Annonce
Livsstil

- Det er mig en gåde, at folk ikke står i kø til bibliotekerne dagligt

Rebecca Bach-Lauritsen. Foto: Agnete Schlichtkrull/Rosinante
Mig og kulturen: Rebecca Bach-Lauritsen

Hvad bidrager kulturoplevelser med i dit liv? - Kunst og kultur er min måde at være i verden på. Jeg forstår livet gennem sætninger og sansninger. Min all time greatest kulturoplevelse er at gå på biblioteket, og det er mig en gåde, at folk ikke står i kø til bibliotekerne dagligt. Jeg har et højt forbrug af bøger og har en gulv til loft-bogreol. Men jeg kan ikke købe alt, jeg læser, fordi jeg også bare orienterer mig i mange forfatterskaber, genrer og grene af litteratur uden at læse bøgerne fra start til slut. Så jeg går på biblioteket flere gange om ugen med et specifikt formål, og når jeg er der, bliver jeg fanget af noget uventet på hylden med nye udgivelser, eller på en reol, jeg ikke kendte i forvejen, men som jeg pludselig står ved, fordi jeg skulle finde et eller andet lille hæfte om persisk bogbinderkunst.

Hvilken bog eller hvilket blad har givet dig en god oplevelse? - Digtet er den form, der taler mest direkte til mig. De tre digtere, der hele tiden er der for mig, er Edith Södergran, Inger Christensen og Emily Dickinson. Dette digt fra sidstnævntes ”Envelope Poems” (som hedder sådan, fordi de er skriblet ned på for- og bagsider af brugte konvolutter) er som et mantra for mig: “In this short life / That only merely only lasts an hour / How much - how little / Is within our power.”

Hvilket album eller hvilken koncert vil du gerne høre igen? - Jeg er draget af de oplevelser, man ikke er forberedt på. I mine egne børne- og ungdomsbøger skriver jeg om de øjeblikke, hvor man første gang skal forholde sig til noget, som man bare ikke ved, hvad er. Døden, forelskelsen. De ting, der forandrer. Der, hvor du blæses omkuld. Mærk det lige. Prøv at huske, hvornår det sidst er sket for dig. At du simpelthen ikke aner, hvad det er, der foregår, men helt skarpt sanser, at det er noget, der ændrer dit liv. Så jeg ville gerne genhøre de første koncerter, jeg selv købte billet til. Bruce Springsteen på Gentofte Stadion i 93. Massive Attack i KB Hallen i 98.

Hvilken film, hvilken tv-serie eller hvilket teaterstykke har gjort indtryk? - ”Romeo og Julie” på Det Kongelige i Elisa Kragerups opsætning. Kampen mellem de to familier udkæmpet med høje smæld af lågene på de flygler, der stod i hver side af scenen. Jeg synes, hun er den vildeste gave til dansk teater. Jeg åd hendes opsætning af ”Den kroniske uskyld” og læser hvert eneste nyhedsbrev fra Betty Nansen Teatret, hvor hun nu er direktør.

Hvilket kunstværk eller hvilken udstilling tænker du tilbage på? - Jeg besøgte for fire år siden udstillingen ”Naturmøder” på Willumsens Museum i Frederikssund. Jeg var der med mine to yngste børn, der på det tidspunkt var to og ni år, og det er den bedste oplevelse, jeg har haft med en udstilling, fordi mine drenge oplevede den helt rent og sanseligt, uden at vi skulle læse på skiltene først, hvad det var, vi skulle opleve. John Kørner havde vævet et kæmpe tæppe, som så skrånede fra gulv til loft og hed "Tsunami", og vi løb op og ned af det og blev svimle af mønsteret og fuldstændigt bølgede ind i illusionen. Der var også et lydværk, der tog røven på mig, for at sige det, som det er. Det hed ”Isfald” og var skabt af Jacob Kirkegaard, og det var forskellige former for optagelser af gletsjere, der smeltede - optaget inde i isen på en eller anden måde. Jeg hørte det i et helt sort rum og var seriøst ved at falde sammen, når de store brøl af smeltende, væltende is faldt gennem rummet og gennem mig. Det er sådan et besøg, mine drenge også stadigvæk taler om.

Hvilket design eller kunsthåndværk sætter du mest pris på? - Litografi og andre former for tryk påvirker mig helt fysisk, jeg ved ikke, hvad der er. Men det er noget med det meget håndgribelige maskineri og de små variationer fra tryk til tryk i samme serie. Selv er jeg så heldig at have Thea A. Käszners værk “Heldigvis er jeg født lykkelig” hængende hjemme i min stue. Der hænger også et eksemplar på Statens Museum for Kunst i Goodiepals samling.

Hvilken kulturoplevelse drømmer du om at få mere tid til? - Teater. Det forstærker min egen koncentration og evne til at give mig hen til oplevelsen, at det sker i nuet. Jeg kan ikke pause det og se det færdigt i morgen. Jeg er i det hele taget fascineret af den helt fysiske scene. Forskellen på det, der sker på den, og det, der sker bagved eller udenom. At der er flere virkeligheder i samme rum. Jeg kunne også godt selv tænke mig at skrive mere til scenen.

Hvad er den værste kulturoplevelse, du har haft? - Jeg så engang en filmatisering af ”Siddharta”, der er en af mine yndlingsbøger af Hermann Hesse. Det var i Cinemateket, som jeg ellers sætter højt, men det var helt galt. Som jeg husker det, foregik det meste på et tæppe på en græsplæne og mindede om den slags, mine kusiner og jeg fremførte for vores forældre, da vi var syv år. Ikke et ondt ord om det - men som kulturoplevelse virkede det ikke, og jeg gik for første og eneste gang midt i filmen.

Annonce

Rebecca Bach-Lauritsen

Født i 1976. Uddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur i 2010 og har tidligere arbejdet på DR’s børnekanal Ramasjang.

Hun debuterede i 2011 med den prisbelønnede ”Veronika lyder som harmonika”, som hun fik Skriverprisen for samme år.

Hun er også forfatter til romanerne ”Sommerdrenge” og ”Ellens ark”, som begge ophæver grænserne mellem børne-, ungdoms- og voksenlitteratur.

Hun er aktuel med ”Det meget meget MEGET farlige monster”, der er hendes første billedbog til de små.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Dagbladet mener: Man bliver stolt over de fastboendes 'folkebevægelse'

Man bliver flov overfor turisterne. Sådan lyder den korte, kontante begrundelse for et initiativ, der forleden fik 20 lokale frivillige til at trække i gummistøvlerne og trodse møgvejret for at bruge deres lørdag på at samle de store mængder affald op, som i månedsvis har skæmmet grøfterne langs Klitvejen. Bag initiativet står Hvide Sande-parret Heidi Broe Vrist og Lars Anker Hansen. Det er dem, der har følt sig så flove over at se den smukke Margueritrute omdannet til en skamfuld skralderute, at de har valgt at tage affaldssækken i egen hånd og gøre noget ved sagen. I første hug blev 74 sække fyldt med øldåser, flasker, slikposer og meget andet skidt. 74 sække! Men der er såmænd tilstrækkeligt med skrald tilbage til, at man kan samle lige så meget op og mere til, når succesen gentages lørdag 29. februar - selvfølgelig forudsat, at der også denne gang dukker en pæn flok frivillige kræfter op, som vil bruge lidt af weekenden på en fælles forskønnelse af grøftekanten. De store mængder affald dukkede op til overfladen, da kommunens folk for nogle måneder siden rensede grøfterne op for at gøre dem i stand til bedre at kunne tage de store mængder af regnvand. Der var røster fremme om, at kommunen burde rydde op efter oprensningen, men afdelingsleder for Vej og Park Kristian Korsholm måtte med beklagelse afvise, at det kunne komme på tale. Det ville kræve mandetimer, der ikke er budget til, forklarede han. Det er sund fornuft, at kommunens ressourcer lige nu gør bedst fyldest ved at blive brugt på at skaffe afløb for de enorme vandmængder. Og det er udtryk for et beundringsværdigt borgersind, når private mennesker som Heidi Broe Vrist og Lars Anker Hansen ikke nøjes med at brokke sig over kommunen eller måske rense lidt på egen matrikel, men i stedet går forrest i en hel lille 'folkebevægelse'. Herfra letter vi på sydvesten og bukker i stor respekt for initiativet. Mennesker som jer er der god grund til at være stolt af! Der er mulighed for at blive en del af 'bevægelsen', hvis man møder op på parkeringspladsen ved genbrugsstationen i Hvide Sande lørdag 29. februar klokken 10. Det er ganske gratis at deltage. Og hvis andre byer skulle lade sig inspirere, fortæller vi gerne om det i Dagbladet.

Annonce