Annonce
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet.

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest.

Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark.

Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem.

Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs.

Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden

Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes.

Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid.

Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl.

Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Annonce
Søren Pape
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Dagbladet mener: En flot økonomisk julegave til Skjern

Det er en flot julegave i utide, Skjern står til at modtage; en julegave, der på sigt kan komme til at betyde meget for byens - og hele kommunens - musikliv. I Dagbladet kan vi fortælle, at Realdania har givet arbejdsgruppen bag Remisen Skjern tilsagn om 850.000 kroner til at redde byens gamle remise. Målet er, at der i løbet af de næste år skal skabes et nyt spillested i det tidligere garageanlæg for tog. Og Realdania må virkelig tro på ideen; arbejdsgruppen havde kun søgt om 750.000 kroner, men fonden har valgt at lægge 100.000 kroner oven i, så nu har Remisen Skjern 850.000 kroner til at gå i gang med at sikre bygningens klimaskærm. Planen er at gå i gang med at tætne taget og lukke huller i murværket til foråret. Dermed ser der ud til, at den 100 år gamle bygning reddes, og det er godt af flere grunde. Remisen er et levende minde om den faktor, der mere end nogen anden har skabt Skjern - nemlig jernbanen. Det ville være sørgeligt, hvis den karakteristiske bygning skulle forsvinde. I Ringkøbing er der vist stadig en del, der ærgrer sig over, at det ikke lykkedes at redde Ørnhøjbanens gamle remise. Til gengæld er det så lykkedes at redde det gamle elektricitetsværk og gøre Generator til et spillested af betydning for hele kommunen. Mon ikke det også kan lade sig gøre i Skjern; Remisen har i alt fald de rammer, der skal til for at skabe et spændende kulturmødested midt i byen. Der er lang vej endnu, meget skal afklares, men med 850.000 kroner på bogen er projektets realisering kommet et vigtigt stykke længere; ikke mindst vil Realdanias donation give initiativtagerne endnu mere blod på tanden. I det hele taget er der grøde i miljøet omkring Vestjyllands traditionelle transport-rygrad, Længdebanen. I Tarm er man i fuld gang med forvandle den gamle stationsbygning til et kulturelt mødested, og i Ringkøbing arbejder man også med tilsvarende planer i den fredede stationsbygning. Til næste år er det i øvrigt 145 år siden, længdebanen åbnede for trafik. Et bedre bevis på dens fortsatte relevans end de forskellige kulturprojekter, der er på vej i dens uudnyttede bygninger, kan man ikke få.

Skjern

3F sammenligner overenskomster i omstridt sag: Fyldt med fejl, lyder kritikken fra Kristelig Arbejdsgiverforening

Annonce