Debat

Den fødende kvinde

Ny præst i Ringkøbing. Foto: John Randeris
3.søndag efter påske. Prædiketeksten er Joh 16,16-22

I dag, på tredje søndag efter påske, spoler vi tiden tilbage til før opstandelsen påskemorgen. Vi spoler tilbage til skærtorsdag. Jesus og disciplene spiser sammen, og vi hører, hvordan Jesus prøver at forklare, hvad der skal ske dagen efter, på den lange, mørke fredag med korset.

Jesus bruger et stærkt billede. Billedet af den fødende kvinde. Det er et billede, der til alle tider er levende, eftersom alle jo fødes, og mange også oplever at føde eller at være vidne til en fødsel. Jeg har selv fået lov til at stå ved siden af tre gange, og det har været fantastisk hver gang.

Godt nok kunne jeg se, at det gjorde ondt på min kone, men jeg var sikker på, at hun kunne klare det. Og da barnet så kom ud til os, var det simpelthen ubeskriveligt. Det var som at overvære et under.

Sådan, siger Jesus, bliver det også, når jeg dør på korset. I skal blive ulykkelige, I skal græde og klage, ligesom kvinden, mens hun har de frygteligste veer. Men ud af den smerte skal der opstå noget helt nyt. Et nyt liv skal begynde. Jesu liv som genopstanden.

Men ikke bare et nyt liv. En helt ny tid. En helt ny virkelighed, hvor døden ikke længere skal have det sidste ord. Påskemorgen stod Jesus op, og samtidig opstod vores håb om også at få del i det evige liv. Ud af den dybeste smerte fødes den største jubel.

Og er det ikke ofte sådan i vores liv? Er der noget, vi sætter mere pris på, end det vi har måttet kæmpe for? Hvem er mere glad for sit helbred, end den der har oplevet, at døden bankede på? Hvem sætter større pris på sine kære, end den der har været tæt på at miste dem?

Ud af Langfredags død og mørke vokser den største glæde. En kort tid, så blev smerten til glæde. Sådan føles det også for den fødende kvinde, har jeg ladet mig fortælle. Min kone siger, at hun aldrig nogensinde har oplevet noget værre end at føde, og samtidig var fødslen begyndelsen på vores største glæde, livet med vores børn.

Glæd jer altid! siger apostlen Paulus et sted. Det kan jo værre nemmere sagt end gjort, når livet ikke former sig, som vi drømte om. Meningen er da heller ikke, at vi skal smøre et smil på ansigtet og så ellers glæde os over alt det tunge, vi kan møde. Nej, vi har lov til at klage til Gud, ligesom Jesus selv gjorde på korset, da han råbte: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Jesus ved godt, at disciplene kommer til at lide for deres tro. Og han ved, at vores liv langtfra er perfekt. Alligevel lover han os og disciplene en glæde, som uanset hvad kan bo i vores hjerter. En glæde, der stikker så dybt, at intet kan fjerne den. En glæde over livets gave, over opstandelsens håb og over at være Guds elskede børn.

Men kan sådan en glæde bruges til noget, når man vandrer gennem sorgens landskab? Det kan kun hvert enkelt menneske svare på. For disciplene var svaret ja. De blev hånet, tortureret og slået ihjel. De mistede venner og familie. I alt det beholdt de en dyb glæde, der lå nedenunder al ulykken. En glæde, der strømmede fra deres tro på Jesus.

Måske lyder det bare som tomme ord. Eller måske kender du det. En flig af glæde, der løber under alt andet, fordi du ved, at Gud er med i alt det, du møder. Fordi du tror, at han glæder sig til at se dig, når dit liv er forbi. Fordi du håber på, at du skal få lov til at se dine kære igen. Og da skal den glæde, som Jesus taler om, for alvor skinne, og den skal aldrig nogensinde tages fra os.

0/0
Annonce
Klumme For abonnenter

Klumme: Mens mange kæwler om valg, kigger jeg på æwler

Annonce
Annonce
Klumme

Ugens Prædiken: En kamp med mennesker og Gud

Klumme

Midt i en konfirmationstid: Talen, som en farfar aldrig fik holdt til sit ældste barnebarn

Klumme

Hvad har Kasper Søndergaard, min cykel og sammenhængskraft til fælles?

Leder For abonnenter

Turismevækst trues af mangel på hænder

Vi har et kæmpestort problem her i Naturens Rige: Vi mangler hænder! På en vis måde er vi blevet et offer for vores egen succes. Det går jo godt i Ringkøbing-Skjern Kommune. Der er gang i erhvervslivet, og har været det længe. Arbejdsløsheden er helt i bund, og det er nemt at få et job. Niels Hausgaard-vendingen, "der er altid arbejde til dem, der vil arbejde", er tæt på at være socialrealisme, ikke satire. I alt fald hvis man taler med bagere, købmænd, campingpladsejere og andre i sommerlandet. De får kun få eller måske endda slet ingen ansøgninger, når de slår stillinger op. Det er et problem. Et kæmpestort problem. Og der er ingen udsigt til, at det bliver bedre, snarere tvært imod. I Dagbladet i dag sætter vi fokus på problemerne for den del af erhvervslivet, der er afhængigt af turismen. Allerede nu er det svært at finde medarbejdere. I de kommende år bliver det stensikkert bare værre: - Vi regner med en vækst i turismen på omkring 50 procent frem mod 2025. Det betyder, at der skal ansættes 1500 flere i turisterhvervene. Nogle vil være på fuld tid, mens andre vil være deltids- og ungarbejdere, siger direktør Søren Lydig, Ringkøbing Fjord Turisme. 1500 flere medarbejdere på fem-seks år! På et tidspunkt, hvor der er registreret omkring 800 arbejdsløse i kommunen! Alene det kommende feriecenter Lalandia i Søndervig og oplevelsescentret Naturkraft skal tilsammen bruge hundredvis af ansatte. Det bliver svært. Især da turismeerhvervet er kendetegnet ved sæsonbetonet arbejde på ofte skæve arbejdstider og - det kommer vi næppe heller uden om - til lønninger, der har svært ved at konkurrere med en række andre brancher. - Det er noget lort, siger Bjarne Nielsen, fiskehandler på havnen i Ringkøbing. Og så kort kan det vel egentlig siges. For selv om Ringkøbing-Skjern har udsigt til kolossal vækst i turismen, hvordan skal potentialet så kunne realiseres, hvis ikke den nødvendige arbejdskraft er til rådighed? Direktør i Erhvervsrådet Hans Jørn Mikkelsen mener, at man bør begynde med at få aktiveret de ledige, vi har i kommunen - også dem, der ikke nødvendigvis kan arbejde 37 timer om ugen. Men som tallene viser, er det slet ikke nok, selv om man så fik aktiveret dem alle. Der skal mere til. Inden for turistbranchen snakker man om, hvordan man kan gøre det attraktivt for unge at tage arbejde i vort område i højsæsonen. Man vil lokke dem med, at de jo kan surfe, fiske og have sjov i fritiden og holde sommerferie, samtidig med at de tjener nogle penge. Om det lader sig gøre, er ikke til at sige. Men noget må der gøres. Vi må lægge vore vestjyske hjerner i blød og eventuelt søge assistance ude fra. Ellers mister vi en gylden mulighed for at styrke en branche i voldsom vækst. Og det vil virkelig være et problem...