Annonce
Klumme

Drop planlægningen, tag en chance og vind en personlig bamse...

De sorte løbesko stod i lang tid på nederste hylde, men efter en løbetur i juledagene har de fået en lidt mere fremtrædende placering på øverste hylde, for planen er nemlig, at de skal bruges en hel del mere. Foto: Mikael Sand

Har du ikke en cykel længere?

Jo. Hvorfor?

Jeg synes bare, det er længe siden, du har snakket om, at du cyklede på arbejde.

Jamen, det er, fordi jeg....

Købte du ikke et par løbesko for et års tid siden?

Jo. Hvorfor?

Jeg synes bare, det er længe siden, du har været ude at løbe en tur.

Jamen, det er, fordi jeg....

Kender du de der ledende spørgsmål, der for alvor kan give ondt i samvittigheden? Jeg gør i hvert fald, for jeg har fået de to ovenstående af slagsen rigtig mange gange i løbet af det seneste halve til hele år.

Og for at fuldende mine svar, så har jeg ikke lige fået cyklet på arbejde, fordi jeg har en bil til rådighed, og dovenskaben lever i bedste velgående, når valget mellem cykel og bil skal træffes. Jeg har også et par løbesko, men de har nærmest været groet fast i gulvet i baggangen, fordi jeg ikke lige syntes, jeg havde tid, overskud eller i virkeligheden troede på, at jeg var i form til at løbe mere end 750 meter. Med den distance syntes jeg ikke, det kunne betale sig at trække i løbetøjet og snøre skoene...

Nu er der nok nogen, der allerede forestiller sig, at den her klumme skal handle om nytårsforsæt, men det skal den ikke - bare rolig. Det skal faktisk handle om noget så simpelt, som at vi faktisk kan mere, end vi lige går og tror.

Så er det, at jeg bliver nødt til at vende tilbage til det med manglende motion og min fysiske tilstand. Jeg troede faktisk ikke tre sekunder på, at jeg var i nærheden af at være i form til noget som helst, og jeg spiste mig selv af med, at det garanteret var nok med de 2 x 30 minutters oldboysfodbold i adstadigt tempo hver eller hveranden søndag formiddag på Alkjær Stadion. Men inderst inde gruede jeg for at blive stillet over for en udfordring, der garanteret ville bevise, at jeg i en ufattelig dårlig fysisk forfatning.

Min frygt eller dårlige samvittighed blev også værre og værre, efterhånden som min kæreste mindst én gang om ugen kunne berette om sine erfaringer med den app, som jeg - ja, jeg var selv kommet med ideen - havde fortalt hende om. Det er noget med, at du skal begynde helt fra bunden med at gå i 30 sekunder, løbe i 30 sekunder og så videre. Hver uge skal du så stille og roligt skrue op for distancen. Pludselig lød hendes melding, at nu kunne hun da løbe fem kilometer uden pause. Av, det gjorde faktisk ondt sådan mentalt, for jeg var ikke kommet i gang med nogen som helst form for løbetræning eller med at bruge den app, jeg godt nok også havde downloadet på min telefon.

I dagene mellem jul og nytår var jeg så heldig at have lidt ferie, og på en af feriedagene kom det så - det spørgsmål, der bare måtte dukke op på et tidspunkt: Har du ikke lyst til at komme med ud og løbe en tur? Umiddelbart var det ikke ordet "lyst", der faldt mig ind som det bedste at kæde sammen med ordet "løbetur", men et eller andet sted kender jeg min kæreste så godt, at jeg var klar over, at det samme spørgsmål ville blive ved med at dukke op, indtil jeg gav mig. Så jeg tænkte: "Hvad pokker. Jeg siger dælme ja, hvis jeg kan få et par betingelser med i aftalen". Heldigvis sagde hun ja til, at det ville være okay, hvis jeg - som jeg helt klart havde på fornemmelsen - måtte melde forfald, vende om og gå tilbage efter 750 eller 1500 meter.

Strømper, shorts, trøje og løbesko blev gravet frem, og så var det ellers af sted.

