Annonce
Debat

Debat: Lad være med at sparke bagud – som Løkke og Sass

Alle, der har prøvet at forlade en arbejdsplads, ved, at det er en kunst at få sagt pænt farvel.

Lige meget om exit er selvvalgt eller tvungent, så gælder det om at have en klar strategi for selve afskedsøjeblikket. Vi taler altid om det vigtige førstehåndsindtryk, men i afskeden skriver du den historie om dig selv, som skal fortælles for eftertiden. Selv om det kan være fristende at få aflæsset den frustration, der har ført til farvellet, så overvej lige det her: Hvad kommer der ud af det?

Selv om du har lyst til at få det sidste ord, selv hvis du ved, du har ret og selv hvis du tror på, at du ved at fortælle et par sandheder kan ændre tingene til det bedre for dem, du lader tilbage, så bare…DON’T!

Sandsynligheden for, at det er dig, der kommer til at virke bitter, er stor. Selv hvis du har en legitim pointe, er det skidt at sparke bagud, og det gør dig til et grimmere menneske i andres øjne.

Den seneste uge har budt på et par bemærkelsesværdige afskedsseancer: Lars Løkke havde nøje tilrettelagt to sofa-interviews om sin afgang som Venstreformand. Alt var velovervejet, men han kunne ikke lade være. Med at sende nogle onde stik afsted mod Kristian Jensen. Fik antydet, at han havde udpeget ham som minister på trods af hans kvalifikationer, ikke på grund af dem. At han aldrig havde set Jensen som den næste formand. Undsagde, at der nogensinde skulle have eksisteret et formandskab.

Henrik Sass tog endelig konsekvensen af, at han ikke kan trives i parlamentarismens rammer. I sit eneste tv-interview brugte han taletiden på at klage over pressen. At man aldrig får lov til at forklare sin politik, men altid skal forsvare sig. Hetz kaldte han det.

De to profiler er begge kendt som politiske strateger. Men i deres svanesange valgte de den forkerte taktik. Nu husker vi dem som mindre, end de var.

Annonce
Rikke Dal Støttrup
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce