Annonce
Klumme

Det var en 'Kennedy-dag', da Søren døde: Egelunds minder om stjernen uden nykker

Søren Solskin. Foto: Lars Egelund
”Der er dage, hvor ord bliver for små… Men ord er, hvad vi arbejder med, og ord må nu gøre arbejdet” *
Annonce

Fredag 7. februar d.å.: De norditalienske alper. Sidste aften i Sauze d’Oulx. Seks gode skidage. Én på opleveren! Nul uheld; men tæt på at blive pløjet ned bagfra. Godt mør i det gamle kadaver. En næsten fuldmåne oplyser kridhvide, snedækkede bjergtinder. Hotel Hermitage. Værelse 103. Står på balkonen. Ta’r afsked. Kufferter pakket. Busafgang tidligt næste morgen mod Torino. Herfra to timer med SK2960 til Kastrup. Hvorfor pokker flyver SAS ikke til Billund? Forhåbentlig hjem til gryende forår.

Klokken er 22.29. Mobilen ringer. Yngste søn: ”Har I set ’Breaking News’? Søren er død! I et færdselsuheld. I Aalborg”. - ”Søren, Søren, Søren…???” - ”Ja, ’din’ Søren. Chefredaktøren! Ham cykel-myggen, du ved?!? Der først kom til Bornholms Tidende. Og bagefter til Nordjyske… Nå, men jeg syn’s bare, du skulle vide det. Vi ses i morgen. God hjemtur. Godnat!” - ”Godnat!”

Sætter mig på sengen. Tjekker /ritzau/. Rammes i solar plexus. Kan ikke få luft. Må ud på balkonen igen. Tudbrøler. ”Nej! Nej! Nej! Ikke dét! Ikke ham! Ikke Søren Solskin”.

Pludselig bliver hele månen som blod. Jeg ved allerede med mig selv, at fredag den 7. februar vil indskrive sig i den efterhånden lange, ubærlige række af helt personlige Kennedy-dage*, som jeg til alle tider må bøvle med.

Pludselig bliver hele månen som blod. Jeg ved allerede med mig selv, at fredag den 7. februar vil indskrive sig i den efterhånden lange, ubærlige række af helt personlige Kennedy-dage, som jeg til alle tider må bøvle med.

Annonce

’Den eneste i verden’

Siden hin fatale fredag er der nu gået en uge. Sørens elskede Arina og deres to sønner, Frederik og Stian – Sørens forældre, søskende, øvrige familie, venner, bekendte og kolleger i hobetal – tog fredag eftermiddag i Tønder Kristkirke afsked med et fantastisk menneske, som sagde alt for tidligt farvel.

Jeg kunne unde læserne at have oplevet Søren i foråret 2012 synge Michael Falch-sangen ”Den eneste i verden” til sin Arina. I forbindelse med en privat fødselsdagsfest og med selvlært guitar-akkompagnement i dagens anledning. Hverken hos fødselaren eller aftenens gæster var et øje tørt:

”Jeg tænder et sent men levende lys

For den som jeg holder af

Jeg håber at du vil gå gennem mørket

Og finde din vej tilbage

Pust ikke lyset ud

Nej, tænd!

For jeg vil se dig

Le igen

Der er ikke noget at være bange for…”

Vi ved i dag lidt mere om ’trafikulykken i Aalborg’, hvor Søren på sin racercykel, den passionerede cykel-freak med de gode ben, blev påkørt bagfra af en bilist. Og at han et par dage senere døde af en infektion på vej i helikopter til Rigshospitalet.

Annonce

En forårsdag i Helvede

Kommer uvilkårligt til at tænke på cykel-aficionado Jørgen Leths ikoniske 1974-film ’En forårsdag i Helvede’. Optaget under det berygtede éndagsløb Paris-Roubaix, hvor frygtløse ryttere uden tøven tager kampen op imod fedtede, spejlglatte, brostensbelagte veje – de såkaldte ’pavés’. Livsfarligt!

I dag er landevejscykling på alle niveauer mere populært end nogensinde. Politiken-journalist Rasmus Bech mente ligefrem i sin avis, dagen efter Sørens tragisk død, at cykelsporten er Danmarks nye nationalsport. I færd med at sparke fodbold til hjørne.

Men at svinge sig op på en tohjulet cykel er bestemt ikke en nogen ufarlig affære i dagens Danmark. For danske trafikanters hensyntagen til ’de bløde bilister’ lader meget tilbage at ønske. Ikke mindst når det gælder de 4-hjuledes omgang med os lycraklædte amatører.

Hvornår blev - og hvad gjorde - racercyklen til Sørens tro følgesvend? Husker, at han engang, uden større besvær, indhentede mig en torsdag eftermiddag mellem Ølstrup og Muldbjerg. Jeg fortalte ham, at det var hér, jeg blæste hovedet tomt og derpå ’skrev’ mine lørdagsklummer. Og at jeg, når jeg efter 1½-2 timer kom hjem, satte jeg mig til tastaturet. Sov så på udkastet natten over, genlæste mit ’skriv’ fredag morgen/formiddag, korrigerede, kørte på ’bladet’ på St. Blichersvej, læste korrektur – og holdt weekend…

- ”Tror du også, jeg kunne skrive mine avisledere på den måde?”, råbte han i forbifarten, da han trådte an og gav mig baghjul op over den næste bakketop mod Hover.

Det er min klare fornemmelse, at han for eftertiden fulgte min opskrift.

Guitarhyldest til Arina. Foto: Lars Egelund
Annonce

Syv fede år

Vi er mange, der har meget at sige Søren tak for. Syv ’fede’ år blev det til fra 2007-14. Både på og i avisen; men mindst ligeså meget uden for redaktionslokalerne. Først to år som redaktionschef, og de sidste fem som chefredaktør. Inden bornholmerne bortførte ham så langt østpå, som han kunne komme.

Selv husker jeg hele hans Ringkøbing-tid som en fest. Igen må jeg ty til Jørgen Leth og endnu en af hans legendariske film: ’Stjernerne og vandbærerne’ fra 1976. Med Giro d’Italia som hovedperson. Den selv samme lyserøde Giro, som i juni 2012, i overværelse af flere tusinde vestjyder, på splitsekunder slyngede sig igennem Algade, henover Torvet og videre ud mod Klitten.

Leth, Ritter og Rolf Sørensen havde inden været forbi på rekognoscering for TV2. Og vores avis var på pletten. Med Søren i front.

Jo, nok var Søren ’stjernen’; men totalt uden de nykker, der tit følger med. Han gik foran, og gjorde i de år, sammen med en hel masse aktører – såvel i som uden for uden for bladhuset – vores lokale Dagbladet til en uundværlig med- og modspiller i vores vestjyske liv. Til hverdag og fest.

Eksemplerne på hans engagement og entusiasme er legio:

Førstemand på Dagbladets firmafodboldhold i Rofi Centret. Når der samme sted skulle interviewes lokalpolitikere i de hektiske aftentimer efter et byrådsvalg. Eller når Dagbladet og Jyske Bank skulle uddele årets Initiativpris til en meriterende, vestjysk ildsjæl.

For slet ikke at tale om dengang beboerne i Heboltoft, i sommeren 2013, ikke mere kunne udholde stanken af råddent tang langs stranden ved foden af Sorte Bakker. Dagbladets redaktion rykkede ud. Det samme gjorde TVMidtVest. Pludselig stod der minsandten, på kommunens foranledning, en tom container, plus en kasse øl og sodavand, og frivillige, iført redskaber og trillebør. En hel lørdag blev der taget livtag med naturens ’odeur’. Selvfølgelig med Søren og fru Arina i front.

Søren var også med, da 41 ryttere og 15 hjælpere, takket være 40 sponsorer, sommeren før tilbagelagde de 1.256 kilometer mellem Torvet i Ringkøbing og Triumfbuen på Champs-Elysées i Paris. Forud gik hundredvis af træningstimer på de vestjyske landeveje i al slags vejr. Spinning i ROFI-hallen og Søndervig. Masser af udgifter til grej. Afsavn fra koner, kærester, børn, øvrige familie og venner. Men, sagde deltagerne bagefter i kor: Det var det hele værd! Nogle af dem var parat til at tage af sted igen i 2013: De højeste bjergpas ”uden for kategori” i Pyrenæerne kunne bare vente sig!

Giro'en i Ringkøbing. Foto: Lars Egelund
Annonce

Klummer mod cancer

Søren var, sådan som journalist Anne-Mette Skaaning skrev det forleden i disse spalter, bare smaddergod til mennesker.

Selv husker jeg ikke, som simpel ’vandbærer’, nogensinde ikke at være blevet hørt. Eller hjulpet på vej: Jeg kunne for eksempel umuligt overhøre Sørens høje røst gennem den åbne dør ind til chefredaktørkontoret, da det en fredag, over middag, var ’klummetid’: ”EGELUND! Du skriver sgu’ for LANGT!”

Hvorefter han sendte mig med fotograf Jørgen Kirk ned i gården for at få taget er nyt ego-billede. Og i lørdagsavisen dagen derpå hed min klumme pludselig ’ad libitum’, og havde fået hæderspladsen på hele side 2. Og dér blev den i 3-4 år.

Eller da en prostata-cancer-dom, og dato for operation primo juni 2013, fik følgende livgivende klap på skulderen: ”Hør nu her, Lars! Du er jo ikke død endnu. Så nu beslutter vi to, at den bedste medicin er, at du fortsætter med at skrive dine ’ad libitummer’ hele sommeren – og det skal jeg nok orientere redaktionen om. Og når vi så alle sammen, dig inklusive – og rask! – er tilbage fra sommerferie, så kører vi to en tur rundt om Stadil Fjord. På cykel!”

Aldrig har Stadil Fjord været smukkere end den septemberdag. Og aldrig har en racercykelsadel gjort så ond i rumpettos.

Søren fisker tang ved Heboltoft. Foto: Lars Egelund
Annonce

Et fantastisk menneske

Det lå Søren uendelig fjernt at stryge folk med hårene. Og der kan sagtens være nogle derude, selv på dage som disse, der husker sig stødt på manchetterne. Måske ligefrem, at Søren Solskin, som en anden Ikaros fra den græske mytologi, bevægede sig lige lovligt tæt på netop solen, brændte sit lys og sine vinger i begge ender, og endte med at styrte ned. Som Ikaros gjorde det i Det Ikariske Hav – netop det græske øhav, som var Søren og Arinas foretrukne feriedestination.

Men jeg minder om, at Søren både var mand for at stikke en undskyldning, og for at indrømme, når han havde taget fejl. Mange husker sikker, da han ved Folkemødet på Bornholm - på foranledning af sin 'gamle' avis - måtte æde sin gamle hat, velmarineret og tilberedt af Bent Graakjær fra Westergaards Hotel, Videbæk. Fordi Søren, som mange af os andre, forlods havde dødsdømt projekt Naturkraft.

Lad mig slutte med dette digt fra Jørgen Leths vel nok mest kendte digtsamling: ”Sportsdigte” fra 1967 – et hyldestdigt til en af cykelsportens allerstørste personligheder, italienske Fausto Coppi (1919-1960). Coppi blev altså kun 40 år. Han døde hjemme i Italien efter en cykelferie, da han ikke fik en effektiv behandling, fordi den rette diagnose ikke blev stillet i tide.

Digtet FAUSTO COPPI lyder i sin helhed sådan her (hør det på nettet!):

Fausto Coppi

var et fantastisk

menneske

befandt sig bedst helt alene

Når han kørte i bjergene

kunne ingen følge ham, han

var et fantastisk menneske

sagde tidligt farvel,

Fausto Coppi

Fausto Coppi

...

Udskift i digtet Fausto med Søren…

Søren Rosenlund Christensen døde 60 år efter Fausto Coppi. Kun 44 år gammel. På en Kennedy-dag, hvor ord blev for små. Men mange. Undskyld, Søren.

Du var et fantastisk menneske, der sagde for tidligt farvel. Æret være dit minde!

Lars Egelund. Privatfoto
Annonce

Kennedy-dage

*) Jeg har 'Lånt’ overskrift og indledning fra Berlingske-korrespondent Poul Høis reportage fra terrorangrebene i USA 9/11, 2001. Den tidligere Dagbladsjournalist – og Cavlingpris-vinder – der trådte sine journalist-elev-sko hos os i det vestjyske, udnævnte dengang i New York den 11. september til en ”Kennedy-dag”: Én af de dage, da mennesker verden over altid vil huske, hvor de var, og hvad de foretog sig.

Interview med John Fisker. Foto: Lars Egelund
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vestjylland

Fastholder: - Jeg så ulven

Annonce