Annonce
Debat

Debat: Iransk kvinde brænder op i afmagt, og magtens mænd slår det hen som simpelt selvmord

En af verdens helt store udfordringer er frihed til alle inklusive kvinder. Det betyder, at alle kvinder burde vurderes ud fra kvalifikationer frem for køn. Og mens vi herhjemme er nået et godt stykke af vejen, så ser det virkelig sort ud i andre dele af verden.

Sidste mandag døde den 29-årige kvinde Sahar Kohodayari af sine skader, efter hun satte ild på sig selv uden for retsbygningen i Teheran, Iran. Hun risikerede at blive idømt seks måneders fængsel for at have klædt sig ud som en mand for at se sit yndlingsfodboldhold Esteghlal spille på et stadium. Det er forbudt for kvinder at komme på fodboldstadier i Iran.

Nu har verden vist sin vrede mod Iran og støtter op om kvindens desperate budskab om den fuldstændig meningsløse forskelsbehandling af kvinder i Iran. Men myndighederne slår det hen som en forvirret kvindes selvmord. Derved antyder de også, at kvinden var psykisk ustabil. Et prædikat kvinder desværre alt for ofte får, når magtfulde mænd bruger sproget som angreb på kvinders ret til at tale offentligt. De er hysteriske, uligevægtige og følelsesladte modsat mænd som er fornuftige, velovervejede og seriøse.

Men i virkeligheden er køn en kulturel konstruktion, fortællingen om hvorfor mænd og kvinder opfører sig forskelligt er vores egen – ikke naturens. Det er først med agerbrugets revolution, som begyndte for ca. 10.000 år siden at arkæologerne kan se forskel på køn. Før det har der sandsynligvis ikke været den opdeling mellem mænd og kvinder, som stadig undertrykker halvdelen af befolkningen i store dele af verdenen. Måske er Sahar Kohodayaris offer et startskud til at et oprør breder sig i Iran mod mændenes fortælling om kvinders underlegne plads i verden. Lad os håbe at hendes død ikke er forgæves.

Annonce
Jeanette Varberg. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce