Annonce
Debat

Debat: Voodoo, babyvask og OCD - med ritualer vil vi overskride vores egne grænser

En indianerstammes medlemmer synger og danser, mens en medicinmand hælder en lille smule væske ud på jorden og beder om meget mere – en lille årsag skal have en større virkning.

”Hokus pokus”, siger tryllekunstneren i dag, men ordene stammer oprindeligt fra middelalderens katolske gudstjenester, hvor præsten lagde oblaten på kirkegængernes tunge med de latinske ord Hoc est enim corpus meum, "dette er mit legeme".

I dag forstår flere muslimer engelsk end arabisk. Men fredagsbønnen skal være på arabisk, så det er nok ikke alle muslimer, som ved, hvad imamen taler om. Mange religiøse ritualer foregår på et andet sprog end deltagernes eget, netop som latin i den katolske kirke eller arabisk i islam. Det har så fået nogle religionsforskere til at mene, at ritualer er meningsløse.

Men deltagernes egen forståelse af ritualerne kan være ret så uvæsentlig, for ritualerne har deres eget "program". For et bryllup er det ret indlysende, at to ugifte mennesker skal blive ægtefæller, og at de dermed får ret og pligt som foreskrevet i et givet lands lovgivning. Men forbindelsen mellem de religiøse ritualers midler og mål kan være ret uigennemskuelig. Det er svært at se for en udenforstående, hvorfor en præst skal hælde vand ud over hovedet på et lille barn, for at det kan få sit navn.

En buddhistisk bekendt fortalte mig, at hun havde været i kirke til "babyvask" – og dermed ikke forstået pointen. Religiøse ritualer adskiller sig fundamentalt fra almindelige, praktiske handlinger, fordi de gør noget mere end de rent praktiske – for de er også symbolske og peger ud over den konkrete situation. Barnet skal ikke vaskes af hygiejniske årsager, men for at blive fri for arvesynd og indlemmet i menigheden.

Når et rituals formål er vanskeligt at se, også for deltagerne, så er der som regel hjælp at hente i selve ordene, hvad enten udøverne påkalder sig hjælp, forsøger at afværge ondt eller beder om tilgivelse. Dåbsritualets tekst fortæller os netop, hvad dåben med de tre håndfulde vand går ud på. Dåbens og de fleste andre ritualers formål er forandring til det bedre. Andre gange er det for at bevare status quo og opretholde et kosmos eller beskytte en bestemt gruppe af mennesker – stor eller lille.

I et ritual skal udøverne også passe på ikke at ændre på eller glemme selv den mindste lille detalje – religionsforskere kalder det for "rituel kontrol". Inuitterne skulle fremsige deres komplicerede trylleord, serratit, fejlfrit, ellers duede det ikke, og jagten på sæl og isbjørn kunne gå galt. Psykologer har i en lang række forsøg da også demonstreret, at religiøse ritualer aktiverer nogle af de samme hjernefunktioner som hos mennesker diagnosticeret med obsessive compulsive disorder, det vil sige med tvangstanker og -handlinger.

Altergangen i den romersk-katolske kirke hedder kommunion, og den bekræfter den troendes usynlige, indre fællesskab med Gud, samvær med Kristus og deltagelse i den katolske kirke. Det er lidt af en mundfuld tidlig søndag morgen, men måske er det derfor, at katolikker ofte holder hinanden i hånden under altergangen; det giver jo en fysisk fornemmelse af fællesskab. Midler, instrumenter og handlinger skal i ritualerne korrigeres, så mennesker faktisk kan håndtere et så enormt og utroligt fællesskab på måder, som er menneskeligt mulige. Religionsforskere taler om at "skalere" op og ned.

Regndans er også et ret konkret fænomen. En indianerstammes medlemmer synger og danser, mens en medicinmand hælder en lille smule væske ud på jorden og beder om meget mere – en lille årsag skal have en større virkning. De mere usynlige abstraktioner og forestillinger om Gud i himlen eller om skæbnen, kan ritualerne gøre synlige. De kan symbolisere store metafysiske emner i en håndgribelig form, som når præsten siger, at dåbsbarnet nu med tre håndfulde vand er blevet genfødt ved Gud og Helligånd og fået skænket syndernes forladelse.

Jo mere metafysiske formålene er som for eksempel frelse, jo mere klart skal her dåbsteksten udpensle, hvordan præstens handlinger fremmer det ønskede resultat.

I Japan dyrker mange mennesker stadig shinto. Det kejserlige hof i Tokyo, som repræsenterer hele folket, udfører endda to gange om året en symbolsk renselse af hele befolkningens synderegister. Hoffets offerpræst fremsiger først Norito, myten bag "den store renselse" og kaster små stykker siv i et vandløb, der så både billedligt og bogstaveligt talt tager hele nationens dårlige samvittighed med sig. Den metafysiske og uhåndgribelige ballast transformerer offerpræsten på et øjeblik til et meget håndgribelig størrelse.

Samme psykologiske forestillingsmekanisme kender vi fra magien: Hvis jeg var haitianer og kyndig i voodoo og ville skade min larmende nabo, så kunne jeg lave en dukke, der lignede ham, helst med en genstand, som han har været i kontakt med – måske en stump tøj eller en lok hår – og så stikke en nål i dukken. På den måde kan jeg manipulere med andre menneskers ulykke. Smart tænkt og generelt udbredt i hele verden. Og det virker – i hvert fald hvis man tror på det. Netop i Haiti kan voodoo derfor være ganske dødbringende.

Mennesker kan heller ikke flyve, men vi kan dog forestille os, hvordan det må være at sprede vingerne og se verden ovenfra. Når den grønlandske åndemaner vendte hjem fra sin ånderejse, kunne han også imponere de andre deltagere i seancen ved at fortælle om det udstrakte landskab af is, fjord og hav, han fløj hen over.

Ritualer kan vi dermed også beskrive som manifestationer af vores forestillingsverden. I dem kan vi manipulere med årsager og virkninger, som vi ønsker. Vi kan blande subjekter, objekter og handlinger, skalere dem op og ned, så de passer til formålet – som med den smule vand på barnets pande, der ifølge kristendommen giver adgang til gudsriget. Mere grundlæggende kan vi sige: Religiøse ritualer udtrykker vores trang til at overskride vores egne begrænsede evner.

Annonce
Jeppe Sinding
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce