Debat

DR2-serie udstiller rovdrift på mennesker og ressourcer. ’Ranes Museum’ viser de sørgelige konsekvenser af offentlige nedskæringer

Michala Linn

Nedskæringer: Man sidder med en underlig smag i munden efter sidste afsnit af Ranes Museums anden sæson på DR2. For selvom museumsdirektør Rane Willerslev er sympatisk, hårdtarbejdende og underholdende i sin kamp for museets overlevelse, ligger den underliggende præmis og skurrer. Årsagen til alle direktørens trængsler, nemlig præmissen om at "Nationalmuseet skal spare, koste hvad det vil."

Og koste, det gør det: Rane Willerslev må konstatere, at han er blevet mere gråhåret, og at hans generelle helbred begynder at lider under, at han hverken får nok søvn, har tid til frokostpause eller har overskud til andet madlavning end frysepizza. ”Jeg kan godt mærke, at flommevommen bliver større, og energien svinder ud, og når jeg kigger mig selv i spejlet, så tror jeg, det er løgn,” konstaterer Willerslev i afsnit 5. Det får alle alarmklokker om risiko for stress og udbrændthed til at ringe.

Derudover har det også mere strukturelle konsekvenser: Man må man opsige flere af museets lejekontrakter, 35-40 medarbejdere mister deres stilling og de medarbejdere, der er tilbage, skal udfylde hullerne fra deres tidligere kollegaer. Mest tåkrummende bliver det, da Ranes sekretær bliver tvunget til at sige op, fordi hun, som følge af fyringsrunden, pålægges ekstra arbejdsopgaver (svarende til en hel dags arbejde). Den erfarne og uundværlige sekretær kan simpelthen ikke nå den øgede arbejdsmængde, som hun vurderer som ”urealistisk”. Og Willerslev må rådvild konkludere: ”Jeg ved ikke, hvem der skulle kunne overtage hendes rolle.”

Det spørgsmål har i mine øjne to mulige svar: Intet dødeligt menneske eller en medarbejder, der slider sig selv ihjel. Nogen må råbe, at ”kejseren er nøgen!” Besparelserne er ikke et grundvilkår, som vi må acceptere og leve med. Det har i flere år været et politisk mål, at hospitaler, uddannelses- og kulturinstitutioner, som Nationalmuseet, skulle underlægges årlige besparelser. Samtidig skal de levere – ikke bare samme kvalitet – men bedre kvalitet på flere områder. For vi skal jo kunne konkurrere med det internationale marked. Hvornår påpeger nogen den åbenlyse sandhed, at man ikke kan få samme ydelser og kvalitet for stadigt færre midler. Og hvornår stiller nogle spørgsmålet: ”Når den danske økonomi går fremad, og pengene tages fra velfærdssamfundets kerneydelser - hvor ryger alle de besparede penge så hen?”

Jovist, man kan også sige, at ”nød lærer nøgen kvinde at spinde” – eller rettere ”nødsituation lærer nøgen kvinde at spinde.” Således må man også tage hatten af for museets ansatte, der udviser stor kreativitet og nytænkning i en meget presset situation. Men når nøden bliver en kronisk tilstand, drives der rov på kreativiteten, og de depoter, vi skal bruge i uforudsete situationer, bliver udtømt. ”Kvinden” bliver med andre ord afkræftet, syg, overbelastet og stresset. Det er ulogisk, at det skulle kunne lade sig gøre at give 150 procent på arbejdet hver dag. Jeg er oprigtigt bekymret for de offentligt ansattes helbred.

Magthaverne må kigge op fra excel-arkene og spørge sig selv, hvilket Danmark vi vil have? Velfærdssamfundet udspringer af en vision om, at de gamle skal tages af, børnene skal passes i trygge og stimulerende omgivelser, de unge skal kunne uddanne sig, og at folket skal have adgang til vores fælles kultur på tværs af sociale skel – kort sagt en vision om et godt, sundt og indholdsrigt liv for alle. Jeg må minde regeringen om, at den offentlige sektor ikke er en irriterende ekstraudgift, vi skal skære ned på - den er selve rygsøjlen i det danske samfund.

Hvis man stadig insisterer på at kigge den offentlige sektor med økonomiske skyklapper, kan jeg citere en henvise til en analyse fra Dansk Industri, der konkluderer, at museerne bidrager med betydelig flere milliarder, end staten giver dem i støtte.

Kære politikere: Gør det ansvarlige, og giv Nationalmuseet og det offentlige Danmark den nødhjælp og økonomiske indsprøjtning, der er brug for!

0/0
Annonce
Klumme For abonnenter

Klumme: Mens mange kæwler om valg, kigger jeg på æwler

Annonce
Annonce
Klumme

Ugens Prædiken: En kamp med mennesker og Gud

Klumme

Midt i en konfirmationstid: Talen, som en farfar aldrig fik holdt til sit ældste barnebarn

Klumme

Hvad har Kasper Søndergaard, min cykel og sammenhængskraft til fælles?

Leder For abonnenter

Turismevækst trues af mangel på hænder

Vi har et kæmpestort problem her i Naturens Rige: Vi mangler hænder! På en vis måde er vi blevet et offer for vores egen succes. Det går jo godt i Ringkøbing-Skjern Kommune. Der er gang i erhvervslivet, og har været det længe. Arbejdsløsheden er helt i bund, og det er nemt at få et job. Niels Hausgaard-vendingen, "der er altid arbejde til dem, der vil arbejde", er tæt på at være socialrealisme, ikke satire. I alt fald hvis man taler med bagere, købmænd, campingpladsejere og andre i sommerlandet. De får kun få eller måske endda slet ingen ansøgninger, når de slår stillinger op. Det er et problem. Et kæmpestort problem. Og der er ingen udsigt til, at det bliver bedre, snarere tvært imod. I Dagbladet i dag sætter vi fokus på problemerne for den del af erhvervslivet, der er afhængigt af turismen. Allerede nu er det svært at finde medarbejdere. I de kommende år bliver det stensikkert bare værre: - Vi regner med en vækst i turismen på omkring 50 procent frem mod 2025. Det betyder, at der skal ansættes 1500 flere i turisterhvervene. Nogle vil være på fuld tid, mens andre vil være deltids- og ungarbejdere, siger direktør Søren Lydig, Ringkøbing Fjord Turisme. 1500 flere medarbejdere på fem-seks år! På et tidspunkt, hvor der er registreret omkring 800 arbejdsløse i kommunen! Alene det kommende feriecenter Lalandia i Søndervig og oplevelsescentret Naturkraft skal tilsammen bruge hundredvis af ansatte. Det bliver svært. Især da turismeerhvervet er kendetegnet ved sæsonbetonet arbejde på ofte skæve arbejdstider og - det kommer vi næppe heller uden om - til lønninger, der har svært ved at konkurrere med en række andre brancher. - Det er noget lort, siger Bjarne Nielsen, fiskehandler på havnen i Ringkøbing. Og så kort kan det vel egentlig siges. For selv om Ringkøbing-Skjern har udsigt til kolossal vækst i turismen, hvordan skal potentialet så kunne realiseres, hvis ikke den nødvendige arbejdskraft er til rådighed? Direktør i Erhvervsrådet Hans Jørn Mikkelsen mener, at man bør begynde med at få aktiveret de ledige, vi har i kommunen - også dem, der ikke nødvendigvis kan arbejde 37 timer om ugen. Men som tallene viser, er det slet ikke nok, selv om man så fik aktiveret dem alle. Der skal mere til. Inden for turistbranchen snakker man om, hvordan man kan gøre det attraktivt for unge at tage arbejde i vort område i højsæsonen. Man vil lokke dem med, at de jo kan surfe, fiske og have sjov i fritiden og holde sommerferie, samtidig med at de tjener nogle penge. Om det lader sig gøre, er ikke til at sige. Men noget må der gøres. Vi må lægge vore vestjyske hjerner i blød og eventuelt søge assistance ude fra. Ellers mister vi en gylden mulighed for at styrke en branche i voldsom vækst. Og det vil virkelig være et problem...