Annonce
Læserbrev

Derfor fejrer vi sankthans

Læserbrev: I min planlægningskalender er der under datoen 24. juni fortrykt denne oplysning: »Skt. Hansdag«. Er der så ikke tale om en fejl, når det er datoen 23. juni, de fleste danskere forbinder med fejringen af sankthans?

Forklaringen er ikke så vanskelig. Vi kender noget tilsvarende i forbindelse med juleaften 24. december, for her står der i kalenderen under datoen 25. december »Juledag«. Og det er i al korthed den kalender-tekniske og datomæssige baggrund.

Men hvilken historisk person tænkes der så på i forbindelse med sankthansaften? Det er der ingen tvivl om, hvis man slår op i et leksikon. Jeg har blandt andet læst følgende herom i al korthed i Gyldendals store familieleksikon: »Aftenen 23/6 før sankthansdag, der er Johannes Døberens (Sankt Hans’) helgendag. – Er midsommeraften fejret med bålbrænding«.

Der kunne skrives meget mere om, hvad der i tidens løb ifølge folketroen er blevet forbundet med fejringen af sankthans, blandt andet afbrænding af hekse og så videre. Men jeg vil nøjes med at skrive nogle ord om den bibelske person Johannes Døberen. Ham kan vi nemlig lære meget af i kirken i disse år, for Johannes Døberen var ikke optaget af at »markedsføre« sig selv. Tværtimod talte han meget om Jesus, verdens frelser, som det blandt andet fremgår af disse steder i bibelen:

»Der kom et menneske udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset (Jesus) for at alle skulle komme til tro ved ham«. (Johannes-Evangeliet kap. 1, vers 6-7). »Han (Jesus) skal blive større, jeg (Johannes) skal blive mindre«. (Johs. 3,30).»..men alt, hvad Johannes sagde om denne mand (Jesus) er sandt«. (Johs. 10,41).

Også i året 2019 bør sådanne udsagn være et kendetegn på den sande kirke og dens tro tjenere. Og hvis vi kunne få lært af Johannes Døberen at rette vor opmærksomhed langt mere på bibelens usynlige Jesus end på den synlige kirke, så ville det være et godt udbytte af vor sankthansfejring.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce