Annonce
Kultur

Det er aldrig for sent at mærke livet

Dorrit Willumsen. Foto: Morten Holtum/Gyldendal

Dorrit Willumsen: ”Løg trækker tårer”.

Boganmeldelse: Jeg læste engang om en metode til at undgå at græde, når man skærer løg. Man skal bare stå med tungen ude af munden, for der er åbenbart nogle stoffer i løgsaften, som søger mod vand, og hvis de rammer tungen først, bliver de dér og når aldrig op til øjnene. Men altså, det er sørme lettere sagt end gjort at stå med tungen ude af munden i længere tid, og man føler sig også ret åndssvag, så selvfølgelig er det ikke en holdbar metode, og i Dorrit Willumsens nye roman, ”Løg trækker tårer”, vælger Winnie da også en helt anden udvej.

På sin 74-års fødselsdag, som manden har glemt, får hun ganske enkelt nok. ”Du lovede mig roser. Du lovede at varme mine hænder og fødder og at bære mine kufferter. Du købte kufferter med hjul, og nu er det bare bløde løg og problemer,” konstaterer hun.

Samme dag har Winnie fået en sms om, at hendes e-Boks er lukket, fordi hun har trykket forkert kode fem gange. ”Jeg hader computeren, mobilen og alle billetautomaterne.” ”Det er alderen,” siger manden, og det kan han jo have ret i, men Winnie smutter. Ud af døren på vaklende ben med kurs mod friheden. Hæver 20.000 kroner, smider mobilen i Sortedamssøen og flytter ind i al hemmelighed ind i en skunk i en lejlighed, der er ved at blive renoveret.

Da beboeren - en hvidhåret revisor på 1 meter og 80 med en anstrengende kæreste - flytter tilbage, bliver hun i sit skjul og lever i lejligheden, når han ikke er hjemme, mens hun langsomt forelsker sig i ham.

Mere af handlingen skal ikke røbes her, for man skal selv have lov til at bevæge sig rundt i Dorrit Willumsens både realistiske og surrealistiske roman, der på inderlig og humoristisk vis tegner et fint portræt af den splittelse, vi ”moderne” mennesker ofte føler mellem et samfund, der ræser af sted og forlanger evig omstilling og opmærksomhed, og så vores eget behov for bare at være til og føle ro og opleve kærlighed.

Så nej, det er ikke kun alderen. Faktisk gør den måske bare tingene tydeligere, og hvem gider i øvrigt få ondt i tungen eller stå og græde, fordi man skal skære løgringe til mørbradbøffer? Så er det sjovere at tage på tur med Winnie.

-

Dorrit Willumsen: ”Løg trækker tårer”. 174 sider. 199,95 kroner. (Gyldendal)

Udk. 12.09.2019

4 af 6 stjerner

Annonce
Dorrit Willumsen: ”Løg trækker tårer”. Foto: Gyldendal
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce