Annonce
Debat

Den vantro, insisterende og trofaste Thomas

Børsmose Kirke holdt udendørs nadver Skærtorsdag. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Disciplene blev glade, da de så Herren. Det er godt nok en underlig reaktion. For det, de 11 forskræmte mænd ser, da Jesus møder dem påskedagsaften, er hans endnu ikke lægte sår efter naglerne og spydstikket Langfredag. Er det et muntert syn? At se en såret? Hvad er det med de mærker? Hvorfor er det dem, Jesus absolut vil vise dem?

Kunne det være, fordi de mærker identificerer ham, der møder dem bag de lukkede døre, som ham, der har mod og kræfter og kærlighed til at være på den anden side af de døre? Derude, hvor alt det, disciplene har gemt sig for, er. Mærkerne er ikke bare dødens og lidelsens mærker. De er også livets. Jesu livs mærker.

Ham, der møder dem trods deres lukkede døre, er ham, der i sit liv lod sig mærke af mennesker. Det er ham, der lod folk med ulækre sygdomme, højtråbende galninge og på alle måder gavmilde kvinder røre ved sig. Ham, der nu står og lyser fred og giver dem Helligånd til at gå ud i verden med hans myndighed til at forlade og ikke forlade synder, det er ham, der sad til bords med de alt for rige og de alt for fattige, og som lod sig mærke med præsters magtmisbrug og skriftkloges åndelige dovenskab.

Annonce

Det er ham, der sagde ”Elsk jeres fjender, og bed for dem, der hader jer”, og som hele sit liv udviste stærkt utryghedsskabende adfærd over for alle, der vidste sig i sikkerhed – det er ham, der nu sender dem ud til alt det og alle dem, de har gemt sig for.

I morges stod han op. Nu er det deres tur.

Men der er én, som ikke har været med bag de lukkede døre. Én, som først dukker op nu, en uge senere på denne første søndag efter påskedag. Det er Thomas. Han må have været derude i alt det farlige, de andre frygtsomt gemte sig for. Hvorfor var han ikke sammen med de andre påskeaften? Fordi han var modigere end de andre? Eller fordi han ikke har mere at miste? For Thomas har allerede mistet alt, da Jesus døde Langfredag. Fællesskabet med de andre i drengeklubben er ham inderligt ligegyldigt. Det er ikke dem, men Jesus, Thomas har været knyttet til og sat sin lid til og troet.

Det fremgår ikke, om det er Thomas, der opsøger de andre, eller det er de andre, der jo er blevet sendt ud af Jesus, som på deres vej støder ind i den enlige discipel. Men de 11 spritnye prædikanter må i hvert fald lide den tort, at den allerførste, de prædiker for, nemlig Thomas, er fuldstændig ligeglad med deres ellers prisværdigt korte og præcise prædiken: ”Vi har set Herren”. ”Hvis jeg ikke ser naglemærkerne og stikker min hånd og finger i dem, tror jeg ikke”, svarer Thomas. Trodsigt. Og tilhørere, der svarer på den måde, har alle dage været prædikanters skræk. Tilhørere, der ikke bare småsover og gaber under prædikenen, men som protesterer og siger imod.


Tilhørere, der svarer på den måde, har alle dage været prædikanters skræk. Tilhørere, der ikke bare småsover og gaber under prædikenen, men som protesterer og siger imod.


Måske er det derfor, en eller anden engang har fundet på at give den her bid af Johannesevangeliet overskriften ”Den vantro Thomas”. Så kunne han få dén, kunne han. Thomas, som ikke lod sig begejstre og overbevise af de glade, jublende forkynderes ”Vi har set Herren”.

Men er det egentlig sådan, det hænger sammen? Er Thomas vantro? Ja, han er vantro overfor de andres begejstrede men ærligt talt også dybt selvoptagede prædiken ”Vi har set Herren”. Nå! Jamen til lykke med det. Men hvad kommer det lige Thomas´ liv og sorg og forvirring ved, hvad ”vi” har oplevet? Er det egentlig ikke en både forståelig og sund vantro og skepsis, Thomas udviser?

For er det ikke rimeligt nok, det, som Thomas kræver for at tro deres ord? Han vil jo bare se det, de andre så sidste søndag aften: Sårene. Mærkerne. Tegnene på, at det er ham, som Thomas kender og har fulgtes med, der er opstået. Mærkerne, der forkynder, at det ikke er livet i al bred almindelighed, der er opstået fra de døde påskemorgen. Nej, det er Jesu liv, som Gud har oprejst og kaldt til live. Det liv, som kort sagt bestod i at elske, give og tilgive.

Det er dét liv, som døden ikke kan få kulet ned. Og det er dét liv, Thomas vil have fingrene i. Og det får han ikke ved at høre om andres begejstring. Det får han af Vorherre selv.

Og derfor ender evangeliet i dag oppe ved alteret. Da Jesus møder Thomas denne søndag og siger ”Ræk din finger og din hånd frem; mærk selv. Og vær ikke vantro men troende” – da er det ikke en irriteret, bebrejdende irettesættelse. Det er en nadver. Den, som vi gentager, når vi sammen men hver for sig rækker fingre frem, som griber om det brudte, brækkede brød. ”Det er mit legeme”, siger han. Og sammen men hver for sig rækker vi hånden frem med bægeret og får vinen. ”Det er mit blod”. Hans liv, hans kræfter bliver vores.

Den vantro Thomas og den insisterende Thomas, den trofaste Thomas, som ikke vil tro på de andres tro, men på Vorherre selv. Det er dén Thomas, som også bliver den første, som bekender, hvem den opstandne er: ”Min Herre og min Gud”.

Og derfra fortsætter det med dem, med os, som fra da af har måttet tro uden at have set den opstandne, sådan som Thomas så ham.

For nu er det et nyt sted, han kommer til syne. Nu er han, med nadverbønnens ord, ”til stede iblandt os”. I brødet og vinen. I dåbsvandet. I samtalen, der ruskede op og gjorde klogere. I sangen, der gjorde glad, eller i mødet, der fik søvnige øjne til at se og forstå noget nyt.

Og fortsat op igennem alle århundrederne lyder hilsnen ved hver eneste dåb og nadver. Den opstandnes hilsen: ”Fred være med jer”. Det er en hilsen, som lover os kræfter til det, vi skal gøre og møde, men det er også en hilsen, som giver os besked om at bære og række de kræfter videre. ”Fred være med jer”. Det er noget, vi får. Og det er noget, vi giver. For er den med os, så må det nu være os, der bærer den, freden og kræfterne, ud i verden.

I søndags stod Kristus op. Nu er det søndag igen. Og os, der skal gøre det samme.

1. søndag efter påskedag: Joh 20, 19-31

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce