Annonce
Videbæk

Den dag Annette brød sammen

- Jeg har lært, at man skal lytte til de signaler, kroppen sender. At det ikke er flovt at indrømme, at nu er nok nok, siger Annette Ørskov. Pressebillede

I 2012 ændrede livet sig for afdelingsleder Annette Ørskov, 60 år, da hun blev sygemeldt med stress. I dag er hun blevet bedre til at uddelegere og trives i sit job.

Det var en juni-dag i 2012, Annette Ørskov blev sygemeldt. Når hun skal fortælle, hvad der skete, skal hun lede efter ordene. Hun husker ikke omstændighederne særligt godt. Kun, at hun sad i et møde på arbejdet som afdelingsleder i Dagtilbud og Undervisning i Ringkøbing-Skjern Kommune, da hun pludselig brød sammen. Men, hvem mødet var med, og hvad det handlede om, er væk.

Annonce

- Jeg kan huske, at jeg begyndte at græde og gik ud fra mødet, hvor jeg traf en institutionsleder, som spurgte mig, hvad der var galt, og rådede mig til at kontakte min læge. Jeg ringede til lægen, tog derned og blev med det samme sygemeldt med stress.

Langvarig stress

Langvarig stress opstår, når der er ubalance mellem de udfordringer, du står overfor, og dine muligheder for at håndtere dem. Årsager til langvarig stress kan være:

Alvorlige begivenheder i dit liv

Belastninger på arbejdet og/eller i privatlivet

Manglende fritid og hvile

Ofte skyldes langvarig stress, at man er belastet på flere livsområder samtidig.

Langvarig stress kan vise sig på flere måder.

Svimmelhed pga. træthed

Muskelspændinger specielt i nakke og skuldre

Hovedpine

Tendens til svedeture uden fysisk aktivitet

Åndedrættet bliver hurtigere og mere overfladisk

Hjertebanken med uregelmæssige rytme. Stikkende smerte i hjertet.

Problemer med fordøjelsen: Kvalme, halsbrand, svien i maven og diarré. Eller forstoppelse og appetitløshed

Sexproblemer. Mænd kan blive impotente, og begge køn kan miste lysten til sex.

Nedsat immunforsvar som fx hyppige forkølelse, forsinker sårheling

Problemer med at sove

Nedsat hukommelse

Nedsat rummelighed overfor andre mennesker

Ændret humør og humørsvingninger. Det kan være nedsat humoristisk sans, øget irritabilitet og aggressivitet

Angst

Koncentrationsbesvær

Ubeslutsomhed

kilde: Sundhedsstyrelsen

- Den første uge græd jeg, fra jeg stod op, til jeg gik i seng - helt umotiveret. Jeg kunne ikke læse, bogstaverne flød sammen. I stedet så jeg en masse serier i fjernsynet, men jeg erindrer ikke, hvad det var for nogle. Jeg havde læst engang, at stress kan giv kroniske hjerneskader, og den viden var måske med til at forstærke de blokeringer, jeg havde, beretter Annette Ørskov, som tager imod på sit kontor på det tidligere rådhus i Videbæk.

Følte sig uduelig

Annette fortæller, at hun var vred, ked af det, apatisk og flov - hele følelsesregistret blev gennemlevet. Børn, børnebørn og venner blev en belastning. Når de kom forbi eller ringede, tænkte hun: Åh, nej.

Hun kunne heller ikke dyrke sin hobby: Maleriet. Hun var rastløs, kunne ikke sove, selv om hun var dødtræt - og selv om hun ikke ville, tænkte hun hele tiden på sin sygemelding.

- Jeg følte mig uduelig, og mit selvværd kunne ligge på et meget lille sted. Den integritet, som jeg mente at have i mit arbejdsliv og i mit liv i det hele taget, var pist forsvundet og jeg stillede konstant spørgsmål til min egen formåen. Det var som om, at jorden forsvandt under mig, og i en periode var jeg sikker på, at jeg aldrig kom i arbejde igen, siger hun.

Op klokken tre om natten

Når Annette Ørskov ser tilbage, kan hun i dag se, hvad det var, der udløste stressen og sammenbruddet, nemlig mange forandringer på meget kort tid.

De to afdelinger Dagtilbud og Undervisning, som Annette Ørskov er afdelingsleder for, var i 2011 blevet lagt sammen under én overordnet chef, hvor der før var to. Den nye chef havde derfor meget at se til, og der lå en forventning om, at han skulle effektivisere området. Nye medarbejdere var blevet tilført afdelingen, og der kørte flere store projekter. Der var kort sagt tale om en kæmpe forandringsproces med usikkerhed blandt de ansatte.

