Annonce
Debat

Det glædelige budskab: Fra tavshed til tale

Elof Westergaard

Herre, Gud Fader i himlen, dine ord skaber de ting, du nævner. De former vores liv, skubber mørket til side og jager dæmonerne bort. Forbarm dig over os og jag alle vores tomme ord væk. Hjælp os i stedet med at lytte til dig så vi tager dine ord til os og gør verden til det mødested hvor vi lever som dine elskede børn.

Der er noget fremmed over evangeliet i dag. En fremmedhed, som måske ligefrem kan få en til at tænke, om der overhovedet er noget i denne fortælling for mig. Al den snak om dæmoner og uddrivelse af disse væsener, er det ikke noget, som hører til i en fantasiverden, i en horrorfilm eller som man kun møder hos mennesker i meget lidt oplyste samfund?

Jeg vil hverken fornægte, at beretningen om Jesus, der uddriver en dæmon af en stum mand, er mærkelig, eller at den efterfølgende dialog mellem Jesu kritikere og Jesus selv kan forekomme vanskelig og svær at forstå. Fremmedheden er der ingen grund til at fornægte, men der er dog samtidig grund til at fremhæve to forhold ved denne beretning, som det er væsentligt, vi tager med os nu i fastetiden og med i vores refleksioner frem til påsken:

For det første en mand, som er stum, kommer ved Jesu hjælp til at tale. Det er dybest set det, evangeliet gør ved os. Guds ord bevæger os fra tavshed til tale. Evangeliet er et glædeligt budskab, som rykker os ud af stumhedens sfære. Jesus fortsætter, kan man sige, Guds gerning fra skabelsens morgen. Gud kaldte der (ifølge den første af de to skabelsesmyter, som indleder Bibelen) med sit ord lyset og alt levende frem på jord.

Som Gud i begyndelsen kaldte alt frem af det tomme og øde, sådan tager Jesus nu fat i den stumme mand og giver ham talens brug, giver ham nye muligheder og et nyt liv. Denne bevægelse fra stumhed til tale foregriber også det, som skal finde sted med så eksplosiv en kraft i påsken. Jesu død på korset og hans opstandelse er netop det glædelige budskab om, at døden ikke længere får det sidste ord. Den tavshed, den stumhed, den afstand, som døden sætter mellem os, bliver nu brudt af Guds nærvær, hans lys, kraft og opstandelse.


Vi mennesker er tvetydige størrelser, men det fjerner ikke det grundlæggende skel mellem godt og ondt.


For det andet får Jesus i dialogen med sine kritikere mulighed for at pege på, at der er forskel på ondt og godt. Vi skal hverken relativere det onde eller nedgøre det gode.

Jesu kritikere betvivler i dagens tekst Jesu helbredelse af den stumme mand, og de hvisker til hinanden, at det nok er sket ved et djævelsk hokuspokus. Ergo: Jesus selv skulle være i ledtog med den onde. Jesus spidder skarpt logikken bag en sådan tankegang. Det giver simpelthen ikke mening, at der bag en god gerning skulle stå en djævel. En djævel gør ikke godt.

Der kan altid sås tvivl om vi menneskers handlinger og om motiverne bag det, vi gør. Vi mennesker er tvetydige størrelser, men det fjerner ikke det grundlæggende skel mellem godt og ondt. Vold, had og ødelæggelse er af det onde.

Og gudskelov og tak, lader den gode Gud os ikke alene i verden. Ligesom han helbredte den stumme, træder han fortsat frem med sit ord og med sin ånd og kalder os frem til et nyt liv. Guds godhed og nåde forbliver. Hans kærlighed er stærkere end den stumme død.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
coronavirus

Sådan genåbnes der løbende for rejser: Her er de fire faser

Tarm

Brændte dæk og madrasser giver stor bøde

Ringkøbing-Skjern For abonnenter

KD mødte møllekritiske borgere: I skal vide, at debatten om testcentret slider på lokalsamfundet

Annonce