Debat

Den rette hylde

Gudrun Pedersen, ny redaktør i Ringkøbing

En fortælling hvoraf man får et smukt ansigt - sådan hedder en bog af skrønemesteren Jørn Riel. Udtrykket er eskimoisk og dækker over, at man kommer til at smile over fortællingen, og så bliver ethvert ansigt som bekendt kønt at se på.

Netop sådan en historie har Dagbladet i dag fornøjelsen at servere for læserne. Det er beretningen om 25-årige Patrick Pedersens besværlige og kringlede vej, før han endelig fandt den hylde, som passede til ham. "Hylden" befandt sig hos Erhvervsskolen Vestjylland i Borris, hvor Patrick som den første elev er gået videre til at blive ansat.

Et rigtigt job! Det er beviset på, at man er dygtig, at man er stabil, at man er en god kollega ... Det er vejen til god værkstedshumor med kollegerne, til fast løn og til den rare fornemmelse af at være træt om aftenen, fordi man har slidt i det. For Patrick, der lider af ADHD, er det også glæden over at kunne holde fast i en struktur i hverdagene.

Der findes masser af mennesker som Patrick. Unge mænd og kvinder, som af den ene eller den anden grund skifter fra skole til skole uden at kunne finde sig til rette, og som aldrig rigtig oplever, at der er brug for dem. Det er et forfærdeligt spild, både for samfundet og for den enkelte.

For samfundet koster det dyrt i kroner og øre samt naturligvis i tabet af nyttig arbejdskraft. Men for den enkelte, der af den ene eller den anden grund har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, er det værre endnu: Man oplever sig stemplet som én, der ikke kan bruges til noget, og værre kan det næsten ikke blive.

Hvor er det godt, at der findes steder som Erhvervsskolen Vestjylland, hvor mennesker uden det, som Niels Hausgaard kalder for "udprægede boglige evner", kan få lov at blomstre og opleve, at deres indsats er både værdsat og nødvendig.

Arbejdsmarkedet bliver på mange måder mindre og mindre rummeligt. I dagens samfund er det svært at finde job, som ikke kræver én eller anden grad af boglige færdigheder, og den slags er mere end vanskeligt at leve op til, hvis man for eksempel er ordblind.

De fleste mennesker har 'en rigtig hylde' et eller andet sted. Kunsten består i at være heldig nok til - eller få den rette hjælp til - at finde frem til, lige præcis hvad det er for én. Det held havde Patrick, og hans historie er ikke bare til at få et smukt ansigt af; den er også lærerig for andre i samme situation.

Tillykke til Patrick - og til Erhvervsskolen Vestjylland for at have fået en ny ansat, der brænder for sit arbejde.

I dagens samfund er det svært at finde job, som ikke kræver boglige færdigheder.

0/0
Annonce
Forsiden netop nu
Skjern

HydraSpecma investerer i ny fabrik og svensk hovedkontor

Vestjylland

Nørre Vosborgs sensommermarked har vokseværk

Skjern

Følg med fotografen i marken: Hvad kornet gemte på

Navne For abonnenter

Slut efter 46 år i den kommunale verden: Nu tager jeg et fjolleår

Leder For abonnenter

Dagbladet mener: Vis lidt respekt for - og på - kirkegårdene

Et instagram moment finder man på Bispebjerg Kirkegård, når de japanske kirsebærtræer blomstrer. Så hippe er de lyserøde selfies, at de er nævnt i dagbladet Politikens 'ultimative byguide til nye studerende', som advarer om, at man får travlt i trængslen: "Du er langt fra den eneste, der fifler med at skrive #sakura på din telefon, og det tager tid at sikre det helt rigtige stoiske smil, når du skal fange dit hoppebillede", hedder det i avisens anbefalinger. Kirkegårde er åbne for alle, ikke kun for de sørgende. Men roen og gravfreden er nogle steder ved at blive overdøvet af selfies, solbadning og udflugter med det hele. For tre år siden gik det helt galt, da en to-dreng legede gemmeleg med sine forældre på Vestre Kirkegård i København: En gravsten faldt ned over drengen, som døde. Ulykken har betydet, at kirkeministeriet og arbejdstilsynet har krævet sikring af kirkegårdenes gravmonumenter. Ikke nogen billig øvelse - og økonomi er da også begrundelsen for, at menighedsrådet i No har besluttet at nedlægge sit lapidarium - stedet, hvor sten fra nedlagte grave står opbevaret. Hvis efterladte ikke inden årets udgang har bedt om at få udleveret sløjfede sten, vil de blive sendt til knusning, lyder det på et opslag ved kirken. Det er vel ikke helt urimeligt at spørge, om et enkelt tragisk dødsfald virkelig behøver at føre til destruktion af kulturarv, fordi menighedsråd føler sig økonomisk presset af sikkerhedskrav. Sikkerhedskrav, som vel at mærke ikke ville være nødvendige, hvis folk kunne færdes med helt almindelig pli på kirkegårdene. Det vil sige uden at tumle larmende omkring mellem - eller for den sags skyld på - gravstenene. Kirkegårdene er for både de døde og de levende. Førstnævnte gruppe tager formentlig både selfies og solbadning i stiv arm, men der er alle gode grunde til, at de levende gør sig klart, at kirkegårde er steder, hvor der først og fremmest skal være plads til ro og fordybelse. Hvis det var udgangspunktet for alle kirkegårdsbesøg, ville der næppe være brug for den helt vilde sikring af gravstenene, og vi ville kunne bevare den kulturhistorie, som stenene er enestående eksponenter for. Det er sten med sjæl - og det vil være blodig synd, hvis de skal ofres for ussel mammon og sjælløs mangel på respekt.

Kultur

Venskab og oplevelser for livet: Ringkøbinggarden i træningslejr i Kloster

Ringkøbing-Skjern For abonnenter

Agterlanternen Svend kunne se frem til en lang dag med lidende ultraløbere

Erhverv

Nu får Bente og Niels mere frihed: Købmandsparret i Stadil lukker butikken

Ringkøbing-Skjern

100 svedende hårde kilometer: "Spændende rejse" ventede 80 ultraløbere på vej Ringkøbing Fjord rundt

Annonce