Annonce
Klumme

Den dag, Munk knækkede farvekoden: Drengebørn skal da have lyserødt tøj på

"Ung dreng med pisk" er titlen på dette amerikanske maleri af en ukendt kunstner fra omkring 1840, der viser at hverken lyserød eller kjoler dengang var forbeholdt små piger, men nærmere blot blev anset som børnebeklædning.

Min gode kammerat var netop blevet far, og der stod jeg i en babyudstyrsbutik med min nøje udvalgte gave i hånden. En orange bidering udformet som en abekat - der skulle jo ikke mangle noget.

Oppe ved kassen blev jeg mødt af en smilende ekspedient: - Er det til en dreng eller pige? spurgte hun.

- Øhhh, en pige, fik jeg - lidt perpleks over spørgsmålet - sagt.

Herefter fandt hun under disken en nydelig, lyserød gavepose, puttede den kønsneutralt orange abekat ned i den, og påklistrede derefter en pink sløjfe på pakken. Jeg slentrede ud til bilen, stadig lidt paf over farvekoderne, med en gave i hånden, der ikke efterlod nogen tvivl om, at den var tiltænkt et lille hunkønsvæsen.

Men hvorfor skulle jeg overhovedet træffe det valg? Til en dreng eller pige?

Mon ekspedienten forventede, at jeg ville få misbilligende blikke fra de nybagte forældre, hvis jeg ikke var så stærk i babykoloritten og derfor havde valgt en FORKERT farve gavepapir til deres lille datter?

Jeg er så heldig at være far til både en pige og en dreng. Under begge graviditeter har min kone og jeg valgt først at finde ud af kønnet på ungerne, når ankomstdatoen oprandt – til stor irritation for vores familier.

Især bedstemødrene har været ud af sig selv, for hvilken farve tøj skulle de nu købe?

Jamen, det er jeg da bedøvende ligeglad med.

Problemet er imidlertid, at det kan være mere end almindeligt svært at finde noget neutralt babytøj, som ikke skriger enten Dreng eller Pige. Konsekvensen har været, at vores børn har gået en hel del i gråt, brunt og hvidt tøj som spæde.

Da det viste sig, at vores andet barn var en pige, væltede det ind med nuttede kjoler og dragter i alskens nuancer af lyserød og lilla. Jeg er glad for hver og én af dem, men gud hvor der dog findes meget lyserødt babytøj i denne verden. Så. Meget. Lyserødt!

Og selv hvis de velmenende gavegivere skulle finde på at ville give en beklædningsgenstand, der ikke passer til kønsstereotyperne, så skal man lede længe. Butikker og producenter har nemlig travlt med at putte vores børn ind i farvede kasser, fra de er helt små.

Så trøster jeg mig med, at farvehjulet nok skal dreje igen på et tidspunkt. Indtil begyndelsen af det 20. århundrede var lyserød og blå bare babyfarver - uden noget nærmere kønsprædikat. I 1910’erne opstod ideen om, at lyseblå, der blev forbundet med ro som den blå himmel, var til de stille piger, mens lyserød, var en ”lightudgave” af den iltre røde farve, der eksempelvis prægede militæruniformer - med andre ord noget meget maskulint.

Først i midten af 1900-tallet blev lyserød etableret som en feminin farve. Det skete gennem en storstilet amerikansk reklamekampagne.

Så når vores børnebørns børn engang til den tid ser på billeder af deres forfædre som små, vil de måske undre sig over, hvorfor oldefar dog havde en blå sparkedragt på. For smådrenge klæder man da i gult.

Eller også har de til den tid afskaffet noget så tåbeligt som kønsbestemte farver for småfolk.

Annonce

Da det viste sig, at vores andet barn var en pige, væltede det ind med nuttede kjoler og dragter i alskens nuancer af lyserød og lilla. Jeg er glad for hver og én af dem, men gud hvor der dog findes meget lyserødt babytøj i denne verden. Så. Meget. Lyserødt!

Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce