x
Annonce
Debat

Debat: Religiøs chikane - Er dialogkaffe og hygge nok til at sikre frihed?

Sognegården i Ringsted dannede i november ramme om et bemærkelsesværdigt møde - både på grund af mødets tema og flere danske kirkelederes efterfølgende kommentarer.

Initiativtagerne til mødet var otte sjællandske præster. Formålet var at belyse, at langt den største gruppe, der på verdensplan udsættes for religiøst betinget chikane, overgreb og forbrydelser, er kristne. Den danske folkekirkes top synes indledningsvis at have forholdt sig temmelig passivt til sagen og stort set ikke berørt den offentligt, men det sidste ændrede sig mærkbart umiddelbart efter mødet i Ringsted.

Såvel biskop over Aarhus Stift, Henrik Wigh-Poulsen, som biskop over Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller, kommenterede straks efter mødet emnet. I særdeles diplomatiske vendinger fremførte Aarhus-bispen blandt andet: ”Derfor vælger vi nogle gange at virke bag linjerne. Men man skal ikke undervurdere de kontakter og samtaler, vi biskopper har rundt omkring både i Danmark og internationalt”.

Herudover betonede Henrik Wigh-Poulsen, at ”han gør meget”, holder ”foredrag i sit stift, skriver artikler og repræsenterer biskopperne i en tænketank om kristen forfølgelser”. – At den biskoppelige repræsentation er en relativ ny foreteelse, fandt Wigh-Poulsen ikke anledning til at nævne.

Peter Fischer-Møller fik måske utilsigtet sagt noget centralt med følgende udtalelsen: ”---, hvis vi får en alt for hård retorik imod muslimer i vores kultur, giver det bagslag for kristne i for eksempel Mellemøsten”.

Karsten Nissen, tidligere biskop over Viborg Stift og formand for den oven for nævnte og først i 2019 etablerede tænketank, fremførte: Formålet med tænketanken ”er at formidle evidensbaseret viden”, hvilket synes evident. Herefter slår også han den diplomatiske tone an med ordene: ---, ”vi er kommet godt i gang med arbejdet. Vi føler et engagement ---. Der er mange organisationer og enkeltpersoner, som gør et stort arbejde inden for forfulgte kristne, ---”.

Således betones mildhed og nænsom tale som de afgørende trædesten, når det gælder forsøget på at nå frem til- og hjælpe de forfulgte.

Men rettes opmærksomheden mod initiativtagerne til- og deltagerne i mødet i Ringsted, slækkes der mærkbart på den diplomatiske tone, og ordvalget bliver kontant. For eksempel finder Henrik Wigh-Poulsen det påkrævet at advare mod ”simpel råberi imod muslimer ---. --- alene beregnet for en hjemlig, indforstået tilhørerskare”. Det er sagen naturligvis alt ”for alvorlig til”, mener biskoppen.

Skønt biskoppernes engagement og indsats synes at have været noget tøvende, skal deres gode viljer naturligvis ikke betvivles. Alligevel sidder man tilbage med en stille undren og må spørge: Bør offentligheden ikke præsenteres for mere informative svar, når det gælder orienteringen om, hvad bisperne rent faktisk har foretaget sig - og agter at foretage sig i forsøget på at adressere-, mindske- for ikke at sige bekæmpe et så alvorligt problem, som religiøst betingede forbrydelser er?

Uden rimelige svar står det spørgsmål tilbage: Er dialogkaffe, hyggesnak og bagværk virkelig det, der skal til for effektivt at bekæmpe – nationalt og internationalt – en uhyggelig og i sidste instans friheds- og livsberøvende adfærd?

Måske burde også de kirkelige ledere hæve røsten og kalde tingene ved rette navn såvel af hensyn til de forfulgte, den danske offentlighed som med henblik på de ansvarlige i de områder og fora, hvor man sidder inde med en viden om, hvor og af hvem forbrydelserne begås. Man kunne for eksempel begynde med at betone retten til- og nødvendigheden af religionskritik. –

Man kan godt tale både roligt og besindigt, selv om man nævner ordet haram, forholder sig kritisk til såkaldte æresrelaterede konflikter og drab, afviser forskelsbehandling af kvinder og mænd, betoner retten til at konvertere uden risiko for at blive dræbt og tager afstand fra stening. – Den samtale bør ikke forstumme af hensyn til den gode tone.

Bispernes udtalelser efterlader under alle omstændigheder en lang række spørgsmål: Hvad er opnået? Er der skabt forståelse? Er overgreb og forbrydelser forhindret? Tåler hverken sagen, forfølgerne eller den danske offentlighed klar tale og åbenhed?

Det synes under alle omstændigheder værd at overveje, om et diplomati, der giver mindelser om berøringsangst, virkelig fremmer kampen for frihed og menneskeværd?

Niels Kristian Knudsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Stram op – og hold fast i lukkeloven

Læserbrev: Over de sidste uger har butiksansatte knoklet r…. ud af bukserne. Uden at kny sørger medarbejderne i vores butikker for, at der er fyldt op på hylderne, så vi alle sammen kan få mad på bordet, toiletpapir og andre fornødenheder. Og mange danske familier har fået deres køkkenskabe fyldt godt op. De butiksansatte har brug for påskens fridage til et velfortjent hvil. Derfor bør man ikke suspendere lukkeloven henover helligdagene. I denne tid, hvor myndighedernes anbefalinger er at blive hjemme og undgå tæt kontakt til andre mennesker, løber butiksansatte en daglig risiko med kontakt med flere hundrede kunder om dagen. De sætter eget helbred på spil for at passe deres job. Butiksledelserne rundt om gør alt, hvad de kan, for at passe godt på de ansatte med håndsprit, hyppig håndvask, plexiglasplader ved kassen og ’Hold afstand’-skilte på gulvene. Stor ros for det. Men at arbejde under de forhold er anstrengende. Helligdagene i påsken med lukkede butikker kan også være med til at passe på de ansatte, så de kan blive ved med at passe deres arbejde, så længe corona-krisen varer. Derfor, kære politikere: Hold fast i lukkeloven! Og så skal familien Danmark altså stramme op. Lad nu være med at klathandle en liter mælk og en pakke gær. Køb ind til flere dage og lad én person klare det. Det er heller ikke nu, I skal hele familien afsted på ose-tur i de lokale butikker for at se på nye ipads, havetrampolin til ungerne eller lamper til stuen. Det er måske fristende for at skabe et afbræk i tiden med hjemmeskole, men lad være. Jo flere I kommer sammen, jo større risiko udsætter I butikspersonalet for. Ring til den lokale butik i stedet og lav en aftale om at få leveret varen – eller at I kan hente den pakket i en pose. Så kan I både støtte vores midt- og vestjyske butikker og passe godt på de ansatte og jer selv samtidig.

Annonce