Debat

Derfor skal Sass Larsen ikke være finansminister

Erik Boel

Sass: Efter en S-valgsejr vil de borgerlige partier ligge i ruiner. Løkke Rasmussen går af på valgaftenen, og Venstre kastes ud i et formandsopgør. Som Jakob Ellemann-Jensen formentlig trækker sig sejrrigt ud af. Han repræsenterer trods alt ny energi, et frisk pust og evner at afmontere politiske problemer, inden de udvikler sig, som vildsvinehegnet i Sønderjylland.

Liberal Alliance vil være tæt på at gå i opløsning. Partiet fik ingen af mærkesagerne igennem i regeringen og vil efter et eklatant valgnederlag skulle kæmpe for at demonstrere sin eksistensberettigelse. DF slikker sårene. Mange af de socialt engagerede vælgere er gået til S. Og de vælgere, der er hardcore på udlændingepolitikke,n har fundet en ny havn hos en karismatisk politiker: Pernille Vermund.

Tilbage er der Socialdemokratiet, nu i regeringsposition. Efter det bedste valgresultat i mange år står partiet stærkt og vil formentlig kunne få mere end en valgperiode. Men under to forudsætninger.

En parlamentarisk. Der bliver tale om en mindretalsregering, men en yderst manøvredygtig en af slagsen. Den vil kunne samarbejde med alle partier fra DF til Enhedslisten. En ny Venstre-ledelse vil være ivrig efter at samarbejde med S for at demonstrere, at partier er regeringsduelig. Og venstrefløjen vil gøre alt for at vise, at denne gang - i modsætning til under Thorning Schmidt - har den fået indflydelse.

Venstrefløjen vil kunne få nogle lunser på klima- og miljøområdet, nu Socialdemokratiet har kapituleret over for de borgerlige partier på flygtninge- og indvandrerområdet. Det vil også imødekomme det socialdemokratiske bagland, der er utålmodigt efter at se klare socialdemokratiske aftryk. Masser af socialdemokrater deler Lykketofts karakteristik af Thorning Schmidt-regeringen som profil- og talentløs. Forventningen er, at nu skal det være anderledes.

Den anden forudsætning er, at det skal lykkes at holde sammen på S. Erfaringerne viser, at det ikke er helt nemt, når partiet er i regering. Mens det i 1990'erne var "the "fab four" - Lykketoft, Nyrup, Ritt og Auken- der sikrede en form for magtbalance i Socialdemokratiet, er det i dag et trekløver bestående af Martin Rossen, Henrik Sass Larsen og Mette Frederiksen.

Oprindelig stod Frederiksen og Sass Larsen på hver sin fløj. Men de tre er i dag svejset sammen af op- og nedture, fælles oplevelser på flere planer - og af politisk nødvendighed.

Rollefordelingen er klar: Mette Frederiksen kan sælge varen over for de socialdemokratisk orienterede vælgere med en passende dosering af den sociale indignation. Sass Larsen sætter de overordnede ideologiske pejlemærker - f.eks. på udlændingepolitikken - og sørger for, at der er ro på bagsmækken. Rossen er politikudvikler og en ferm tale- og artikelskriver for Frederiksen. Rossen leverer den originale vinkel og behersker den lette, elegante formulering. Jeg ved det, for vi skrev talrige aviskommentarer sammen for godt en snes år siden. Hvortil kommer, at Rossen som manden i midten har et nært personligt forhold til såvel Frederiksen som Sass Larsen, så han i tilfælde af turbulens gyder olie på vandene.

Hvem der er den mest uundværlige i trekanten er vanskeligt at sige. Det afgørende er, at de tre støtter og supplerer hinanden, og tilsammen leverer den stærkeste og på de indre linjer den mest uantastede socialdemokratiske ledelse siden Jens Otto Krag.

Men det er afgørende, at Sass Larsen ikke parkeres i finansministeriet, hvor han vil drukne i de daglige trakasserier, men får et ministerium som er arbejdsmæssigt overkommeligt, så han samtidig fortsat kan være en aktiv del af den magtfulde trekant. For på den måde at sikre, at regeringsskiftet i foråret 2019 ikke blot bliver en parentes, men varsler et egentligt systemskifte.

0/0
Annonce
Klumme For abonnenter

Klumme: Mens mange kæwler om valg, kigger jeg på æwler

Annonce
Annonce
Klumme

Midt i en konfirmationstid: Talen, som en farfar aldrig fik holdt til sit ældste barnebarn

Klumme

Hvad har Kasper Søndergaard, min cykel og sammenhængskraft til fælles?

Debat

Den fødende kvinde

Leder For abonnenter

Buddingen på væggen og møllerne ved kysten: Kan den realpolitiske tyngdekraft ophæves?

Valgkamp er ren magi. I nogle få, berusende uger virker hverdagens grå, realpolitiske tyngdekraft til at være ophævet. Alt synes at kunne lade sig gøre; drømme og visioner leviterer lystigt op mod det himmelblå. Nogle gange sker det i en koordineret parti-indsats. Andre gange er det båret af hin enkelte kandidat, som i mødet med den ene eller den anden vælgervirkelighed kommer til at se tingene gennem andre briller end dem, som partiet normalt har på. Et lokalt eksempel kunne opleves ved mandagens vælgermøde i Søndervig. Temaet var turisme. Publikum var blandt andet lokale aktører fra et erhverv, der med en årlig omsætning på 3,5 milliarder kroner ikke bør overses. Mølleparken, som står til at skulle sættes op blot fire til ti kilometer ud for kysten mellem Hvide Sande og Søndervig, var derfor et uundgåeligt emne. Flere feriehusudlejere undrede sig over, at politikere siger nej til et soppebassin på stranden, til restauranter med havudsigt eller til handicapstier, fordi vi skal passe på naturen - men at de samtidig kan sige ja til Vesterhav Syd. Det lokalt valgte folketingsmedlem Andreas Steenberg (R), der sad med i panelet, har jævnligt markeret sig som en varm tilhænger af de kystnære møller. I november 2016 sagde han til Dagbladet: "Det er godt for klimaet og det er godt for Vestjylland, at projektet bliver realiseret. Og heldigvis er der flertal for at fastholde de kystnære møller." Interessant at høre, at det før så positive folketingsmedlem nu erklærer sig betænkelig ved placeringen af kæmpemøller tæt på kysten. Men før flagene stryger til tops på klitten, skal det understreges, at Andreas Steenberg trods sin skepsis ikke mener, der er politisk opbakning til at aflyse projektet. Det tror da pokker. For mindre end en måned siden sendte hans partifælle, partiets energiordfører Ida Auken, en regulær skideballe af sted mod vest i et samråd med ministeren om de kystnære mølleparker: ”Uklædeligt, at man som byrådsmedlem i Ringkøbing-Skjern ikke stiller sig op og står på mål for det her”, lød det blandt andet i bredsiden, der også indeholdt ord som "rendt fra deres ansvar" og "gummiarm". Et par dage senere blødte hun ganske vist op og sagde, at hun har "stor fidus til byrådet i Ringkøbing-Skjern". Det var, kunne man forstå, mere partiet Venstre, der var mål for kritikken. Ida Aukens nu afdøde morbror, Svend, som gennem mange år gav Socialdemokratiet en markant stemme, sagde engang, at radikal politik er "som at sømme budding op på en væg". Det skal blive interessant at se, om det lokalt valgte radikale folketingsmedlem Andreas Steenberg efter valget 5. juni får held til at sømme sit partis politiske budding bedre fast, når det gælder Vesterhav Syd, end det hidtil er lykkedes. Indrømmet; det ville ligne ren magi. Men vi er håbefulde. Det skal man være i en valgkamp.

Klumme

Alle hører til et sted og har to vigtige valg!