Annonce
Debat

Diakoni: Rækkefølgen er afgørende

Klittens Menighedspleje uddeler blomster under corona-nedlukningen. Foto: Christian Baadsgaard
Annonce

I dag holder vi i alle kirkerne på Klitten høstgudstjenester. Og som noget nyt i år gør vi kirkens høstfest til en ”diakoniens dag”. Diakoni betyder tjeneste, og er kirkens sociale arbejde. Høstofferet, som vi samler ind, går i år til Klittens Menighedspleje, som hos os er en del af kirkens diakonale arbejde, og blandt andet uddeler julehjælp. Det giver god mening netop til en gudstjeneste, hvor vi takker Gud for ”alle gode gaver”, at vi dér samler ind til mennesker, som har brug for en hjælpende hånd.

Umiddelbart kunne man så godt tænke, at det var en lidt uheldig prædiketekst til denne søndag, hvor vi hører om Jesu besøg hos Martha og Maria. For tilsyneladende fremhæver og roser Jesus, hvad Maria gør, i kontrast til, hvad Martha gør. Martha er travlt optaget af at ”sørge for” Jesus, stod der. Og ordet ”sørge for” i den græske grundtekst er en oversættelse af ordet diakoni. Hun var optaget af at tjene, af at arbejde, af at hjælpe. Pointen er ikke, at Marthas diakoni og tjeneste ikke er prisværdig, men at den slags bliver nødt til at have sit afsæt i noget. Vi kan have nok så mange fine visioner om diakoni, og ambitioner om at give en hånd til folk, der har brug for hjælp. Men det forudsætter alt sammen, at der er en kilde udenfor os selv, hvor energien til al den slags arbejde kommer fra. Ellers løber det alt for hurtigt ud i sandet. Og ligesom vi får tilført energi til kroppen udefra, når vi tager for os af høstens velsignelser, sådan har vi også i åndelig forstand brug for energitilførsel udefra. Skal vi ”hjælpe og værne om den, som er svag”, som vi synger i en af vore høstsalmer, så er vi helt afhængige af at få kræfterne til det udefra.

Og her peger Jesus på Marthas søster Maria, der sætter sig ned og lytter til Jesus. Det er her hos ham, vi kan få ny kræfter. Det handler ikke om, at det ene er vigtigt, og det andet uvæsentligt. Det handler om rækkefølgen. Der er noget, som må komme først. ”Bed og arbejd” sagde de gamle benediktinermunke, da de med Ansgar i spidsen kom til Danmark for 1000 år siden for at bringe os kristendommens gode budskab. ”Bed og arbejd” – det er kristenlivets mål og pejlemærke. Og vel at mærke i den rækkefølge. Da Jesus kommer ind i Martha og Marias hus, så er det første Maria gør at sætte sig ved Jesu fødder. Rækkefølgen er afgørende. Bønnen kommer først. At sidde ved Jesu fødder kommer først. Dette må være fortegnet for alt andet, vi gør. Fortegnet – et lille tegn, som gør en stor forskel. Et fortegn i musikkens verden ændrer tonen og melodien og bestemmer, om der fx spilles i dur eller mol. Men det skal sættes først– sætter du fortegnet efter den sidste node, gør det ingen forskel. Sådan ønsker Jesus at være fortegnet for alt, hvad vi gør. Han ønsker at være det fortegn, som ændrer og forvandler hele vor livsmelodi. Og for at han kan være fortegn, så kræver det, at han står foran alt andet.


Et fortegn i musikkens verden ændrer tonen og melodien og bestemmer, om der fx spilles i dur eller mol. Men det skal sættes først– sætter du fortegnet efter den sidste node, gør det ingen forskel.


Maria havde valgt den gode del, for hun gjorde det vigtigste først. Hun startede hos ham, hvorfra al energi og kraft til resten af livet udspringer. Søndagen er ifølge den bibelske kalender ”den første dag i ugen”. Rækkefølgen er vigtig. Skabelsens morgen var en søndag – da Gud i begyndelsen sagde ”der blive lys”. Da tændtes lyset som et fortegn for hele skaberværket. Opstandelsens morgen var en søndag, da Gud ”den første dag i ugen” kaldte sin søn ud af graven. Som et fortegn og en førstegrøde af alle døde. Kirkens fødsel fandt sted en søndag morgen, da Guds Ånd kom over disciplene pinsedag og gav dem kraft og fornyelse. Som et fortegn for den ”diakoni” for verden, som skulle være kirkens kendemærke. Søndagen er Faderens, Sønnens og Helligåndens festdag. Skabelsens, opstandelsen og fornyelsens festdag. Det største, Gud har givet os, har han givet os om søndagen. Det er her, det hele starter.

Efter at Ansgar havde bragt kristendommen til Danmark, gik der ikke mange år, før man indførte ”søndagsfred”. Man gjorde søndagen til helligdag og hviledag i Danmark. For søndagens hvile ved Jesu fødder er fortegnet for det kristne liv. Her får vi lov at starte på ny. Her får vi lov at få ny energi. Her får vi lov at begynde på en frisk - som Maria ved Jesus fødder. Til gudstjenesten om søndagen tager vi imod ”Guds tjeneste” for os, for at vi gennem resten af ugen med dens arbejde og gøremål kan gøre vort liv til en gudstjeneste – en tjeneste, en diakoni til Guds ære.

Prædiketeksten til 15. søndag efter trinitatis kan læses i Lukasevangeliet 10,38-42.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ringkøbing-Skjern

Minkavlere sværtet uden grund: Statens Seruminstitut sendte ikke spørgeskema til avlernes e-bokse

Ringkøbing

Lærervikar smittet med corona: Ringkøbing Skole sender flere end 100 hjem

Hvide Sande

Smitte på minkfarm nær Søndervig: Stribe af farme fra Vonå til slusen i Hvide Sande falder inden for døds-zonen

Annonce