- Når man er daglig leder med personaleansvar i en forandringsproces og med så store ændringer, er det vigtigt at have et overblik og kunne melde klart ud til medarbejderne. Det kunne jeg ikke, for jeg kendte ikke selv retningen på daværende tidspunkt. Jeg forsøgte så godt jeg kunne med de muligheder, jeg havde, at skabe fast grund under fødderne for både mig selv og medarbejderne.

- Jeg havde fået flere nye ansvarsområder, og i den forbindelse holdt jeg månedlige møder med medarbejderne i de forskellige grupperinger - dels fordi, jeg gerne ville sætte mig ind i deres opgaver, dels fordi, jeg gerne ville lære dem at kende, og de skulle lære mig at kende. Men jeg var usikker på opgaven, og det gjorde det svært for alle parter. Der var ikke rigtigt tid til de personaleprocesser, jeg fandt vigtige, for alt var oppe at vende og skulle forandres, forklarer hun.

For at overkomme opgaverne stod Annette Ørskov op klokken tre om natten, gik i bad, sprang morgenmaden over og kørte på arbejde.

- Jeg mødte ind klokken fire og bildte mig ind, at jeg fik en masse fra hånden, men det gjorde jeg i virkeligheden ikke. Jeg flyttede blot rundt på bunkerne. Set i bakspejlet forsøgte nogle af mine medarbejdere at gøre mig opmærksom på, at jeg skulle passe lidt på og slappe af. Men jeg slog det hen og sagde, at jeg havde fuldstændig styr på det. Men det havde jeg ikke. Jeg kunne bare ikke se det. Skræmmende. Min mand har efterfølgende sagt, at han var chokeret over, at han ikke så sammenbruddet komme. Men når man går op og ned af hinanden i hverdagen, bliver det ualmindelige jo almindeligt, fortæller hun.

Medarbejderne bakkede op

Efter tre måneders sygemelding kom Annette Ørskov tilbage til arbejdet. Det skete blandt andet med hjælp fra hendes fagforbund HK, som var med til et møde med den overordnede chef for Dagtilbud og Undervisning. Her blev rammerne for hendes tilbagevenden drøftet, og det blev aftalt, at hun skulle starte på 20 timer om ugen og langsomt trappe op.

Mødet var en stor hjælp. Men den helt afgørende årsag til, at Annette Ørskov kunne vende tilbage til jobbet, var den støtte, hun oplevede fra medarbejderne i afdelingen, og den ramme for arbejdet, der blev aftalt mellem fagchefen og HK.

- Jeg begyndte at få blomster og breve fra medarbejdere og samarbejdspartnere. Det lunede og var første step i min healingsproces. Det viste sig, at medarbejderne havde udarbejdet skrivelser til direktionen om arbejdsforholdene i afdelingen, og jeg blev spurgt, om jeg ville bidrage. Det resulterede i en lang samtale med vores direktør, hvor jeg berettede om mine oplevelser. Efterfølgende sad direktøren i en uge i Videbæk, hvor medarbejderne kunne komme ind og snakke, fortæller hun.

Da Annette Ørskov vendte tilbage til arbejdet, havde hun i en periode ikke personaleansvar, hvilket hun var ked af og følte som et nederlag. Men i dag kan hun se, at det var en hjælp.

1. februar 2013 kom hun på fuld tid, og i dag har hun det godt, er glad for sit arbejde og har fået nogle ledelsesmæssige opgaver, som passer rigtigt godt til hende. Hun er dog som person blevet mere afdæmpet, og der har sneget sig en usikkerhed ind om hendes eget værd, der ikke har været der før. Noget, hun stadig arbejder med.

I et år gik hun til psykolog, og det har været en rigtig god investering. Det gode ved processen ved psykologen var, at hun blev bevidst om, hvorfor hun agerer, som hun gør, i bestemte situationer.

- Alt i alt har jeg af sammenbruddet og healingsprocessen lært, at alle har en kant. Det er blot et spørgsmål, hvornår man rammer den. Jeg har lært, at man skal lytte til de signaler, kroppen sender. At det ikke er flovt at indrømme, at nu er nok nok. At det er ok at sige nej, hvis man kan begrunde det. At man kommer længst med at være ærlig. At man ikke kan ændre på andre men kun sig selv og sin egen tilgang til arbejdet. Og, at jeg ikke er alene om det. At løfte i flok er umådeligt vigtigt, og jeg er mine medarbejdere og samarbejdspartnere dybt taknemmelige for, at de kæmpede for at få mig tilbage på arbejdet, siger hun.

lk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce