Annonce
Debat

Den fødende kvinde

Ny præst i Ringkøbing. Foto: John Randeris
3.søndag efter påske. Prædiketeksten er Joh 16,16-22

I dag, på tredje søndag efter påske, spoler vi tiden tilbage til før opstandelsen påskemorgen. Vi spoler tilbage til skærtorsdag. Jesus og disciplene spiser sammen, og vi hører, hvordan Jesus prøver at forklare, hvad der skal ske dagen efter, på den lange, mørke fredag med korset.

Jesus bruger et stærkt billede. Billedet af den fødende kvinde. Det er et billede, der til alle tider er levende, eftersom alle jo fødes, og mange også oplever at føde eller at være vidne til en fødsel. Jeg har selv fået lov til at stå ved siden af tre gange, og det har været fantastisk hver gang.

Godt nok kunne jeg se, at det gjorde ondt på min kone, men jeg var sikker på, at hun kunne klare det. Og da barnet så kom ud til os, var det simpelthen ubeskriveligt. Det var som at overvære et under.

Sådan, siger Jesus, bliver det også, når jeg dør på korset. I skal blive ulykkelige, I skal græde og klage, ligesom kvinden, mens hun har de frygteligste veer. Men ud af den smerte skal der opstå noget helt nyt. Et nyt liv skal begynde. Jesu liv som genopstanden.

Men ikke bare et nyt liv. En helt ny tid. En helt ny virkelighed, hvor døden ikke længere skal have det sidste ord. Påskemorgen stod Jesus op, og samtidig opstod vores håb om også at få del i det evige liv. Ud af den dybeste smerte fødes den største jubel.

Og er det ikke ofte sådan i vores liv? Er der noget, vi sætter mere pris på, end det vi har måttet kæmpe for? Hvem er mere glad for sit helbred, end den der har oplevet, at døden bankede på? Hvem sætter større pris på sine kære, end den der har været tæt på at miste dem?

Ud af Langfredags død og mørke vokser den største glæde. En kort tid, så blev smerten til glæde. Sådan føles det også for den fødende kvinde, har jeg ladet mig fortælle. Min kone siger, at hun aldrig nogensinde har oplevet noget værre end at føde, og samtidig var fødslen begyndelsen på vores største glæde, livet med vores børn.

Glæd jer altid! siger apostlen Paulus et sted. Det kan jo værre nemmere sagt end gjort, når livet ikke former sig, som vi drømte om. Meningen er da heller ikke, at vi skal smøre et smil på ansigtet og så ellers glæde os over alt det tunge, vi kan møde. Nej, vi har lov til at klage til Gud, ligesom Jesus selv gjorde på korset, da han råbte: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Jesus ved godt, at disciplene kommer til at lide for deres tro. Og han ved, at vores liv langtfra er perfekt. Alligevel lover han os og disciplene en glæde, som uanset hvad kan bo i vores hjerter. En glæde, der stikker så dybt, at intet kan fjerne den. En glæde over livets gave, over opstandelsens håb og over at være Guds elskede børn.

Men kan sådan en glæde bruges til noget, når man vandrer gennem sorgens landskab? Det kan kun hvert enkelt menneske svare på. For disciplene var svaret ja. De blev hånet, tortureret og slået ihjel. De mistede venner og familie. I alt det beholdt de en dyb glæde, der lå nedenunder al ulykken. En glæde, der strømmede fra deres tro på Jesus.

Måske lyder det bare som tomme ord. Eller måske kender du det. En flig af glæde, der løber under alt andet, fordi du ved, at Gud er med i alt det, du møder. Fordi du tror, at han glæder sig til at se dig, når dit liv er forbi. Fordi du håber på, at du skal få lov til at se dine kære igen. Og da skal den glæde, som Jesus taler om, for alvor skinne, og den skal aldrig nogensinde tages fra os.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce