeg er taknemmelig over at have fået med, er aldeles nødvendige for at blive rigtig voksen. Det er afgørende, at børn lærer, at de har indflydelse på deres eget liv og at de lærer at omgås hinanden uden at kunne resette hele tiden. Det er en slags naturtilstand for børn, - de skal ikke sidde stille og underholdes.

I dag kan selv de større klubber ikke stille mere end ét hold. Naturtilstanden er brudt, og kun de bedste bliver ved med at spille bold når de bliver teenagere. Dels fordi klubberne har svært ved at finde en vej udenom den kommercialisering, der præger boldspil i dag og dels fordi den samme kommercialisering er en hovedhjørnesten, når man skal forstå e-sportens fremmarch. Nogle kan leve af det.

I mit arbejde som coach er én af de tilbagevendende opgaver at hjælpe unge, der kom til at sidde ved skærmen 8 -12 timer i døgnet, mens livet passerede forbi. De tjente ikke en øre på spillet og de synes ofte, at de mangler noget. På et barn eller en ungs liv er der ikke en reset- knap.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport For abonnenter

Tommy Jepsen har været fodboldtræner i 42 år: - Jeg har da forsøgt at holde pause, men det er aldrig rigtig blevet til noget

Ringkøbing-Skjern

I næste uge får tusindvis af kommunens borgere nyt internet og tv-signal: Sådan skal du forholde dig

Danmark

Interview: 'Jorden kalder' tænkte Jens Rohde, mens han sad og følte sig helt på månen

Annonce