Annonce
Klumme

Det vil mine børnebørn (måske) ikke tro på

Man føler sig gammel, når ens ungdom kommer på museum. Her LP'er og kassettebånd fra radiobutikken i Den Gamle By i Aarhus. Arkivfoto
Mange opfindelser var geniale, men blev overhalet af udviklingen, så de nu kun findes i erindringen.

Jo ældre man bliver, des mere har man oplevet. Ja, det siger vel egentlig sig selv.

Samtidig har man også oplevet meget, som for ens børn og børnebørn vil være historie. De vil kun opleve det, når de går på museum, eller når gammelfar fortæller anekdoter, altid startende med: ”Dengang jeg var barn….”.

Jeg er selv årgang 1958, så jeg er allerede fra det forrige århundrede, det er mine børn dog også, men for mine kommende børnebørn vil jeg jo være fra forrige årtusinde.

Min farmor, Andrea, var født i 1898 og blev 91 år. Jeg har nogle gange tænkt på, hvor meget hun nåede at opleve i sit liv. To verdenskrige, den første mand på månen, biler blev hvermandseje, fjernsyn, hele udviklingen af velfærdssamfundet, indførelse af den fri abort og meget meget mere. Hun var hjemmegående det meste af sit liv, men hun begyndte dog at arbejde på Rønbjerg Ismejeri, da hun blev enke. Hun voksede op med brændekomfurer, kakkelovn, vandpumpe i gården og en masse andre ting, som jeg ikke kender til, fordi tiden for længst var blevet en anden, da jeg kom til.

Sådan vil min børnebørn jo også have det. En masse teknologier vil de kun høre om, når de går på museer, eller når de gamle snakker.

Jeg kan jo huske dengang, vi brugte seks-cifrede telefon-numre, og jeg kan faktisk stadig mine forældres telefonnummer i hovedet, 86 30 14, men jeg kan ikke huske mine børns mobilnumre, for det gør min egen mobil for mig.

Jeg kan huske, at der var halv pris på telefonsamtaler efter klokken 19.30.

Der var telefonbokse med vedhæftede telefonbøger. Og det var selvfølgelig drejeskivetelefoner.

Jeg har gået i skole om lørdagen. Hver morgen stillede vi op i skolegården klassevis, inden vi klassevis gik ind i aulaen til fælles morgensang. I starten var vi på efternavn med lærerne, siden blev det fornavn. Vi fik kopier fra en spritduplikator. I nogle timer så vi billeder på et lysbilledapparat.

Jeg har været til forestillinger i en rejsebiograf. En mand kom kørende i sin bil med en stor filmfremviser, og det lokale forsamlingshus blev for en aften omdannet til en biograf, hvor der blev vist film på et stort lærred.

Jeg kan huske, da fjernsynet gik fra sort-hvid til farve.

Dengang stod vi i kø på posthuset for at betale regninger, vi stod i kø i banken for at hæve penge, vi brugte check til betaling, vi havde rejsecheck, når vi var i udlandet.

Vi havde spolebåndoptagere og senere kassettebånd, vi optog selv musik fra radioen, så det var irriterende, når studieværterne snakkede ind over musikken.

Jeg har stadig en skrivemaskine, hvor man skal trykke ret hårdt på tasterne for at få bogstaver på papiret.

Jeg har oplevet, at personlige computere blev almindelige. På min første computer skulle jeg hver morgen indlæse tekstbehandlingsprogrammet fra en floppydisk.

Jeg kom på internettet via et modem, det var via telefonledningen, så man kunne ikke ringe samtidig.

Personligt var jeg den første i min familie, der fik en studentereksamen, og Andrea var utrolig stolt, da jeg kom på universitetet. Det var stort for hende at opleve, at en fra hendes familie kom så langt i uddannelsessystemet. Da jeg stoppede og i stedet begyndte på journalisthøjskolen, var hun forsvundet ind i demensens tåger, men min kusine blev familiens første akademiker.

Da boede Andrea på et plejehjem, hvor personalet tog sig godt af hende.

Hun fik glæde af det velfærdssamfund, som hun og hendes jævnaldrende havde været med til at bygge op.

I hendes barndom fandtes der utrolig fattigdom og stor forskel mellem rig og fattig. Det var velfærdssamfundet med til at udligne. I dag tager vi samfundsgoderne for lige så naturlige som internettet og mobiltelefoner, men ingenting kommer af sig selv.

Og udviklingen fortsætter.

Det er faktisk ret fascinerende at tænke på, hvad mine børnebørn vil fortælle deres børnebørn om de gamle dage, for verden og udviklingen står i hvert fald aldrig stille.

Annonce
Peter Linderoth Sørensen. Foto: Jørgen Kirk
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Skjern For abonnenter

Nazi-hærværk mod jødiske gravsten: Samme bevægelse stod bag vandalisering af Per Arnoldi-kunst i Skjern og Tarm

Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Skjern Håndbold For abonnenter

Genlæs livebloggen: Spænding til sidst - men Skjern tabte til Aalborg

Annonce