Annonce
Klumme

Det vil mine børnebørn (måske) ikke tro på

Man føler sig gammel, når ens ungdom kommer på museum. Her LP'er og kassettebånd fra radiobutikken i Den Gamle By i Aarhus. Arkivfoto
Mange opfindelser var geniale, men blev overhalet af udviklingen, så de nu kun findes i erindringen.

Jo ældre man bliver, des mere har man oplevet. Ja, det siger vel egentlig sig selv.

Samtidig har man også oplevet meget, som for ens børn og børnebørn vil være historie. De vil kun opleve det, når de går på museum, eller når gammelfar fortæller anekdoter, altid startende med: ”Dengang jeg var barn….”.

Jeg er selv årgang 1958, så jeg er allerede fra det forrige århundrede, det er mine børn dog også, men for mine kommende børnebørn vil jeg jo være fra forrige årtusinde.

Min farmor, Andrea, var født i 1898 og blev 91 år. Jeg har nogle gange tænkt på, hvor meget hun nåede at opleve i sit liv. To verdenskrige, den første mand på månen, biler blev hvermandseje, fjernsyn, hele udviklingen af velfærdssamfundet, indførelse af den fri abort og meget meget mere. Hun var hjemmegående det meste af sit liv, men hun begyndte dog at arbejde på Rønbjerg Ismejeri, da hun blev enke. Hun voksede op med brændekomfurer, kakkelovn, vandpumpe i gården og en masse andre ting, som jeg ikke kender til, fordi tiden for længst var blevet en anden, da jeg kom til.

Sådan vil min børnebørn jo også have det. En masse teknologier vil de kun høre om, når de går på museer, eller når de gamle snakker.

Jeg kan jo huske dengang, vi brugte seks-cifrede telefon-numre, og jeg kan faktisk stadig mine forældres telefonnummer i hovedet, 86 30 14, men jeg kan ikke huske mine børns mobilnumre, for det gør min egen mobil for mig.

Jeg kan huske, at der var halv pris på telefonsamtaler efter klokken 19.30.

Der var telefonbokse med vedhæftede telefonbøger. Og det var selvfølgelig drejeskivetelefoner.

Jeg har gået i skole om lørdagen. Hver morgen stillede vi op i skolegården klassevis, inden vi klassevis gik ind i aulaen til fælles morgensang. I starten var vi på efternavn med lærerne, siden blev det fornavn. Vi fik kopier fra en spritduplikator. I nogle timer så vi billeder på et lysbilledapparat.

Jeg har været til forestillinger i en rejsebiograf. En mand kom kørende i sin bil med en stor filmfremviser, og det lokale forsamlingshus blev for en aften omdannet til en biograf, hvor der blev vist film på et stort lærred.

Jeg kan huske, da fjernsynet gik fra sort-hvid til farve.

Dengang stod vi i kø på posthuset for at betale regninger, vi stod i kø i banken for at hæve penge, vi brugte check til betaling, vi havde rejsecheck, når vi var i udlandet.

Vi havde spolebåndoptagere og senere kassettebånd, vi optog selv musik fra radioen, så det var irriterende, når studieværterne snakkede ind over musikken.

Jeg har stadig en skrivemaskine, hvor man skal trykke ret hårdt på tasterne for at få bogstaver på papiret.

Jeg har oplevet, at personlige computere blev almindelige. På min første computer skulle jeg hver morgen indlæse tekstbehandlingsprogrammet fra en floppydisk.

Jeg kom på internettet via et modem, det var via telefonledningen, så man kunne ikke ringe samtidig.

Personligt var jeg den første i min familie, der fik en studentereksamen, og Andrea var utrolig stolt, da jeg kom på universitetet. Det var stort for hende at opleve, at en fra hendes familie kom så langt i uddannelsessystemet. Da jeg stoppede og i stedet begyndte på journalisthøjskolen, var hun forsvundet ind i demensens tåger, men min kusine blev familiens første akademiker.

Da boede Andrea på et plejehjem, hvor personalet tog sig godt af hende.

Hun fik glæde af det velfærdssamfund, som hun og hendes jævnaldrende havde været med til at bygge op.

I hendes barndom fandtes der utrolig fattigdom og stor forskel mellem rig og fattig. Det var velfærdssamfundet med til at udligne. I dag tager vi samfundsgoderne for lige så naturlige som internettet og mobiltelefoner, men ingenting kommer af sig selv.

Og udviklingen fortsætter.

Det er faktisk ret fascinerende at tænke på, hvad mine børnebørn vil fortælle deres børnebørn om de gamle dage, for verden og udviklingen står i hvert fald aldrig stille.

Peter Linderoth Sørensen. Foto: Jørgen Kirk
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Frygter skævvridning af Danmark efter coronakrise: Regeringen varsler særlig hjælp til landdistrikterne

Annonce