Nu kommer det mest fantastiske, for den første kilometer blev klaret uden sved på panden og snigende krampe i lægmusklerne. På et tidspunkt siger min kæreste, at nu er vi halvvejs, og halvvejs var altså lig med 2,5 kilometer, og jeg havde - helt overraskende - luft til at svare tilbage med et "det går helt fint". For ikke at gøre den her klumme til en lang omgang minutter og kilometer vil jeg bare sige, at jeg nåede med hele vejen, og det blev til seks kilometer uden pause.

Ud over, at det gjorde mig glad, at min kæreste beskrev mig som sej og i god form, var der nu noget, der var næsten lige så fedt. Nemlig, at jeg rent faktisk "bare gjorde det", uden at der var tale om en målrettet træningsindsats eller et gammelt nytårsforsæt. At jeg så havde ømme lår, knæ og lægmuskler de næste to dage, og jeg skuffede med en sløj indsats til nytårsdags oldboystræning, er en helt anden historie.

Efter juleløbeturen vil jeg tillade mig at anbefale alle andre følgende: Smid det der planlægning og forarbejde i skraldespanden sammen med andet affald. Kast dig i stedet for ud i det, du har lyst til med åben pande ud fra devisen "tag en chance og vind en personlig bamse", for i mange tilfælde kan vi faktisk lige nøjagtig det, vi vil.

God søndag.

Annonce
Efter den her juleløbetur vil jeg bare anbefale alle andre følgende: Smid det der planlægning og forarbejde i skraldespanden sammen med andet affald.
Mikael Sand. Foto: Jørgen Kirk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Klar til afgang: Et hyldest-pift med togfløjten

Et højt og triumferende hyldestpift med togfløjten. Det er, hvad Skjern Bank og firmaet Hansen & Larsen har fortjent for deres beslutning om i fællesskab at skænke den gamle remise i Skjern til de lokale folk, der går med spændende planer for et ungdomshus i bygningen. Egentlig bør Hansen & Larsen have to pift, for det var dem, der tilbage i 2016 sikrede remisen mod truende nedrivning ved at købe den af Banedanmark. »Banen er en stor del af historien om Skjerns udvikling, så vi har købt den med øje for, at den skal bevares. Remisen skal gerne indeholde noget, der kan gavne befolkningen,« lød det dengang fra Brian Meldgaard, der er medindehaver af Hansen & Larsen. Meget tyder nu på, at det er lige sådan, det kommer til at gå. Efter en flerårig periode, hvor der var stille om den gamle remise, begyndte der sidste år at ske noget. Gentænk Skjern kom på banen, bogstavelig talt, og køreplanen hang godt sammen: En velbesøgt koncertaften blev efterfulgt af en succesrig fondsansøgning, og dermed var projektet sat godt og grundigt på skinner. Med den netop offentliggjorte donation af bygningen er der masser af lys for enden af tunnellen. De 850.000 kroner fra Realdania - i parentes bemærket 100.000 kroner mere, end de frivillige havde søgt om - skal bruges til at sætte facaden i stand. Næste mål er indvendig restaurering af den mere end 100-årige bygning, og her vil det uden tvivl hjælpe gevaldigt på fondenes lyst til at øse penge ud, når det er en forening med egen bygning, som søger midler. Med andre ord har lokale kræfter med en solid fælles indsats sikret håbet om, at Spillestedet Remisen kan slå dørene op indenfor en ikke alt for fjern fremtid. Der er lang vej og meget arbejde endnu, før Remisen kan fløjte klar til afgang - men mon ikke den hidtidige og meget fornemme opbakning vil give endnu flere skjernboer blod på tanden til at give en hånd eller en skilling med for at få projektet til at lykkes? Det må man håbe! Herfra letter vi i hvert fald på lokofører-kasketten i respekt for en flot indsats.

Kultur

Historisk bolighandel: Over 100 år gammel remise doneres til unge frivillige – nu er vejen banet for et folkehus

Videbæk For abonnenter

Skoler og børnehaver i øst: Vi får ikke nok midler til inklusion

Annonce