Annonce
Debat

Det er trist, Ringkøbing-Skjern: Brugerbetaling på den frivillige hjælp til sårbare mennesker er en skidt idé

Fotograf Camillahey.dk
Annonce

Læserbrev: Danmark har en række stolte traditioner, når det gælder frivillige organisationer og frivillige indsatser henvendt til nogen af vores samfunds mest udsatte borgere.

Også i Ringkøbing-Skjern Kommune er der stolte traditioner for at have en række frivillige tilbud og aktiviteter til gavn for udsatte og sårbare medborgere i området. Traditioner som sikrer, at ingen står alene eller uden for fællesskabet. Frivilligheden i lokalsamfundet i Ringkøbing-Skjern Kommune er næstekærlighed, når det er allerbedst.

Derfor gør det mig også trist, når frivillige ildsjæle rammes af økonomiske beregninger, som primært kommer den kommunale økonomi til gavn, men som ikke samtidig kommer sårbare og udsatte borgere til gode.

En række frivillige foreninger i Ringkøbing-Skjern Kommune er nemlig blevet mødt med et krav om brugerbetaling. Er der ikke brugerbetaling, så kan den frivillige organisation ikke få tildelt de såkaldte §18-midler, som enhver kommune ifølge Serviceloven er forpligtet til at afsætte og uddele til lokale frivillige sociale organisationer.


For mig at se virker det besynderligt at forlange brugerbetaling for en frivillig social indsats


For mig at se virker det besynderligt at forlange brugerbetaling for en frivillig social indsats – det fjerner vel også noget af meningen med en sådan gerning?

Målgrupperne for frivillige sociale indsatser har ofte meget lidt i forvejen, og det er måske heller ikke tit, at de vover sig ud for at tage del i fællesskaber og foreningsliv – ofte fordi det koster mange penge. Men med et gratis tilbud, får de en mulighed for at være en del af noget større. Skal vi tage denne mulighed fra dem ved at indføre brugerbetaling på den frivillige sociale indsats?

Enhver kommune må jo opstille egne kriterier for tildeling af støttemidler. Allerhelst i samarbejde med det lokale frivilligråd eller de lokale frivillige organisationer, som netop kender til lokalsamfundet og de behov, som er blandt grupperne af udsatte og sårbare medborgere.

Når kommunen og det lokale frivilligråd alligevel kommer frem til, at det er en god ide med brugerbetaling, så må jeg også opfordre til, at man samtidig overvejer, hvad kriterierne vil få af langsigtede konsekvenser for såvel frivillige organisationer som for de mennesker, den sociale indsats er tiltænkt. Måske det er oplagt at stille et par spørgsmål i forbindelse med beslutningen om brugerbetaling:

Med tanke på sårbare og udsatte menneskers økonomiske råderum, hvad vil et administrativt krav om brugerbetaling så komme til at betyde for organisationernes muligheder for at hjælpe denne gruppe borgere ind i fællesskabet?

Er der risiko for, at tildelingen af støttemidler bliver en smule for tilfældig, når der er et administrativt krav om brugerbetaling? Hvis en frivillig organisation i deres ansøgning kommer med en begrundelse for en lav brugerbetaling eller et argument for helt at opgive brugerbetaling, vil begrundelsen så blive vurderet sagligt? Hvem skal egentlig foretage disse vurderinger?

Er det begrundelse nok, hvis organisationen i ansøgningen henviser til de adskillige statistikker, som bekræfter, at netop deres frivillige tilbud kan være med til at imødekomme en konkret social problemstilling? Risikerer vi nye niveauer af opfindsomhed både i forhold til udformningen af ansøgninger og fremtidige kommunale kriterier, hvor resultatet bliver et endnu større pres på de udsatte og sårbare mennesker frem for en håndsrækning og en hjælp?

Ja, sådanne overvejelser om kriterier for støttemidler – og en række flere – mener jeg, at man i Ringkøbing-Skjern Kommune i tæt dialog med de frivillige lokale organisationer principielt bør forholde sig til. Kun sådan sikrer vi, at de lovbestemte kommunale støttemidler går til at støtte det frivillige sociale arbejde, og reelt også gøre en forskel der, hvor de oprindeligt er tiltænkt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce