Annonce
Kultur

Det lyttede musikredaktøren til i 2019

Forsanger og bassist Gary Meskil fra Pro-Pain står bag det album, som musikredaktør Simon Staun har lyttet mest til i 2019. PR-foto: Stephen Bollmann
Her er listen med de 10 albummer med udenlandske kunstnere, musikredaktør Simon Staun lyttede mest til i 2019. Der gemmer sig både amerikansk hardcore punkmetal, norsk teenagepop og canadisk rock i særklasse i bunken.
Annonce
Annonce

1: Pro-Pain - "Voice of Rebellion"

New yorker-bandet Pro-Pain har jeg lyttet til nærmest dagligt i 2019. Gruppens ekstremt hårdtslående blanding af punket hardcore og speed metal rammer mig lige i solar plexus hver gang. Åbnings- og titelnummeret på "Voice of Rebellion" er ikke for sarte sjæle, men har man mod på at træde ind gennem døren til et smertens kammer, venter der en oplevelse, man får svært ved at ryste af sig.

Annonce

2: John Garcia - "John Garcia and the Band of Gold"

Én af mine all time-vokalhelte, John Garcia, med en fortid i Kyuss, Unida, Slow Burn og Hermano har endnu en gang samlet et fortræffeligt band og vist, hvordan stenerrock skal skæres anno 2019. Indledningen på "Jim's Whiskers" giver mig ståpels, og "Kentucky II" burde få de fleste guitarelskere til at slikke sig kælent om munden. Der gemmer sig nærmest ikke et ringe nummer på albummet, hvor bandet må siges at levere en guldrandet præstation. Godt anført af en forbløffende velsyngende Garcia, som stadig har en af genrens ypperste stemmer.

Annonce

3: Neil Young - "Harvest"

Hvilket år er "Harvest" ikke blandt de mest hørte, kunne jeg spørge mig selv? Da det kom frem, at Neil Young skulle optræde på Tinderbox, kom "Harvest" på repeat og er ikke røget af endnu. Ét af rockhistoriens bedste albummer med nogle af mine ubetingede favoritnumre som "Old Man", "Heart of Gold", "Alabama" og "The Needle and the Damage Done" viser langtidsholdbaren og den afgrundsdybe kvalitet.

Annonce

4: Western Addiction - "Cognicide"

Endnu mere amerikansk hardcore fra kvintetten Western Addiction, der fra modsatte ende af kontinentet viser sig lige så potente som Pro-Pain fra østkysten. San Francisco-bandet har få sange på over to minutter, og den formidable "Chuch of the Blag Flag" er med sine to minutter og 12 sekunder albummets længste sang. Det er essensen af punk at kunne formidle sit budskab på halvandet minut, hvilket Western Addiction mestrer som få bands.

Annonce

5: Dean Lewis - "A Place We Knew"

Jeg lærte Dean Lewis at kende i foråret, hvor den australske popmusiker sang sig direkte ind i mit hjerte med debutalbummet "A Place We Knew", der er spækket med hits. "7 Minutes", "Waves" og "Be Alright" er skamløst velskrevne ballader, som af kvalitet matcher klassens bedste elever. Det kan blive lidt for pussenusset i store mængder, men i afmålte doser er det glimrende.

Annonce

6: The Smashing Pumpkins - "Mellon Collie and the Infinite Sadness"

Sommerens sublime koncert med The Smashing Pumpkins på Heartland fik mig til at gå på opdagelse i gruppens udgivelser, og ingen anden udgivelse slår "Mellon Collie and the Infinite Sadness". Dobbeltalbummet fra 1995 er proppet med så mange eminente rocksange, at man bliver helt ør ved tanken. Hvis man tog de 10 bedste af de 28 sange, ville man have en stærk kandidat til det bedste rockalbum nogensinde. "Tonight, Tonight", "Zero", "1979", "Bullet with Butterfly Wings" og "Here Is No Why" giver mig gåsehud på 24. år.

Annonce

7: Sigrid - "Sucker Punch"

Den talentfulde norske sangerinde udgav med "Sucker Punch" et af de mest helstøbte popalbummer i lang tid i foråret. Jeg er ingenlunde i målgruppen, men har skamlyttet de kompetente sange som "Don't Feel Like Crying", "High Five", "Strangers" og titelsangen. Hun har en naturlighed, som forplanter sig i samtlige sange og forsikrer mig om, at hun går en strålende fremtid i møde.

8: The Prodigy - "The Fat of the Land"

Forsanger Keith Flints død i marts fik mig til at hylde ham ved at sætte mit yndlingsalbum på med de britiske pionerer i The Prodigy. "The Fat of the Land" byder på en perlerække af sange, som ingen anden gruppe i denne genre har formået at matche siden. De tre første numre, "Smack My Bitch Up", "Breathe" og "Diesel Power" giver mig til stadighed åndenød med de fortættede beats, den monstrøse bas og Keith Flints aggressive vokal. Det ni minutter lange "ud af kroppen"-nummer "Narayan" føles også stadig som en rejse hinsides. Tak for alt, Keith!

9: Rod Stewart - "Smiler"

En af de bedste rock'n'roll-udgivelser nogensinde har Rod Stewart bag roret. Jeg skulle interviewe skotten i foråret og forberedte mig især med forrygende "Smiler" i højttalerne. "Sweet Little Rock 'N' Roller" indleder ballet efter alle kunstens regler, og "Let Me Be Your Car" træder speederen i bund, inden pladens klimaks kommer med "Hard Road", der fortrænger ethvert billede af Rod Stewart som en tam pop- eller folkemusiksanger. Hvis du kender et bedre rocknummer, hører jeg gerne fra dig.

10: Billie Eilish - "When We All Fall Asleep, Where Do We Go?"

Blot 17-årige Billie Eilish satte musikbranchen på den anden ende i foråret, hvor hun udsendte sit debutalbum "When We All Fall Asleep, Where Do We Go?" og viste sig at være én af årets bedste bookinger på Tinderbox i Odense. Hendes dystre pop ramte både min 10-årige datter og mig, hvilket er en bedrift i sig selv. "Bury a Friend" og "Bad Guy" har en tyngde, som er nærmest naturstridig hos så ung en sanger. Sangene er spillet mange milliarder gange tilsammen, og min familie må stå for mindst et par hundrede streaminger.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Kvalitet i stedet for tom reklame

Annonce