Annonce
Debat

Kronik: Venstres landsmøde - da der gik Paradise Hotel i dansk politik

Problemet er derimod, at forløbet i Venstre gik fra at være en regulær demokratisk proces og konstruktiv dialog til i stedet at blive en underminering af de fundamentale værdier, som ikke blot partiet, men hele det demokratiske samfund er bygget på. Af den kultur, der sætter rammerne for, hvordan vi taler til hinanden og demonstrerer vores uenigheder.

I dag er en skelsættende dag for Venstre, for i dag skal Danmarks stolte liberale parti vælge sin nye formand og næstformand. Men har det forudgående forløb været noget at være stolt af? Nej, så afgjort ikke.

Tværtimod har det været et vaskeægte realityshow med perfide dramaer, taktisk spin og en indædt kamp om at vinde en titel, hvis værdighed – i hvert fald indledningsvist – vil matche de midler, der blev taget i brug for at vinde den. Åndeløst og vantro har danskerne fulgt med på sidelinjen, og de mest engagerede seere har heppet løs på deres foretrukne deltagere.

Problemet er sådan set ikke, at der er mere end én person, der gerne vil sidde på den øverste post i et givent hierarki. Det er aldeles demokratisk, at der bliver krydset kollegiale klinger for at identificere hvem, der i sidste ende fortjener at indtage den givne post.

Problemet er derimod, at forløbet i Venstre gik fra at være en regulær demokratisk proces og konstruktiv dialog til i stedet at blive en underminering af de fundamentale værdier, som ikke blot partiet, men hele det demokratiske samfund er bygget på. Af den kultur, der sætter rammerne for, hvordan vi taler til hinanden og demonstrerer vores uenigheder.

Det er en problematik, der ikke kun kendes fra den politiske verden, men også fra alverdens organisationer og private virksomheder: Efterhånden som værdierne fordufter, begynder de individuelle egoer og de personbårne stridigheder at overskygge den konstruktive dialog og omsorgen for den samlede organisations velbefindende.

Der er en vigtig lærdom at høste i det forløb, som Venstre netop har gennemlevet. Det er et parti, der om noget er bygget op omkring stærke kulturelle værdier og et solidt ideologisk fundament, som blev bygget op over mange årtier. Men i løbet af blot et par uger smuldrede det.

Dermed bliver forløbet i Venstre en metafor for den risiko, som vi som samfund og demokrati står overfor, da vi også på dette plan har et kulturelt og værdimæssigt fundament, som vi i dén grad bør værne om. Er vi ikke forsigtige, og ruster vi os ikke til at forsvare vores kultur og værdier, kan de nemlig smuldre tilsvarende hurtigt.

Vi lever i en tiltagende kaotisk tid, og der er et akut behov for et politisk lederskab, som ikke kun repræsenterer og bevarer vores demokratiske fundament. Det skal også styrkes og udvikles, så det bliver det stærkest mulige værn mod de antidemokratiske strømninger, der aktuelt er rigeligt af – også i den vestlige verden.

Samtidig vil vi ganske enkelt ikke være parate til at imødegå den lange række af altoverskyggende udfordringer – klimaforandringerne som den absolut største – hvis vores politiske ledere prioriterer personopgør over det bredtfavnende og visionære lederskab, som vi mere end nogensinde har brug for.

Det kan godt ske, at vi hver især er forfaldne til at klikke på endnu en dramatisk overskrift om endnu et personangreb, som én politiker har udført på en anden – og at vi dermed bidrager til problemet. Det skal vi naturligvis blive bedre til, og vi bør afkræve nyhedsmedierne, at deres dækning minder mere om Cavling-værdi journalistik end om referater af Paradise Hotel.

Men under vores forfaldenhed til clickbait higer vi som samfundsborgere efter politiske ledere, som formår at samle os og få os til at danne fælles front, frem for at splitte os ad og give os lyst til at slå hinanden oven i hovedet. Som stolt kommunikerer deres demokratiske værdier ud og samtidig udviser den menneskelige respekt for politiske modstandere og kollegaer, de fortjener. Som formår at formulere og implementere visionære politiske løsninger på de problemer, vi hver især og som samlet hele står overfor.

Den energi, der ligger i et sådant lederskab, transcenderer de relativt små forskelle, der kendetegner størstedelen af de partier, der er repræsenterede i det danske folketing. Jovist, der er forskel på partierne, men de største uenigheder handler som bekendt sjældent om, hvor vi som samfund skal hen, men derimod om, hvordan vi skal nå vores mål.

Således er der grund til at håbe på, at vi i den kommende tid vil blive markant klogere på, hvor vigtigt det er, at vi passer på det fundament, vi har bygget op. At vi husker på, at vi ikke kan tage vores demokrati, vores kultur og vores værdier for givet, men at det alt sammen skal passes og plejes, så det forbliver solidt. Til hver en tid – men især i en tid, der er så kaotisk som vores.

Annonce
Christian Have
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce