Annonce
Danmark

Den røde planet venter: Næste stop Mars

For millioner af år siden havde Mars en atmosfære ligesom Jorden. I dag er der kun ganske lidt tilbage af den, og den består hovedsagelig af kuldioxid. Foto: NASA/ESA/J. Bell/M. Wolff/Science Photo Library/Ritzau Scanpix
Når NASA atter sender astronauter til Månen i 2024, er det et led i det ultimative mål - den røde planet. Men der er stor forskel på at sende mennesker til vores nærmeste nabo og til Mars. De fleste udfordringer bunder i de enorme afstande.

Da Neil Armstrong 20. juli 1969 tog det verdenshistoriske lille skridt for et menneske, men et kæmpe spring for menneskeheden, kunne tusindvis af videnskabsfolk drage et lettelsens suk. På blot otte år var det lykkedes at sende mennesker på den længste rejse nogensinde på trods af næsten uoverstigelige vanskeligheder.

I alt tilbagelagde de tre astronauter 1,5 millioner kilometer på vejen til, fra og omkring Månen, der i gennemsnit befinder sig 384.000 kilometer fra Jorden.

Men det er intet i sammenligning med den rejse, der venter de første mennesker, der kommer til at sætte foden på Mars. Afstanden til den røde planet er mellem 55,7 og 399 millioner kilometer fra os, alt efter hvor den og vi befinder os i kredsløbet om solen, og alene den afstand åbner for en mængde problemer, som videnskaben må løse, før en bemandet mission kan komme på tale.

- Der er ikke noget principielt, der forhindrer, at vi sender mennesker til Mars, men der er mange praktiske ting, der skal løses, og det bunder især i de enorme afstande, forklarer Michael Linden-Vørnle, der er astrofysiker ved Institut for Rumforskning og Rumteknologi på DTU.

Annonce
Forleden målte et af de fjernstyrede køretøjer, der allerede befinder sig på Mars, en høj koncentration af metan, og det fik videnskabsfolk over hele kloden til at spærre øjnene op. Metan kan opstå på forskellige vis, men her på jorden er det især bakterier, som producerer gassen, og måske kunne det samme være tilfældet på Mars. Foto: NASA/New York Times/Ritzau Scanpix

Brændstof kræver brændstof

Tag for eksempel vægten. NASA regner med, at man vil sende fire astronauter ud på rejsen, og foruden proviant og udstyr vil de også medbringe videnskabelige instrumenter. Dertil kommer selve rumskibet, som de skal bo i undervejs. Alt det skal placeres på toppen af verdens kraftigste raket, Space Launch System (SLS), som amerikanerne har udviklet, og som skal nå en hastighed på mindst 11 kilometer i sekundet - 39.600 kilometer i timen - alene for at slippe fri af Jordens tyngdekraft. Og her kommer paradokset: Jo tungere lasten er, jo mere brændstof er der behov for, men brændstof bidrager i sig selv til vægten, hvilket kræver endnu mere brændstof.

Afstanden betyder også, at astronauternes samlede rejse kan vare helt op til 900 dage - inklusive selve opholdet i kredsløb om Mars og på overfladen af planeten. Dermed vil astronauterne tilbringe langt mere tid i vægtløs tilstand end deltagerne i Apollo 11-missionen. I den mildere ende kan vægtløshed medføre kvalme og hovedpine, mens forsøg med langvarige ophold på Den Internationale Rumstation har vist, at især knoglerne svækkes, og risikoen for knogleskørhed øges.

Dertil kommer at rumfartøjer, der forlader Jordens magnetfelt, vil være udsat for et veritabelt bombardement af skadelig stråling fra rummet. Beregninger viser, at astronauter på rejse til Mars vil modtage hundrede gange så meget stråling som os andre, og det øger risikoen for både kræft og en række neurologiske sygdomme.

Kedsomhed og konflikter

Og så er der den menneskelige faktor. Neil Armstrong og hans kolleger kunne på store dele af deres tur til Månen se Jorden som en blå-hvid marmorkugle, men de astronauter, der skal til Mars, vil i mange måneder kun kunne se vores hjem i universet som en svagt lysende prik. Ingen aner, hvordan det vil påvirke et menneske. Samtidig skal astronauterne leve sammen på meget lidt plads i meget lang tid, hvilket kan føre til ensomhed, kedsomhed og konflikter. Således viser forsøg med isolation på Jorden, at deltagerne ofte når et punkt, hvor de nægter at tale sammen, medmindre det gælder udførelsen af helt essentielle opgaver.

- Går der noget som helst galt på en mission til Mars - som vi oplevede med Apollo 13 - kan man ikke bare flyve hjem. Man skal have svar på enhver udfordring med sig, tilføjer Michael Linden-Vørnle.

NASA er i samarbejde med andre rumfartsorganisationer og private virksomheder i fuld gang med at finde svarene.

Sammen med SLS-raketten har man udviklet rumfartøjet Orion. Det minder af udseende meget om de gamle rumkapsler fra Apollo-missionerne, men de er naturligvis langt mere moderne og kan - som de skrottede rumfærger - bruges igen og igen. Foto: NASA/Tony Gray/Zuma/Ritzau Scanpix

Rumstation ved Månen

Sammen med SLS-raketten har man udviklet rumfartøjet Orion. Det minder af udseende meget om de gamle rumkapsler fra Apollo-missionerne, men de er moderne og kan - som de skrottede rumfærger - bruges igen og igen.

Blandt andet skal Orion bruges som en slags bugserbåd, når en af de vigtigste trædesten på vejen til Mars skal bygges: En lille rumstation ved navn Gateway i kredsløb om Månen.

Gateway vil - ligesom Den International Rumstation - blive samlet af moduler, der sendes op særskilt og samles på bestemmelsesstedet, og når den er færdig, vil der både være indkvartering, lagerplads og laboratorier til astronauterne. På den måde bliver vægten fordelt over flere opsendelser. Op til tre måneder ad gangen vil mennesker kunne leve og arbejde om bord, og de vil fra stationen kunne foretage smutture ned på Månens overflade. Formålet er dels at lære mere om Månen og potentielt åbne op for råstofudvinding, dels at udføre test, som er nødvendige, før mennesker sendes videre mod Mars.

- Man taler om, at størstedelen af udstyret må være på plads i kredsløb om Mars, før en bemandet mission, og at robotter skal stå for at samle delene - også de beboelseselementer, som astronauterne skal bruge nede på planetens overflade, forklarer Michael Linden-Vørnle.

Med NASA’s nuværende tidsplan, hvor mennesket skal vende tilbage til Månen i 2024, og astronauter skal stå på Mars i løbet af 2030’erne, lyder det samlede budget på 217,4 milliarder dollar - over 1400 milliarder kroner. Så hvad er egentlig så vigtigt ved Mars, at man er villig til at bruge astronomiske summer på bemandede missioner?

Liv

- I øjeblikket er et overblik over planetens klima nu og i fortiden nok det vigtigste at få viden om. Det vil gøre os klogere på Jordens klima. Mars har nemlig i fortiden haft et klima og en atmosfære, der minder meget om Jordens i dag. Det store spørgsmål er: Hvorfor forsvandt det?, siger Finn Willadsen fra Dansk Selskab for Rumforskning.

I forlængelse deraf ligger også spørgsmålet om liv på Mars. Forleden målte et af de fjernstyrede køretøjer, der allerede befinder sig på den røde planet, en pludselig og forholdsvis høj koncentration af metan, og det fik videnskabsfolk over hele kloden til at spærre øjnene op. Metan kan opstå på forskellig vis, men her på jorden er det især bakterier, som producerer gassen, og måske kunne det samme være tilfældet på Mars.

Selv hvis der ikke er liv deroppe nu, kan undersøgelser udført af mennesker være med til at fastslå, om der har været liv på den røde planet engang i fortiden, hvor forholdene var helt anderledes.

Kigger man omvendt langt ud i fremtiden, begynder det at lyde som science-fiction, men sådan skal det ifølge videnskaben ikke forstås.

- På længere sigt kunne man måske etablere en civilisation på Mars. Det har meget lange udsigter, men det ville gøre menneskeheden mindre sårbar over for globale katastrofer, mener Finn Willadsen.

Han bakkes op af Michael Linden-Vørnle:

- Der har længe været en debat om kolonisering af Mars og det at bosætte os andre steder. Der er Mars den mindst ubehagelige for mennesker sammenlignet med vores andre naboer.

Og i sidste ende er en bemandet mission til Mars kun det første lille skridt på en lang rejse, menneskeheden må foretage. Forudsat at vi ikke uddør af andre årsager, vil vores tid i hvert fald være ude, hvis ikke vi formår at forlade solsystemet, når Solen dør om nogle milliarder år.

- Så længe vi er en art, der kun lever på én planet, er vi sårbare over for udryddelse gennem en global katastrofe, hvad enten den er naturlig eller menneskeskabt. Når vi bliver i stand til som art at leve på flere planeter, tager vores chance for at leve og trives et stort spring opad mod himlen, som den amerikanske astrobiolog David Grinspoon har formuleret det.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Lad centrene, der trækker borgerne i byen, blive i byen

Læserbrev: Indlægget “Lad der ikke gå sognepolitik i sagen” om Innovests husning af de kommunale arbejdspladser havde nogle gode pointer, der førte til den rigtige konklusion i et dilemma. Der savnes nogle tal på økonomien, og jeg kan betvivle, kommunalbestyrelsen har det vigtigste; det tabte skatteprovenu og følgeomkostningerne ved den mistede omsætning i detailhandelen. Butikkerne vil miste omsætning. Ikke blot til nabobyerne, men også til storcentrene i de større byer og til netbutikkerne udenfor kommunen. Det vil koste arbejdspladser, give tomme butikslejemål og tomhed i bymidten. Så på den måde et paradoks, når et erhvervscenter er omdrejningspunktet for at trække kunderne væk fra de små lokale erhvervsdrivende. Vi har jo lige fulgt kampen for købmanden i Stauning, og her er det så i større målestok. Du kan blot se til Esbjerg, hvad det har betydet i Kongensgade, at kontorer er flyttet på havnen. Og omvendt, hvad de gør i Billund for at trække folk til midtbyen. Så byrådet bør have det tabte skatteprovenu og følgeomkostningerne ved den mistede detailomsætning i kommunen med i ligningen. Det er ikke nok med en kort tilbagebetalingstid på investeringen i Excel-arket. Så jeg er enig med Jacob Agerbo i, at der ikke skal gå sognepolitik i sagen. For det handler ikke kun om finansiering og besparelser, men også om tabt detailhandel. Ikke “bare” i Skjern midtby. Men i kommunen. For der ingen garanti for, at omsætningen affødt af butiksdøden bliver i Skjern/Tarm, eller for den sags skyld i kommunen. Så derfor vedkommer det også borgerne udenfor Skjern ... Så herfra skal opfordringen lyde; lad centrene, der trækker borgerne i byen, blive i byen.

Annonce